Prøv avisen
Bog

Laugesens skrift river verden og læseren med

5 stjerner

Peter Laugesens nye digtsamling vidner om, at skrivemaskinens råstof stadig flyder fra Brabrand

Under læsningen af Peter Laugesens nye, særdeles gode digtsamling ”Vadehave”, slår det en, hvor næsten urimeligt ubesværet, ligetil og ukompliceret den 78-årige poet fra Brabrand kan digte om tilværelsens grundelementer: livet, døden, tidens gang, kunsten, skriften, landskabet og naturen.

Ikke at det overrasker, at Laugesen skriver godt. Det har han sådan set gjort i bog efter bog efter bog. Men det siger noget om den produktive forfatters sproglige overskud og formåen, at han stadig efter mere end 60 udgivelser formår at overrumple med sin poetiske sans for rytme og klare og præcise sansninger og refleksioner. Så cool og med det levede livs tyngde og blik for både vemodet og humoren kan han for eksempel skrive om den tid, der uvægerligt kommer og går:

”Store stræk/ af viden og verden/ ligger døde/ øde hen// Ingen kommer der mere// Der er/ de skønneste steder// Mit trætte teater af fygende minder:// Tre tykke køer/ på korte ben// vandet/ der stiger og falder”.

Og så legende elegant – og med en karakteristisk hilsen til litteraturhistoriens forbilleder, her den tyske lyddigter Hugo Ball (1886-1927) og den finlandssvenske småordsdigter Gunnar Björling (1887-1960) – kan han sætte sproget og væren (eller sproget som væren) på aforistisk formel: ”er er/ en forudsætning/ men ikke for/ det/ lille barn// det// for det/ er/ er der/ bare”.

I den nye bog er stemningerne og iagttagelserne, som titlen også peger på, særligt knyttet til Vadehavet og den jyske vestkyst med havet, skrænter, sand, klitter, strand og ikke mindst fugle: ”rødhals/ stoltserende skade/ stære spadserer”, som det haikuagtigt konstateres et sted. Men, som man måske kan fornemme, er der, som altid hos Laugesen, også alt muligt andet på spil.

I Laugesens åbne, sammensatte og rummelige skriftunivers er der både plads til lavmælte indtryk og prægnante erklæringer, sansenære billeder og litteraturhistoriens ikoner, ”dødens pludselige kradserier” og ”Valmuer/ mælkebøtter/ planter/ der vokser hvor ingen har givet dem lov”. På en side kan han helt hverdagskonkret skrive om ”De ujævne skrænter/ man rører med fødderne// Hverdagens ballet/ af forskellige positioner”, mens han på en anden kan stampe en fyndig og profetisk formulering frem: ”Digteren er en flygtning/ fra et sted der endnu ikke findes”.

Her får filosofiske betragtninger, metapoetiske udsagn, kunstnerkolleger, naturbilleder og eksistentielle erfaringer lov til at sætte spor på kryds og tværs af ”papirets store, hvide mark”, og som læser følger man gerne efter, hvad enten skriftsporerne (linjerne) står øverst eller nederst, mange sammen eller spredt ud på siderne.

Skrivemaskinens råstof flyder heldigvis stadig i digterens årer. Det er ”Vadehave” et skønt bevis på. Laugesens skrift river verden og læseren med sig.

”Som man måske kan fornemme, er der, som altid hos Laugesen, også alt muligt andet på spil.