Leg med tid og rum på sjælefredens gårdsplads

112 sten og lige så mange forskellige tekstfragmenter udgør ”Ord på vej”, en udsmykning skabt af Laila Westergaard til Ribe Katedralskole

”Ord på vej” er en 28 gange 1 meter lang frise, bestående af 112 kvadratiske fliser - anlagt i to rækker.
”Ord på vej” er en 28 gange 1 meter lang frise, bestående af 112 kvadratiske fliser - anlagt i to rækker. Foto: Laila Westergaard.

Et sætningsnet spændt ud over Ribes undergrund. Sådan beskriver billedhuggeren Laila Westergaard sin udsmykning ”Ord på vej”, en 28 gange 1 meter lang frise, bestående af 112 kvadratiske fliser - anlagt i to rækker - og lige så mange forskellige tekster i gården på den 850 år gamle Ribe Katedralskole.

Frisen, der er blevet afsløret samtidig med indvielsen af skolens renoverede gård, danner en sti, som både ens tanker og fødder kan vandre ad, en sti, der fører fra skolen ud i den vide verden, følgende en rute, der betoner sammenhængen mellem fortiden, nutiden og forventningen om fremtiden.

I hver sten er indhugget et tekstfragment. Ord efter ord er forbundet - atter som sagt af Laila Westergaard - ”i en fortløbende spiralbevægelse, til én lang forståelsesmæssig sammenhæng, et langdigt, om man vil. Bogstaverne bevæger sig med stramme og bløde linjer fra sten til sten, nogle ord er fremhævede, andre trukket tilbage”, afhængigt af hvor betydningsfulde de er skønnet at være.

Frisen åbner til en virkelighed under virkeligheden, til nogle af de værdier, der mere eller mindre skjult er til stede i det dybe i form af historie, geologi og poetiske fortællinger. Eller således sagt: ”Alt det, der er i den videst mulige forståelse af ordet arkæologi venter på at blive opdaget”.

Arvesølv kan imidlertid findes ”blot” ved opslag i salmebogen. Det husker udsmykningen os på flere gange. Og straks fra begyndelsen, hvor disse ord synger under fødderne på fliserne: ”Eja, søde førstegrøde,/ førstegrøde af bliden vår”. Ophavsmanden til salmen ”Her vil ties, her vil bies”, hvorfra citatet stammer - Hans Adolph Brorson - var i årene 1741-1764 biskop i Ribe, et embede, der nu varetages af Laila Westergaards bror, Elof Westergaard.

”Salmer,” siger hun, ”har gennem tiden betydet meget for mig. På grund af ordene. Og det at få dem helt ind under huden ved at synge dem selv og i gudstjenestens fællesskab. Fra 'Se, nu stiger solen', som har betydet meget for mig, ville jeg gerne have haft linjen 'Jeg vil ånde luften i fulde drag' med. Men tekstrækken tog en anden retning. Eller også gjorde jeg selv.”

”Sæt dig på sjælefredens gårdsplads, og kast et blik på verdens leg med tid og rum”. Opfordringen kommer fra den persiske middelalderdigter Omar Khayyám og dermed tillige fra frisen, hvor udsagnet er gengivet. Dets sandhed bliver - med en hentydning til fænomenet sort sol - poetisk opdateret på den fint afstemte gårdplads omkranset af røde murstensbygninger.

”Sort sol er det ultimative billede, hvad angår skrift: Et billede af sort sol, stærene på himlen. Omar Khayyáms digtfragment er skrevet på farsi og bliver for os, der ikke forstår det sprog, et mønster, et smukt billede. Sproget ophæves, men er jo inde bag ved det, vi ikke forstår. Derfor bliver afstanden mellem sort sol og Omar Khayyáms digt ikke så stor. Vi bliver tvunget til at aflæse med et andet blik, et æstetisk blik,” siger Laila Westergaard.

Medvirkende til realiseringen af det samlede projekt, der er støttet af Ny Carlsbergfondet, har ud over billedhuggeren været landskabs-arkitekt Torben Schönherr.

Det er på hans foranledning, at den hidtidige hærgede asfalt er blevet udskiftet med en anden belægning: en videreudvikling af den, der findes på domkirkepladsen. Og dette er ikke den eneste forbindelse til kirken: også gulvet inde i denne har været til inspiration.

Budskabet fra gården er tydeligt: Vi er ikke overladt til, hvad der måtte findes af historieløshed, men indgår i en sammenhæng. Frisen understreger det samme. Den sjælefred, vi oplever på pladsen, er måske dybest set den, det giver at være rodfæstet.

”Det har været berigende for mig at arbejde med denne udsmykning,” siger Laila Westergaard.

”Når man sidder i flere dage og hugger en sætning ind i en sten, så hugger man på en måde også ind i sig selv. Ordene får betydning. Og jeg har nu inden i mig et skatkammer af sætninger. For mig er dette at arbejde med skulpturer og relieffer et fortløbende, udfordrende og udvidende arbejde, hvor det er vigtigt ikke at lade sig begrænse til kun at bruge granitten på én måde. På et tidspunkt gik jeg fra at lave skulpturer til at lave billeder i den blankpolerede granit. Så kom ordene som en helt konkret dialog med stenene.”

”Jeg har villet skabe en udsmykning til eftertanke. Ud fra en lidt drillesyg lyst til at lade folk snuble over ordene med mulighed for at falde i staver. Opbremsningen, dette at snuble over noget, som for eksempel poesien, får os måske til at reflektere, løfte blikket, se sammenhænge, se ud over os selv.”

Ved afsløringen af relieffet gav Laila Westergaard i sin tale et nærbillede af skabelsesprocesen:

”Disse sten er hugget én for én på en huggeplads på Prøvestenen i København. Pladerne er købt savede og polerede. Jeg har med tusch og diamantstift tegnet bogstaverne frit op og efterfølgende hugget dem med en lille bredmejsel og hammer. Det har taget et helt år. Der findes sikkert nemmere måder at gøre det på. Men jeg insisterer på, at detaljearbejdet giver et liv i overfladen, som er vigtigt for netop en opgave som denne, hvor udtrykket er forholdsvis enkelt.”

Nogle af teksterne er skrevet af personer, der har haft deres gang i Ribe - og på skolen med den nu udsmykkede gård. Andre tekster er skrevet langt derfra. Blandt de repræsenterede forfattere er Ambrosius Stub, B.S. Ingemann, N.F.S. Grundtvig, Søren Kierkegaard, Johannes V. Jensen, Morten Nielsen, Per Højholt, Benny Andersen, Inger Christensen, Pia Juul, Mette Moestrup, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Virginia Woolf, Gustaf Munch-Petersen, Henrik Nordbrandt og Merete Torp.

”At sammenstykke teksterne har været lige så vanskeligt, angstprovokerende og sjovt som at træffe de valg, vi træffer hver dag for at få vort liv til at hænge sammen. Der var dage, hvor jeg kom cyklende på vej til arbejde med en sætning i hovedet, som jeg var sikker på, jeg skulle påbegynde den dag. Men så skete der noget på vejen, der gjorde, at tankerne bevægede sig ud ad en anden gren.”

En læseanvisning fra billedhuggeren:

”Start ved hoveddøren og drej en kvart omgang til højre i en spiralbevægelse. Jeg ville gerne, at hver enkelt sten med sin sætning skulle have sit eget rum. Selvom de er tænkt til at give mening sammen, skulle der dog også meget gerne være plads til, at den forbipasserende finder egne små meningsfulde sammenhænge.”

”Jeg har villet lave en udsmykning til eftertanke,” siger billedhugger Laila Westergaard.
”Jeg har villet lave en udsmykning til eftertanke,” siger billedhugger Laila Westergaard. Foto: Anne-Mette Kelter Skovsgaard