Per Larsen kender krimigenren ud og ind

Musicals, sport og krimier er lige noget for Københavns Politis afgående chefpolitiinspektør, Per Larsen

Per Larsen på Politigården i København, som han nu forlader for at gå på -- delvis -- pension. Den 1. februar tiltræder han nemlig som konsulent og specialrådgiver for Københavns Kommunes bandeenhed. --
Per Larsen på Politigården i København, som han nu forlader for at gå på -- delvis -- pension. Den 1. februar tiltræder han nemlig som konsulent og specialrådgiver for Københavns Kommunes bandeenhed. --. Foto: Claus Bech Andersen.

Hvad er din største kulturoplevelse?

– For 10 år siden så min kone og jeg "Phantom of the Opera" i London. Det var noget helt særligt. Nu har vi set den flere gange. Den er stadig god, men første gang var specielt.

– Hvis sport også hører under kultur, så var det også en oplevelse for livet, da jeg løb New York Marathon i 2007. Dels at løbe sammen med 40.000 mennesker, der ligesom jeg havde fået den sindssyge idé at løbe over 42 kilometer. Men også rammerne gjorde det ekstraordinært. At løbe i den by var en utrolig oplevelse. Op ad Fifth Avenue, gennem Central Park, løbe langs med floden og se den enorme skyline. Det var stort.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

– Det er begrænset, hvor meget jeg når at læse, men jeg fik for noget tid siden fjernet en nyre og var bundet til sengen et stykke tid. Der læste jeg Stieg Larssons millenium-trilogi, og den var jeg meget optaget af. Personskildringen er helt eventyrlig, samfundsbeskrivelserne og så det sidste bind, hvor brikkerne begynder at falde på plads.

– Jeg kan godt lide at læse krimier. Det er rimelig uforpligtende læsning, samtidig med at genren har løftet sig de senere år.

– Jeg læser også krimier i kraft af, at krimiforfatterne ofte henvender sig til politiet for at få hjælp til research. Hvis vi har tid, siger vi altid ja. Blandt andet har jeg flere gange hjulpet Sara Blædel og derigennem læst alle hendes bøger. Det er selvfølgelig sjovt for os at følge med i, hvor god researchen er. Sara Blædel er meget grundig, og "Forbrydelsen" på DR 1 ramte også plet. Jeg kunne lugte Politigården ud af fjernsynet og nærmest genkende nogle af mine kolleger. Ellers svinger det meget, synes jeg.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

– I mine unge år læste jeg "Intet nyt fra Vestfronten" om Første Verdenskrig. Beskrivelsen af det ragnarok, der herskede, gjorde et stærkt indtryk på mig. Den har bidt sig fast.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?

– Jeg vil anbefale nogle af de musicals, som opføres. Senest så jeg "Les Miserables" på Det Ny Teater. Den var fantastisk. Jeg er meget spændt på at se, hvordan musicalen "Mamma Mia" er på dansk. Den får premiere snart. Ellers er der nogle gode koncerter undervejs. Andrea Bocelli kommer til København i foråret. Whitney Houston kommer. Så det gælder bare om at komme ud at bestille billetter.

Hvad betyder kultur for dig?

– I bredeste forstand giver det mig mulighed for at slappe af ved alternative oplevelser. Hvis jeg igen må inkludere sporten, så er der også mulighed for at udvikle sine sociale gener gennem at dyrke sport med andre. Men bare det at bevæge sig væk fra fjernsynet og ud i verden er socialt udviklende, og det er vigtigt for os.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

– Det har jeg ikke noget bud på. Det er afhængigt af udbud og efterspørgsel.

– Hvis nogle mener, at de fortjener mere opmærksomhed, end de får, så må de frem i skoene og gøre deres eksistensberettigelse gældende.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

– Det skulle være noget af den mest outrerede form for moderne kunst. Når man begynder at udstille ekskrementer for eksempel, så synes jeg, det bliver lidt bizart. Det gider jeg i hvert fald ikke at betale penge for at se, og det lader jeg så være med.

duus@kristeligt-dagblad.dk