Laura Ingalls Wilder græd over den natur, der forsvandt under nybyggernes plov

Naturen har altid skabt et storslået helle for mennesker, også dem, hvis liv og død afhang af den. Laura Ingalls Wilders forfatterskab afslører et komplekst natursyn, hvor nybyggerfamiliens overlevelse afhang af opdyrkningen af den amerikanske prærie, men hvor forfatterens hjerte tilhørte den vilde natur

”Hvis jeg havde været indianer, havde jeg skalperet flere hvide, inden jeg nogensinde ville have forladt [dette land],” skrev forfatteren Laura Ingalls Wilder i sin dagbog om det amerikanske midtvestens græsstepper, som nybyggerne fortrængte indianerne fra og lagde under plov. Hun elskede den vilde natur og var smertefuldt bevidst om, hvordan den blev udslettet med opdyrkningen af prærien. –
”Hvis jeg havde været indianer, havde jeg skalperet flere hvide, inden jeg nogensinde ville have forladt [dette land],” skrev forfatteren Laura Ingalls Wilder i sin dagbog om det amerikanske midtvestens græsstepper, som nybyggerne fortrængte indianerne fra og lagde under plov. Hun elskede den vilde natur og var smertefuldt bevidst om, hvordan den blev udslettet med opdyrkningen af prærien. – . Foto: Thomas Worthington (1820-1910) Whittredge/Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix.

Forfatteren Laura Ingalls Wilder (1867-1957) var knap tre år, da en scene fra hendes liv satte sig fast i bevidstheden som et af de minder, et menneske gemmer hos sig altid, fordi det rummer et syn, en sindstilstand eller stemning, der er så værdifuld som en skat.

”Jeg lå og så på lejrbålet gennem åbningen i vognens overtræk og far og mor, som sad der. Der var så ensomt og så stille med stjernerne, der skinnede ned på det store, flade land, hvor ingen boede,” skrev hun årtier senere i memoirer om Kansas’ prærie, som hun oplevede den en efterårsaften i 1869.

Laura Ingalls Wilder.
Laura Ingalls Wilder. Foto: Wikipedia/Ritzau Scanpix

Minder om naturen fyldte i det hele taget hendes sind – den kraft, de udøvede, kan spores gennem hendes skriverier og i udkast til de syv verdensberømte ”Det lille hus”- bøger, der bygger på hendes barndom som pioner- og nybyggerdatter på den amerikanske prærie.

”I alle disse gyldne efterårsdage var luften fuld af vinger. Vinger, som baskede lavt over Sølvsøens blå vand! Vinger, som baskede højt oppe på den blå himmel over den! Vinger bar gæs, bramgæs, ænder, pelikaner, traner, hejrer, svaner og måger bort mod sydens grønne marker. Nogle gange ønskede Laura, at store vinger løftede hende, og hun fløj med,” lød ét udkast om en oplevelse i Dakota-territoriet, da hun var 12 år, og som hun mange år senere, ligesom mindet fra Kansas, forsøgte at fange med ord i det ene tekststykke efter det andet.

Nybyggerne var om nogle i kamp med naturen. Kultivering af det rå land var deres livsgrundlag, men landet truede dem også på livet; tørke, sult, snestorme, præriebrande, vilde dyr, sygdom, død og fallit ramte familien Ingalls såvel som de fleste andre familier, der forsøgte at skabe en tilværelse i vildmarken.

Hvilket forhold til naturen havde disse mennesker, hvis liv og død afhang af den? Elskede de den, som mennesker elsker den i dag; som en berusende, fredfyldt og uudslettelig følelse i deres liv?

Ja, er det klare svar, som Laura Ingalls Wilders forfatterskab giver os ifølge litteraten Caroline Fraser, der sidste år vandt den prestigefyldte Pulitzer-pris for en biografi om forfatteren,”Prarie Fires – the American Dreams of Laura Ingalls Wilder”.

Natursynet i Laura Ingalls Wilders forfatterskab udtrykker en grundlæggende konflikt ligesom den, der præger debatter om natur i dag: Er naturen til for at blive dyrket, udnyttet, benyttet og ”udviklet” med henblik på vækst og velstand. Eller er den noget værd i sig selv, som levested for vilde dyr og planter, og kan den tværtimod kun bevare sin værdi, hvis mennesket blander sig nogenlunde udenom?

Den konflikt er et bærende tema i børnebogsseriens bind 2, ”Det lille hus på prærien”, der i offentligheden nok er Laura Ingalls Wilders mest kendte bog og ifølge Caroline Fraser også hendes bedste.

”[...] den mærkeligste, mest urovækkende, originale og dybtfølte af alle hendes bøger,” skriver Caroline Fraser og tilføjer om et udkast til bogen, der ifølge hende endda var bedre end det færdige værk:

”Bogens genialitet lå i spændingen mellem dens tilsyneladende pioner-tema – fejringen af den skæbne, der blev virkeliggjort, når nybyggeren tog jomfrulandet i besiddelse, byggede en hytte og en lade, ryddede marker og skabte en gård – og dens umiskendelige appetit for det præcis modsatte.”

Først og fremmest er der i (udkast til) ”Det lille hus på prærien” såvel som i alle bind i serien beskrivelserne af de uudslettelige naturoplevelser. I én scene har Laura og storesøster Mary leget på prærien og hviler nu i græsset i hestevognens skygge.

”De så skyerne på himlen og vinden, der blæste i græsset over prærien, og de var så lykkelige, som det var muligt at være, selvom de ikke vidste helt hvorfor. Måske var det, fordi verden var så stor, og alting var så sødmefyldt. Vinden selv duftede godt [...] aldrig før havde de camperet et sted så vildt og smukt som dette,” står der i bogen.

Atter og atter betonede Laura Ingalls Wilder, at prærien var som et ”landskab før syndefaldet, et prærie-paradis”, skriver Caroline Fraser og fortsætter om tonen: ”Uberørte græsstepper var friske og rene, som om landet i sig selv, inden ploven kom, åndede selve essensen af oprindelighed.”

Laura Ingalls Wilder gik så langt som til at mønstre et undertrykt forsvar af landet mod sin egen families projekt.

”Det lille hus på prærien” bygger på oplevelser fra 1870-1871, hvor Ingalls-familien ligesom horder af andre nybyggere ulovligt slog sig ned på Osage-indianernes land i Kansas. Indianerne var vrede.

Flere scener i bogen beskriver urovækkende besøg af indianere i nybyggerhytten. Spændingerne kulminerer i kapitlet ”Indianernes krigshyl”, hvor familien Ingalls i mange nætter i træk holdes vågne af lydene fra et krigsmøde, som skræmmer Laura fra vid og sans.

”Den eneste gode indianer er en død indianer,” er et kendt smædeord, der opstod efter Minnesota-massakren i 1862, hvor Sioux-indianere dræbte flere hundrede nybyggere. Hele tre gange optræder denne frase i bogen. Alligevel følte Laura Ingalls Wilder sig langt mere forbundet med dette præriens naturfolk, end hun tog afstand fra dem.

I ”Det lille hus på prærien” står der, hvordan solen og vinden bruner nybyggerfamiliens hud, så den efterhånden ser ud som naturfolket. Laura ønsker sig at være et indianerbarn. Hendes identifikation med indianerne når sit højdepunkt, da hun får øjenkontakt med et barn, der rider forbi med sin mor.

”’Far’, sagde hun, ’giv mig det lille barn!’ [...] ’Åh, jeg vil så gerne have det. Jeg vil så gerne have det’,” står der i bogen – og i et tidligere udkast til samme scene tilføjede Laura Ingalls Wilder i en bemærkning til sig selv eller sin redaktør: ”Og jeg har aldrig siden ønsket mig noget som helst så stærkt.”

Hendes udbrud siger meget om hendes forhold til den natur, familien drog ud for at tage i besiddelse, tolker Caroline Fraser:

”Det er et forbløffende udsagn, der lyder som et ekko af, hvad hun skrev i sin dagbog 40 år tidligere. [I dagbogen] udtrykker hun en heftig tilknytning til landet, som intet har at gøre med dets potentiale som landbrugsjord: ’Hvis jeg havde været indianer, havde jeg skalperet flere hvide, inden jeg nogensinde ville have forladt det.’ Vildmarken i sin egen ret var værd at bevare og beskytte.”

Laura Ingalls Wilder vidste, at hun på prærien oplevede en natur, der snart ville være udslettet. Melankoli over ødelæggelsen af vildnisset er ifølge Caroline Fraser et ledemotiv i bøgerne, og i seriens bind fire, ”Det lille hus ved søen”, trænger den for alvor ind i læseren.

Bogen handler om vinteren 1879-1880. Familien tilbragte den i et komplet isoleret landinspektørhus i den senere delstat South Dakota. Der var henholdsvis 60 og 100 kilometer til de to nærmeste byer, men jernbanen var bygget samme sommer, jordlodderne var sat til salg, og til foråret ville nybyggerne vælte ind.

En aften skøjtede Laura og lillesøster Carrie over isen på Sølvsøen, som huset lå ved.

”Den store, runde måne stod højt på himlen og sendte sit klare lys ned over en forsølvet verden. Lang, langt bort til alle sider lå den ubevægelige hvide flade, svagt lysende, som var den lavet af blødt lys. Midt i det hvide lå den mørke sø med en skinnende månebro tværs over isen [...] Lauras hjerte svulmede af lykke. Hun følte sig som en del af det vidtstrakte land, den fjerne dybe himmel og det strålende månelys,” står der i ”Det lille hus ved søen”.

På den anden side af den store sø ser Laura ved en pludselig indskydelse op på den høje skråning ved bredden. Dér står en stor ulv. Hun er bange, men betaget:

”Den så ned på hende. Et vindstød puslede i dens pels, så det så ud, som om månelyset rislede igennem den.”

Den samme fængslende ærefrygt optræder i ”Det lille hus på prærien”, der foregår 10 år tidligere. Her er det en hel flok ulve, der har slået ring om nybyggerhytten og hyler mod Månen. Men 10 år senere er flokken reduceret til et enkelt par (Lauras far følger dagen efter ulvens spor og ser, at den følges med en mage). Sådan er ulvene et billede på den hastigt svindende natur, skriver Caroline Fraser:

”Et enkelt par, oplyst bagfra af Månen, en melankolsk gestus overfor naturens forarmelse. Ulvene taler til hinanden tværs gennem seriens bøger, tidligt og sent, som spøgelser fra et kontinents fortid.”

Hele sit voksne liv forsøgte Laura Ingalls Wilder, ”at genskabe den flygtige tid i Dakotaterritoriet”, skriver Caroline Fraser også:

”Hun havde følt helt ind i marven, hvordan det sidste vildnis forsvandt ind i glemslen og sørgede over dets forsvinden.”

Hvad ville Laura Ingalls Wilder med sine bøger? Caroline Fraser indleder epilogen i sin biografi med det spørgsmål. Hun ville mindes, svarer Caroline Fraser selv.

Hun skrev sine ”Det lille hus”-bøger sent i livet, den første blev udgivet i 1932, da hun var 65 år. Mor, far og storesøster Mary var døde. Laura Ingalls Wilder skrev for at fastholde de historier, hendes far fortalte, da hun var barn, og mindet om familien, som den havde været i den forlængst svundne tid, hvor de siksakkede i prærievogn over et næsten øde kontinent og brød et nyt stykke jord for hvert et lille hus, hendes far byggede.

I dag fortæller hendes stemme på tværs af halvandet hundrede år om nybyggerne og deres følelser for det land, de underlagde sig, skriver Caroline Fraser. Hun slutter sit eget monumentale værk med disse ord om ærindet i Laura Ingalls Wilders forfatterskab:

”Wilders familie var enhver familie, der kom til kolonisationsgrænsen og krydsede den i jagten på noget bedre, noget mere, uanset prisen for dem selv eller andre. Hendes portræt stod tilbage som et symbol på dette liv, men det var også smertefuldt konkret, ned til rytmen i de sange, de sang, og deres sidst glimt af en urørt prærie: græsset, der svajede og blæste i vinden, violerne, der blomstrede i de huller, hvor bisonokserne havde rullet sig, den nedgående sol, der sendte stråler af sol som serpentiner gennem skyerne. I sidste ende var det eneste, hun ønskede sig, at være der.”

Citaterne fra de omtalte bøger er frit oversat til dansk fra de engelske værker.