Den 42-årige Lea Ypi er professor i politisk teori i England. Det var dog ikke der, hun havde sin opvækst. Det var i Albanien, og i bogen ”Fri” fortæller hun om sine første 18 år i den forarmede kommuniststat, som hun siden forlod for at studere i Italien.
Bogen er en blanding af erindring og refleksion. Som titlen angiver, er det især frihedsbegrebet, hun spejler sit eget liv i. Første kapitel bærer navnet på en af frihedens store fjender – Stalin. Men sådan så den 11-årige albaner Lea Ypi slet ikke på ham og hans politik. Undervisningen i skolen var befængt med fejl, fusk, halve sandheder og hele løgne, hvorfor Stalin uden videre blev kåret som menneskehedens store velgører.
Så da Lea skimter bronzestatuen af Stalin i Kulturpaladsets have i Tirana en regnvejrsdag i 1990, styrter hun hen for at omfavne den. Få øjeblikke senere bliver Lea opmærksom på, at Stalin faktisk har fået savet hovedet af, og samtidig hører hun demonstranternes slagord for sine øren:
”Frihed, demokrati, frihed, demokrati.”
Lea undrede sig:
”Jeg havde aldrig tænkt særlig meget over frihed. Det var der slet ingen grund til. Vi havde masser af frihed. Jeg følte mig så fri, at jeg ofte have opfattet min frihed som en byrde og af og til, som på den dag, som en trussel.”
Men episoden med den halshuggede Stalin og demonstrationsoptoget sætter alligevel en refleksionsproces i gang:
”For første gang funderede jeg over, om frihed og demokrati måske ikke var den virkelighed, vi levede i, men en mystisk fremtidig tilstand, som jeg vidste ganske lidt om.”
I Leas hjem satte man ikke spørgsmålstegn ved ideologien:
”Min familie kævlede altid om alting. Alting undtagen politik.”
Senere bliver Lea klar over, at det var der en god grund til. Hendes oldefar hed Xhaferr Ypi (1880-1940) og havde været statsminister i Albanien. Siden blev han af det kommunistiske regime kasseret som både klassefjende og landsforræder. Denne familiære baggrund erfarer Lea sent:
”Jeg var vokset op i den tro, at min familie delte min begejstring for Partiet, mit ønske om at tjene landet.”
Det var slet ikke tilfældet. Både Leas mor og far foragtede regimet. Det kom forsigtigt til udtryk i erhvervelsen af den coladåse med blomster i, man ser på forsiden af ”Fri”. Det var Leas mor, der havde købt en tom coladåse, der i 1980’ernes Albanien var lige så eftertragtet og bekostelig som et maleri af en anerkendt kunstner:
”Hvis folk ejede en dåse, skulle den ikke gemmes af vejen, men blev stillet frem i stuen, som regel på en broderet dug på fjernsynet eller radioen.”
Der opstår en gevaldig nabostrid, da dåsen en dag forsvinder, for Leas familie mistænker en af naboerne for at have stjålet den. Episoden er sigende for samfund, hvor alt er sat i stå. Den menige albaner levede i en åndelig dybfryser. Det skulle først ændre sig, da der i 1990’erne indføres frie valg.
Her springer Leas forældre ud som fuldblodsdemokrater.
”Vi vil have, at Albanien bliver ligesom resten af Europa,” erklærer Leas mor, der ligesom faderen engagerer sig politisk.
Leas far får masser af stemmer til parlamentsvalget:
”Det var den eneste succes, han oplevede i sin korte karriere som parlamentsmedlem. Resten af de måneder, han tilbragte i parlamentet, var en total fiasko (...) Han tøvede med at træffe beslutninger, men var ikke villig til at støtte andres.”
I det hele taget medfører overgangen til demokrati en usalig blanding af selvskabte plager og udefrakommende ulykker. Men det fører også til, at Lea bliver optaget af frihedsbegrebet i politisk filosofi, og hun undrer sig såre, da hun møder vesterlændinge, som halsstarrigt fastholder de socialistiske utopier og negligerer de erfaringer, forfatteren har gjort med dem:
”Deres socialisme var klar, lys og i fremtiden. Min var beskidt, blodig og i fortiden (...) Deres socialisme var kendetegnet af frihedens og retfærdighedens triumf, min af deres fiasko.”
”Fri” er beretningen om et illusionstab og tillige og især et testamentarisk vidnesbyrd af format, som dog i kraft af sin detaljerigdom og omstændelighed samtidig er en tålmodighedsprøve for læseren.
Lea Ypi: Fri – at blive voksen ved historiens afslutning. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup. 342 sider. 300 kroner. Informations forlag.