Da Kim Larsen (1945-2018) under et tv-interview engang blev spurgt, hvor inspirationen kom fra, pegede han uden at tøve op mod Gud. Og troen var ikke en joke for den store danske sangskriver, der skrev over 300 sange, men måske skrev allermest tydeligt om sin tro på det sidste album ”Øst for Vesterled” fra 2017: ”Når mit regnskab det ska’ gøres op/ Så tror jeg nok Vorherre får en prop/ For jeg har syndet så det stod i stænger/ Men det vil jeg ikke længer’,” sang Kim Larsen på nummeret ”Den lige vej” med en syndserkendelse, der virker beslægtet med Brorsons pietistiske salme ”Kom, hjerte, tag dit regnebræt”.
Tidligere fornemmer man også troen i Kim Larsens tekster, men på en mere vag og forsigtig måde, forklarer Jens Andersen, der i næste uge udsender bogen ”Kim Larsen – mine unge år” baseret på interviews med den danske sangskriver, der gennem hele livet havde forbindelse til sin barnetro. For selvom Kim Larsen en kort periode forsøgte sig som ateist, var han aldrig rigtig stærk i vantroen.
”I et interview med Aktuelt i 1976, mens Gasolin’ var på toppen, udtalte Kim Larsen stik imod tidsånden, at han var kristen. Han sagde: ’Jeg har leget med tanken om, at Gud er død, men jeg er religiøs, ligesom Grundtvig var det.’ Det var modige ord af en rocksanger, der levede i en tid, hvor kristentroen var blevet umoderne, men Kim sagde det, fordi han mente det,” siger Jens Andersen.
I flere nekrologer blev Kim Larsen også ligefrem sammenlignet med Grundtvig.
”Det er måske en lidt voldsom sammenligning for begge parter. Jeg vil heller ikke påstå, at Kim Larsen var lige så stor som ham der,” siger Jens Andersen og peger på en hvid buste af H.C. Andersen, der står på skrivebordet i hjemmet i Hellerup. Men op ad den danske eventyrdigter, står alligevel et billede af Kim Larsen – nøgen, som Gud har skabt ham – fra afskedskoncerten med Gasolin’ i Malmø.
”Kim Larsen er stor i vores tid, ikke mindst fordi han blev et bindeled mellem vores egen tid og den tid, der er gået. Jeg kendte ham ikke, før vi begyndte på bogprojektet sammen, men jeg havde fra begyndelsen en fornemmelse af, at han var mere end halvstuderet. Og det fik jeg kun bekræftet. Han havde et praktisk og meget smukt forhold til litteratur, herunder den danske sangskat, salmerne og de store dannelsesromaner, der inspirerede ham i hans eksistentielle søgen. Og det er derfor en letkøbt kritik, når nogle kritiserede ham for idéforladthed ved at udgive ’Glemmebogen’. For de salmer og højskolesange, som han trak på, var en levende del af ham selv,” siger Jens Andersen og tilføjer:
”Det var heller ikke krukkeri, at han sagde, at han hellere ville kaldes spillemand end nationalskjald, men hvis han skulle være skjald, skulle det var sådan en, der sad uden på Højskolesangbogen. For den skjald rejste nok også rundt og spillede og sang for folk, som han sagde.”
Vor tids Grundtvig eller ej kan man ikke tage Kim Larsens folkelighed fra ham. Tusinde og atter tusinde mødte op til mindekoncerten for ham på Rådhuspladsen i oktober. Og i denne uge viste den nye indfødsretsprøve sågar, at det er en god idé at kende Kim Larsen, hvis man gerne vil kunne kalde sig dansker.
Det var også meningen, at den nye bog om Kim Larsen skulle have været længere. For Jens Andersen var godt i gang med at interviewe Kim Larsen, da han døde af kræft. Og derfor er bogen kommet til at handle om Larsens unge år, men det er alligevel blevet en stor bog, der handler om alt mellem himmel og jord, men også om troen, der fyldte mere i Kim Larsens liv, end mange måske tror.
”Jeg tror ikke, at han var nogen travl kirkegænger på sine ældre dage, men man kunne mærke, at der i ham var en ekstrem stærk barnetro,” siger Jens Andersen.
Sådan kan man se en rød tråd fra drengen Kim Larsen, der ud af respekt var De’s med Gud og bad ”Fadervor, De som er i Himlen”, til den modne Kim Larsen, der bittert angrer at have ”syndet, så det stod i stænger” på nummeret ”Den lige vej”, hvor han er blevet dus med Gud, når han beder om ”nåde og miskundhed”.
For Kim Larsen blev troen grundlagt i barndommen, hvor moderen bad Fadervor med ham, men var lidt skeptisk over for Kim Larsens måske lidt missionerende morfar i Kerteminde, hvor Kim Larsen alligevel fik lov til at holde lange sommerferier.
”Kim Larsens far var forsvundet, da Kim Larsen var fem år. Det underspillede Kim lidt i vores samtaler, men det er nærliggende at antage, at morfaderen så blev en faderskikkelse for ham. Og det var også morfaderen, der introducerede ham til kirken og kristendommen. Kim Larsens morfar var læreruddannet og fungerede også som degn og kirkesanger i Kerteminde. Det lød efter sigende elendigt, men Kim Larsen var alligevel stolt af sin morfar, der også betød meget for Kim Larsens dannelse. Han tog ham med ud i naturen, lærte ham salmer og forklarede ham om den lokale maler Johannes Larsen,” siger Jens Andersen, der også kan fortælle, at det var i Kerteminde, at Kim Larsen fik sin første religiøse oplevelse, som Jens Andersen i sit forord fortæller om. Kim oplevede, hvordan lysene fra bilernes forlygter fra den bakkede landskab udenfor bølgede ind mod væggen i soveværelset hos bedstefaderen. Sommetider kunne man ikke se lyset, fordi bilen var nede i bakkedalen, men når den kom op igen, var der lys. Og lyset havde været der hele tiden.
Sådan var Gud der også hele tiden for Kim Larsen, selvom han efter morfaderens død begyndte at flirte lidt med tanken om Guds død. Men troen vendte altså tilbage, måske også under indflydelse af Kim Larsens højskoleophold på Askov Højskole.
”Det var Kims mor, Eva, der havde lokket ham på højskole. For hun var selv meget optaget af højskoletanken, og som ung havde hun været på adskillige højskoleophold selv. Og det råd tog Kim til sig. Han fortæller meget rørende, hvordan han i modsætning til mange af sine venner i 1968-generationen ikke så nogen generationskløft mellem sig selv og sin mor. For de var jo venner. Og det er svært at undervurdere det højeskoleårs betydning for Kim Larsen.”
Her hørte han lange foredrag om Jesus og boede bogstaveligt talt lige over forfatteren Tage Skou-Hansen, der i begyndelsen gav Kim Larsen lyst til selv at blive forfatter, inden han i stedet blev en sangskriver – af Guds nåde.