Da jeg var 22 år, rejste jeg to måneder til Asien på egen hånd. Og på et tidspunkt sad jeg alene midt ude i en jungle i Laos. Det var helt fantastisk. Men det paradoksale var også, at jeg ikke havde nogen at dele glæden sammen med. Det var her, jeg lærte ensomheden at kende. En ensomhed, som jeg kunne genkende fra Bruce Chatwins ”Drømmespor”.
Og selvom der var flere årsager til, at jeg tog på den rejse alene, var Bruce Chatwin en klar inspiration for mig.
Jeg studerede musikvidenskab på universitetet, da jeg læste ”Drømmespor” første gang. Som ung var jeg meget optaget af at være en fri og unik person, der skulle udrette noget fantastisk. Derfor synes jeg, at Bruce Chatwin var spændende. Han gjorde det til sin livsstil og identitet at rejse alene rundt, og samtidig indebar det en fundamental ensomhed. Det satte nogle tanker i gang i mig.
Der ligger en kæmpe frihed i at rejse ud alene, for der er ingen, der kender ens forhistorie eller ved, hvem man er. Man bliver mødt på en ny måde, men det er også meget ensomt, for man er ude af sit element. Dels ligger der en rastløshed, dels en fordybelse gemt i den ensomhed. Derfor er det heller ikke altid en trist ensomhed, fordi man får mulighed for at reflektere. I det voksne liv er der ret sjældent tid til bare at kede sig.
Og hvis man gør, gider man ikke beskæftige sig med kedsomheden. Så skynder man sig at sætte en Netflix-serie på, løbe en tur eller lave en kaffeaftale.
Jeg tror, der ligger noget meget værdifuldt i at opsøge ensomheden og kedsomheden.
I bogen beskriver Bruce Chatwin, hvordan aboriginals i Australien har fundet vej ved hjælp af gamle sange. Man har simpelthen orienteret sig efter sange, som beskrev pejlemærker i landskabet. På engelsk hedder bogen også ”Songlines”. Sange, der bliver til geografiske linjer i landskabet. Det er et meget smukt og fascinerende billede på det at finde vej. Og at man kan finde vej fra kyst til kyst, tværs over et kæmpe land, via sange man har lært gennem sine forældre og forfædre. Det, synes jeg, er meget, meget smukt.
Jeg har aldrig selv været i Australien, så for mig var det et utrolig fjernt land, der fik en lidt drømmeagtig betydning. Samtidig er min fascination også kombineret med forfatteren og de temaer, han beskriver. Bruce Chatwin var på mange måder en lidt mærkelig størrelse. Selvom han er hovedpersonen i bogen, er han også meget privat og fortæller meget lidt om sig selv. Hans lukkethed gør ham mystisk og samtidig utrolig spændende.
Da jeg læste ”Drømmespor” anden gang, gik det op for mig, at det var en meget radikal måde, Bruce Chatwin havde valgt at leve sit liv på. Som en nomade uden en egentlig base. Som voksen har jeg fundet ud af, at nære relationer betyder utrolig meget for mig. Og det ville gøre mig fuldkommen ulykkelig at skulle leve på samme måde som ham. Jeg har slået mig til tåls med, at jeg på mange måder lever et konventionelt liv, hvor hverdagen går sin gang. Igennem mit arbejde har jeg i stedet fundet en måde, hvorpå jeg kan bidrage med noget til verden. At jeg så laver fuldstændig almindelig mad og køber den sofa, som alle andre også gør, betyder ikke længere det store.
Bruce Chatwin var ikke bundet af hverdagens forpligtelser på samme måde. Det gjorde, at han så verden med andre øjne og en anden åbenhed. Det inspirerer og fascinerer mig. Af samme grund er det også enormt vigtigt for mig at rejse, selvom det med årene er blevet til ture af kortere varighed. At rejse er en form for dannelse, hvor man møder sig selv i andre mennesker, i de lande, man støder på, og i den natur, man oplever. Bruce Chatwin var bare på en livslang dannelsesrejse.