Prøv avisen
Interview

Lars Mikkelsen: Det er i fællesskabet, at fremtiden og lykken findes

”Hvis man vil have børn til at opføre sig godt over for andre, må man først opføre sig godt over for dem,” siger Lars Mikkelsen. Foto: Mads Nissen/Ritzau Foto

Børn bliver bedst til ordentlige mennesker, hvis man bekræfter dem i, at de er noget værd, siger Lars Mikkelsen, der mener, at børneopdragelse virker stærkere, når man opdrager gennem det kærlige eksempel. Læs eller genlæs interviewet her

Da skuespilleren Lars Mikkelsen begyndte i skole, var det allerede godt tre år forinden blevet ulovligt ”at anvende korporlig afstraffelse af børn i skolen”, som det hed i den nye lov i 1966-1967.

Men helt fri gik han ikke. For nogle lærere havde stadig svært ved at skabe respekt omkring sig uden at tage hænderne i brug. Særligt husker han en episode ved juletid, hvor hans formningslærer mistede besindelsen og slog ham hårdt i ansigtet.

”Hun gav mig sådan en på siden,” siger han og svinger sin store hånd hurtigt gennem luften:

”Jeg havde set én lave et helt krybbespil i sølvpapir på svensk tv, så det tænkte jeg, at jeg også ville prøve, da hun bad os lave hver vores krybbespil, men sådan kom jeg til at bruge alt klassens sølvpapir, som hun havde tænkt, at vi skulle deles om til stjernerne. Det vidste jeg ikke. Men hun troede, at jeg tog sølvpapiret for at spolere undervisningen,” siger han og tilføjer tørt:

”Hvis hun havde spurgt mig, hvorfor jeg havde taget det, havde hun ikke behøvet at slå mig i afmagt. Men sådan gjorde mange dengang i brydningstiden mellem den nye og den gamle måde at opdrage børn på. For en del af lærerne havde simpelthen ikke redskaberne til at kommunikere med børn uden vold. Da jeg var barn, var man bare ikke i tvivl om, at det var forkert at slå børn i skolen, når det blev gjort. Det var anderledes for min fars generation. De fik mange tæsk. Min bedstefar var også en bestemt herre. Og da han fik os som børnebørn, sagde han drillende, at vi ikke havde fået en fri opdragelse, men at vi havde været fri for opdragelse.”

Lars Mikkelsen slår sin karakteristiske hæse latter op, inden han tilføjer, at han nok har opdraget sine egne to børn endnu friere.

Under interviewet bærer skuespilleren også selv kækt sin kasket som en fræk skoledreng, og han har konstant et venligt glimt i øjet, men så snart han åbner munden, genkender man straks den karakterfulde stemme, som så ofte har tilhørt den slags magtsyge mænd, mange er bange for i film og serier.

Tidligere har han med samme frygtindgydende præcision blandt andet spillet vicevært, spindoktor, borgmester og senest russisk præsident over for Kevin Spacey i Netflix’ internationale successerie ”House of Cards”. Og nu er han aktuel i den danske storfilm ”Der kommer en dag”, der har premiere på torsdag.

Han kalder det for en form for Dickens-historie, der handler om to drenge, der må igennem lidt af hvert, inden de til sidst vinder over systemet. Selv spiller han en streng rektor med faste principper, men løstsvingende knytnæver på et dansk opfostringshjem i 1960’erne, hvor den nye tids pædagogik endnu ikke er slået igennem.

Historien er baseret på virkelige hændelser og en virkelig rektor, der skulle have haft svært ved at styre sit temperament over for de drenge, der af forskellige grunde var endt på opfostringshjemmet.

”Drengene var jo typisk nogle rødder, og derfor fik volden på skolen også lov til at løbe løbsk. For derhjemme blev de typisk også slået, så det var nok de færreste forældre, der reagerede voldsomt på at høre, at drengene fik tæsk på skolen”, siger Lars Mikkelsen og tilføjer:

”Den rektor, jeg spiller, var sådan set også en mand med en mission. De ægte psykopater eksisterede under ham, for han har egentlig været en mand, der troede på den såkaldt faste opdragelse. Og den tankegang klamrede han sig til som en dinosaurus eller mammut, der lever på kanten af sin eksistens. For en helt ny måde at tænke børneopdragelse på kom ind i den tid, og det var han meget konfronteret med – med sin måde at tænke børneopdragelse på.”

Rektoren repræsenterer på en måde en slags gammeltestamentlig Gud, der bogstaveligt talt slår ned på de ulydige, mens den ene af de to drenge næsten som en selvopofrende Kristus-figur på et tidspunkt påkalder sig rektorens vrede for at redde sin bror. Sådan viser filmen også to slags måder at elske på. Men Lars Mikkelsen synes alligevel, at det er interessant, at begge testamenter i Bibelen taler om at tugte den, man elsker.

”Jeg er også ved at læse Bibelen selv i øjeblikket, og sådan kan man se, hvor komplicerede den slags ytringer er. For at tugte behøver ikke at betyde, at man er voldelig. Og Bibelen er jo netop en så fantastisk bog, fordi den ikke kun lader sig opfatte på én måde. Men man kan godt læse den gammeltestamentlige Gud som en, der prøver at opdrage folk med nogle kærlige par på hovedet. Og sådan opfører rektoren sig også som en gud i sit eget lille univers. I begyndelsen af filmen siger han, at de på skolen er de eneste, der kan retlede børnene, selvom det betyder, at de får et par på hovedet en gang imellem. Sådan kan man se på det, men det er bare en forkert måde at se på det. For det virker stærkere, når man som Jesus opdrager gennem sit eget kærlige eksempel – i stedet for bogstaveligt talt at banke sine pointer ind i hovedet på folk.”

I filmen har rektoren også den brist, at han ikke kan håndtere, når folk ikke er med på hans projekt.

”Ondskab kommer jo ofte af gode viljer, der løber løbsk. Og her bliver tanken om at give børnene en lille kærlig en på hovedet til deciderede bank. I virkeligheden var han faktisk også en stor, tyk mand på 120 kilo, der kunne finde på at sætte sig oven på børnene, så de brækkede ribbenene, når han blev sur. Og her har vi også hele problematikken som samfund ved at lade folk slå på deres børn i stedet for at se dem som ligeværdige, elskelige individer. For er en lussing sådan her,” siger han og lader en flad hånd ramme bordpladen:

”Eller sådan her!”, råber skuespilleren pludselig og smækker eksplosivt hånden så hårdt i bordet, at kaffekopperne dirrer og klirrer.

”Hvis man overhovedet tillader at give en lussing, er det jo helt op til fortolkning. For hvis man har en brist, som rektoren har, bliver en lussing hurtigt til overfald og vold. Og personligt tror jeg heller ikke, at der kommer noget som helst godt ud af at opdrage børn med vold. For sådan skaber man ikke ordentlige mennesker, der tager hensyn til andre. Det eneste, man lærer et barn, når man slår det, er, at det skal passe på ikke at få bank. Men så opfører de sig måske bare dårligt, når de er på sikker afstand af den voldelige voksne. Forstår du?”, siger han og søger igen øjenkontakt, inden han tilføjer:

”Det er derfor, jeg har opdraget mine børn på en helt anden måde. For jeg er overbevist om, at man bedst lærer børn at respektere andre ved at vise dem, at man respekterer dem selv. Derfor skal børnene også lyttes til ved bordet, og derfor skal man tage deres spørgsmål for gode varer. For mig har det derfor været væsentligt at holde en venskabelig tone til mine børn for at skabe to selvstændige individer, jeg kan alligevel ikke holde dem i hånden hele tiden. så jeg har i stedet forsøgt at møde dem med respekt og tillid. Nu er de 15 og 21 år, og jeg er utrolig stolt af dem. For de er heldigvis blevet to ordentlige mennesker, der opfører sig ordentligt over for andre mennesker”.

Værdien af andre mennesker er også det vigtigste, børn kan lære, mener han. Og selv tror han, at man bedst lærer det ved selv at være blevet behandlet som et ligeværdigt menneske fra barndommen.

”Denne her film viser et mørkt kapitel af vores historie, hvor børn desværre ofte skulle lære sig selv at blive usynlige spøgelser for at klare sig bedst gennem barndommen uden tæsk. Men hele vores stærke skandinaviske tradition for børnelitteratur lige fra H.C. Andersen, Astrid Lindgren, Selma Lagerlöf og Benny Andersen underbygger jo faktisk, at henvendelsen til barnet bør være meget mere ligeværdig. Man har jo stadig henvendelser til børn på engelsk, hvor man taler ned til dem: ’Look at the train going down the hill’,” siger han skabagtigt og tilføjer:

”Sådan snakker vi jo aldrig til børn. Vi taler til dem som ligeværdige, og det gør dem fra begyndelsen opmærksomme på, at de er ligeværdige individer. Og de finurligheder, børn kan finde på at sige, er vi som regel gode til at bruge i en samtale i stedet for at sige ’det var godt nok fjollet. Dér beviste du godt nok, at du er et barn’. Men når Snøvsen ikke kan forstå, hvad skattevæsenet er, kan der netop komme noget finurligt ud af det”.

Hvis man på den måde bliver taget seriøst som barn, bliver man også lempet ind i tilværelsen med en følelse af, at man kan bidrage med noget væsentligt, mener han.

”Derfor skal vi se det som en gave at bo i et land, hvor der allerede, da jeg var barn, var nogle meget visionære mennesker, som skabte børnefjernsyn og børnelitteratur, der henvendte sig lige over til børn. ”

Er der ikke også nogle blinde vinkler i at behandle børn som ligeværdige venner?

”Jo, for bagsiden er, at man måske slet ikke får lært dem, hvordan man opfører sig ordentligt. Og at individet og egoet kommer så meget i centrum, at alle de andre bliver ligegyldige. Derfor mener jeg, at en fornem opgave i dag er at lære børn, hvilken sammenhæng de indgår i, så de lærer at tage hensyn til andre. Derfor mener jeg også, at en af folkeskolens fornemste opgaver er at lære børnene at indgå i sociale relationer, hvor man kan se sig selv samarbejde med andre. Den gammeldags skole handler mere om at dyrke individets målbare præstation, og derfor skulle jeg også først selv lære at samarbejde med andre, efter jeg var færdig med skolen. Det var egentlig ærgerligt. For det er i fællesskabet, at både fremtiden og lykken findes, tror jeg.”

Lever vi ikke netop i en tid, hvor fællesskaberne forsvinder, mens mange drømmer om at blive stjerner?

”Jo, man kan sige, at der helst både skulle være plads til drømme og fællesskaber. Og det er en kernescene, da den ene af drengene siger, at han hellere vil være astronaut end spøgelse. Mange siger også, at de bare gerne vil have, at deres børn er lykkelige ved at lave det, der gør dem glade. Men jeg synes selv, at jeg har fundet ud af, at man ikke kan opsøge lykken. Man kan selvfølgelig gøre sig umage og blive bedre til det, man laver, og det skal man også, men i sidste ende er det fællesskabet med andre, der gør en lykkelig i de momenter, man nu kan opleve lykken i, og derfor kan man ikke være sin egen lykkes smed. For lykken er altid noget, man får fra andre.”

Lars Mikkelsen tier et øjeblik:

”Jeg går faktisk meget i kirke for tiden,” kommer det så pludselig.

”Forleden var jeg i en kirke i Jelling, hvor præsten holdt en konfirmationstale, der faktisk var meget interessant i forhold til det, vi taler om nu. For han sagde, at det i første omgang ikke var de unge, der skulle bekræfte deres tro på Gud, men at Gud bekræftede dem først. Sådan byggede næstekærlighedstanken også på, at Gud elskede først. Det synes jeg var meget inspirerende. For det er jo netop også sådan, at jeg tænker børneopdragelse. Hvis man vil have børn til at opføre sig godt over for andre, må man først opføre sig godt over for dem.”

Lars Mikkelsen har senest spillet russisk præsident over for Kevin Spacey i Netflix’ internationale successerie ”House of Cards”. Og nu er han aktuel i den danske storfilm ”Der kommer en dag”, der har premiere på torsdag. Foto: Leif Tuxen
I "Der kommer en dag" spiller Lars Mikkelsen en streng rektor med faste principper, men løstsvingende knytnæver på et dansk opfostringshjem i 1960’erne, hvor den nye tids pædagogik endnu ikke er slået igennem. Foto: Leif Tuxen
Hvis man bliver taget seriøst som barn, bliver man også lempet ind i tilværelsen med en følelse af, at man kan bidrage med noget væsentligt, mener Lars Mikkelsen. Foto: Leif Tuxen