Skinker fra Frankrig, blomster fra Polen, frugtkoncentrat fra Montenegro. Ernst Krumbach, forhenværende indehaver af en vognmandsforretning, kørte med dette og meget andet. Han er fortælleren i Per Gammelgaards roman ”Dør om dør” og bor nu i en sivegade i en normalt stille ejendom i en by i provinsen. Men ”normalt” er ikke et entydigt begreb i en verden, der heftigt forandrer sig, både i den store og i den lille sammenhæng.
Krumbach har i sin egenskab af besøgsven truffet Yasir fra Afghanistan. Efter at have været udsat for Talebans tortur lider manden af posttraumatisk stress og ryster ved den mindste støj. I sit hjemland var han bilforhandler, og det vil han gerne være igen.
”Dør om dør”, lanceret som en samtidsroman om samvittighed, selvbilleder og soning, er fortalt i Gammelgaards finurlige og slagfærdige stil. Men dybere nede er den mere end det.
Det fremgår for eksempel af følgende passage, der antyder stemningsbaggrunden for den tilbageskuende statusopgørelse, som vi får via Krumbach, en passage, hvor smerten er uden omskrivninger og forbehold: ”Alt forandrer sig, intet varer ved (...) Og mit livsværk er ikke længere mit. Det er næsten helt symbolsk, at den store skraldebil tøffer hen ad Birkevej i det her øjeblik.”
Desuden har han mistet sit livs kærlighed til Alzheimers sygdom. Malina, hed hun, en polsk-jødisk kvinde, han på en af sine ture med lastbilen traf i en krostue i Gdynia. Til sidst i det skildrede forløb drømmer Krumbach om en ny begyndelse. Han vil tage sig sammen, blive ydmyg, hjælpsom og ærlig og kan ikke længere holde ud at være en gåde for sig selv.
En gåde er hovedpersonen i nogen grad også for læseren. Hans far var bankdirektør, anonym som et sæt tøj. Nærværende som en primadonna var derimod hans mor med cigaretrør og alt for rød læbestift. Flammende af jalousi forsøgte hun systematisk at nedbryde sin svigerdatter. Og gerne gjorde hun det sammen med sønnens idé om at ville køre lastbil. Hans erotiske betagelse af hende i barndommen strejfes. Og et øjeblik spiller hun med i legen. Et pirrende øjeblik i familelivets ørken.
Sønnen er ikke i tvivl om den retning, han skal vælge: ud og væk. Han føler sig omgivet af frihedens kimende klokker, da han endelig kravler op bag lastbilrattet og begiver sig ad de vide veje frem og tilbage gennem Europa.
Lige så fremmed Krumbach er over for sine forældre, er han over for sin søn, Elias, der ikke er til lastbiler, men til teologi og prædikestol. Faderen forstår ham ikke:
”Elias snakker om ånd, sjæl og genopstandelse. Det lyder forjættende, og jeg ville også gerne kunne tro på det. Men vi har et skelet, og vi har muskler, organer og hud. Hvor i alt det nedbrydelige findes sjælen, kimen til evigt liv?”.
”Dør om dør” er – i bred forstand – en aktuel roman, veloplagt og troværdig.