En gang om ret br man lse Johannes V. Jensens Kongens Fald fra 1900-1901. Den bner sig ved enhver genlsning. I dette efterr har jeg dog ikke kun genlst den, men genhrt den. Frits Helmuth indlste den i 1974, og hans lsning er en bedrift, en lysende klar tolkning.
Han har en vagtsom rvgenhed ned i de mindste sproglige detaljer. Det gik f.eks. for frste gang op for mig, hvordan Johannes V. Jensen kan anbringe positive begreber med en s skarp ironi, at man skrer sig p den. Der er et vldsempler. Lad os njes med fem: frelst, fest, pyntede, gavmild, dselt.
Bogens hovedperson, Mikkel Thgersen, er ved at g til af had til Junker Otte Iversen: Den tanke frelste ham at lgge Otte Iversen de. Alts at myrde ham, delgge hans tilvrelse.
Kort efter slr hadet ind efter, og den berusede Mikkel Thgersen siger i sin undergangs enetale: Jeg er for lnge siden solgt til undergang ... jeg er s arg en sjl, at ikke engang Satan vil eje mig - men det er godt i den kan blive en Fest endda. Samme dags Middag blev Galgen udenfor Vesterport pyntet med to forgemte Misddere, en stor og en lille.
Da to forbrydere bliver ydmyget og afskaffet hedder det: Morskaben var rigtig gavmild i dag.
Om en biskop, der har siddet i fngsel og vret udsat for tortur, hedder det, at han blev dselt mishandlet af sine fjender.
Kongens Fald er en roman om lykke og ulykke, om lykkemand og nidding.
I dag hest - imorgen krikke, hedder det om et storartet ridedyr. Som hest s rytter. Som hesten synker i jorden, synker rytteren: ja Jorden ved nok Besked, siger fortlleren, sknt den tier stille. Vi har vor forlov en Tid, og jo gladere vi er, des hellere hopper vi paa den. Men alle Vsner er skabt i Strid med Naturen, p trods af Tyngden; Mennesket har enddog rejst Forparten fra Jorden og snydt Tyngden for et par Ben. Gud feder de levende, for at de skal falde des alvorligere til jorden.
Romanen handler om lykke og ulykke - om latter og grd, man lgger mrke til ansigterne og lattererns art.
Otte Iversen har et smil i sit hovmodige ansigt og et trk ved lberne som havde han sporet en modbydelig Lugt. Nr han ler er det kort: ...endelig rakte han ogs Halsen mod Loftet og lo. Hans Latter ld som en Skralde. Saa, Punktum, der holdt han op og sad indesluttet som fr.
Christian, Kronprinsen - senere Christian den Anden - ler anderledes: Hvilken alvor i det halvvoksne Ansigt - nej, nu lo han og rynkede jnene -Ligevgt! Besynderligt! Sledes s et menneske ud.
For Mikkel Thgersen, livsdelggeren, tager Anne Mette sig sdan ud: en hj fuldstndig Jomfru: hendes Haar lyste i den stille Stue, hun var hvid og skr som et Barn endnu med en rd Mund og rene lyseblaa jne. Saadan mtte Freja have set ud.
Og senere: Hun havde fet et stille hudlst Sted ved Mundvigen, bare Ungsom og Sundhed, der slog ud.
Det er Otte Iversens elskede, som Mikkel Thgersen voldtager. Da Otte Iversen hrer, hvad Mikkel har forvoldt, taber han s at sige bogstavelig talt ansigtet: Der var slet ingen Ansigt, Trkkene var visket ud og pint sammen mod Midten som p en Kat, der er blevet kvalt af Rg. Om Mikkels eget ansigt hedder det: Han ligenede Rveren p p Korset - ikke ham, der skulle vre med Nazareren, men den anden.
De fulde gster i bispegrden i Odense ler anderledes end bispen selv: Der var en god Snes Svirebrdre tilstede, og det var dem, der lo - de krammede sig i sdet og gik bagover af Latter. Men: Den knaldende Latter, der overdvede alle de andres, kom fra det store Mandfolk for Bordenden. Han saa nu ellers ikke ud til at more sig saa meget som han lo. Det var selve Bispen.
Den omrejsende badskr Zakarias var graabrun og vissen i Huden, de flade Lber var Skimlede, Gummerne og de halvraadne Tnder saa ud, som havde han drukket dende Syrer. jnene skinnede i det rde, og der var Krudtblaa Skygger under dem, Haaret lignede H, som er blevet fordrvet af Fugt.
Som man kan ane, ler han p sin egen mde: Han lo, pludselig ramlede der et spektakel ud af Halsen p ham.
Axel er fortllingens lykkemand - han, der bde fr den hele, den halve og den kvarte lykke. Hans ansigt beskrives som bent, og hans sind er s bent, at det ligefrem trkker, nr man str foran ham.
Alt fortller han alle, der gider hre ogs om den kapsel, han har p brystet med en hebraisk beskrivelse af, hvor hans skal ligger begravet, en s ensom rigdom, at han ingen bekymringer behver at gre sig. Den benhed bliver hans dd. Mikkel Thgersen tilfjer ham de sr, han s smertefuldt omkommer ved.
Axel har lige giftet sig med Inger og vil bare flge Mikkel et stykke over heden. Der sker det. Fortlleren tyer til folkevisen for at skildre Ingers fortvivelse: Men Inger var saa sorgfuld. Hun vred hnderne og grd for sin fstemand dag og nat. Inger s over fjorden mod Himmerland hver nat fra sit vindue i sit kammer, naar hun grd. Det var lyse ntter himlen stod aaben dag og nat.
Man kan falde, og man kan komme hjem. Men man kan ogs som Axel vre hjemfalden. Den sorglse Axel er hjemfalden og skal lre smerten, lngslen og dden at kende.
n af de frste gange, vi mder ham i fortllingen, hedder det: Aksel gik rundt i stuen og klirrede med sine store jernsporer, der lignede stjerner. Der menes lykkestjerner. Axel ved ikke, at Susanne er hans mor og Otto Iversen er hans far. Han ved ikke, at Susanne mtte bre sten til straf og blev bortvist fra Kbenhavn som prostitueret. Han ved ikke, at Otto Iversen svigtede Anne Mette en nat med Susanne, og han ved ikke, at Inger er det barn, Anne Mette fik med Mikkel Thgersen, der voldtog hende for at delgge Otte Iversens liv.
Axel den harmlse, han kom godt ud af det med alle mennesker. Der var nemlig det ved ham, at han iflge sin natur regnede alt for lige godt, naar det gik ham, livedes han mgtigt op, endda, netop, han kunne kun faa, miste blev der ikke tid til. Han kendte kun indtgt, der gik aldrig noget fra ham. Han flyttede sit hjerte med sig.
Man kan let misforst ordene om Axel den harmlse. Det betyder ikke den uskyldige eller sagtmodige. Det betyder den, der ikke brer nag eller vrede.
Vi ser hans bne ansigt og forskrkkes, fordi han kommer den livsfarlige Mikkel Thgersen s oprigtigt i mde. Vi har set hans lethed, og det gr derfor dobbelt ondt, da han efter det ulivssr, Mikkel har givet ham, bryder sammen: hele hans vsen rejste sig og forngtede, det var ikke muligt, vk, vk! Han lukkede til for sine hede jenstene og vendte ansigtet mod vggen, han holdt sit vejr og grd. Han tnker hele tiden p Inger: det grd i hans Bryst. Og vi m tro, at hans liv ender i grd.
Men han er fortllingens lykkemand, og derfor njes han ikke med at fortvivle: Hen p eftermiddagen vaagnede Axel i flelsen af smerte-frihed. Ja han blev saa taknemmelig, at han rdmede. Smerterne blev ved ikke at vre der. Han mrkede forlsningen uafbrudt og kunne ikke vare sig for en indre lykke. Han holdt sig rolig i sin uendelige mathed og oplstes vidunderligt smertefrit. Nu og da hoppede hjertet tyst i livet paa ham som et trt barn, der fryder sig ved at komme i seng og ler hulkende.
Mikkel Thgersens har en vision af livets aldre, der brnder sekundkort: babyen, der bliver mand, mand-en der fr skg - skgget, der grner, kdet, der visner, under huden et glimt af de gule ben, og kistelget gror sammen under en regn af jord: Du skal smkke mod grunden, som en stolpe, hvis rod er raadnet hen.
Anderledes, helt ander- ledes dr Axel. Erindringens grusomhed var bleven et med den lykkelige flelse af dens ophr. Saaledes dde Axel levende. Som sne, der smelter, han levede sig ind i Dden.
Alt dette blev s nr- vrende i Frits Helmuths oplsning. Husker De hlsset i begyndelsen af Kongens Fald? Der kom et hls krende fra landet ... Det lignede et stort tottet lavbenet dyr, der trisser af fordybet i betragtninger og snuser til jorden. Et par lange ben i rde skindbukser glider ned fra het -Mikkel Thgersen. Men husker De, at som fortllingen begynder med det hls, der ligner et kmpedyr, lukker den sig s at sige med samme billede.
Den dve Ida - Mikkel Thgersens barnebarn- er sammen med Jakob Spillemand, som har drukket, s han fr delirium. Han begynder med at jage kaniner, som kun han kan se. De vokser og bliver store som ker i hans fantasi, strre og strre vokser de sig: En aften i Skumringen saa Jakob et Dyr komme ind i Slotsgaarden gennem porten, det var saa stort som et Hls og kunne lige knibe sig igennem. Der blev han den lille.
Johannes V. Jensen men-te dog ikke, at det kun var p grund af delirium tremens, man s syner. De helt dru kan ogs vre galt orienterede. Med sin uforvekslige fortllerstemme siger han: Det er naturligt for den levende at brov-te med Uddelighed, den hjeste sandhed finder sit udtryk i Pral og Trussel. Menneskets fineste Potens er den dundrende lgn. Naar Manden er p sin krafts hjdepunkt, maa han slaa ihjel. Livet drber.
Johannes Mllehave er forfatter