Prøv avisen

Leger med ord på sit ungpigeværelse

Amalie Smith debuterer med en tænksom samling af tekster, hvoraf et længere prosadigt simpelthen er vidunderligt

Det allerbedste ved at læse en debutant som Amalie Smith er, at man får lov til at mærke, hvordan en ung forfatter ser på sig selv, verden og sprogets muligheder. Det værste ved at læse samme litteratur er, at det alt for ofte er de samme koketterier med verdenslitteraturen, man bliver vidne til.

Amalie Smith er født i 1985 og uddannet sidste år fra Forfatterskolen. Hendes debut har titlen "De næste 5000 dage", hvilket både før og efter læsningen må siges at være en åben titel. I pressemeddelelsen kaldes bogen for en hybridroman i seks dele, men det må være i mangel af bedre, at begrebet roman tages i brug. Bogen består af seks dele med fotos og tekster på mellem 3 og 15 sider. De fleste tekster er prosa, nogle formet som længere fortællinger, andre som kortere prosastykker. Den næstsidste tekst er et prosadigt, og den sidste lille tekst en citatmosaik.

Fælles for teksterne er et reflekterende og ræsonnerende jeg, der gør sig tanker om at være til, gerne i en dialog med et du. Jeget er forholdsvis stabilt, hvorfor man kunne forveksle det med forfatteren, mens det tiltalte du er variabelt. Der er som regel tale om et kvindeligt jeg og et mandligt du, og der skiftes mellem en flirtende, en længselsfuld og en indtrængende tone.

Bogens rum er København, nærmere bestemt lokaliteter som Botanisk Have og Kødbyen på Vesterbro. Et enkelt tekst, bogens første, finder dog sted ved Vesterhavet. Det er en tænksom erindringsskitse, hvis emne er tiden, der går, og naturen, der forandrer sig. Ikke desto mindre er det gentagelserne, fortællerstemmen sværger til:

"Jeg siger de samme ting flere gange. Et liv fyldt med gentagelser. Det er gentagelserne, der folder tiden sammen."

Det afsluttende billede er flot og langtfra nogen undtagelse i bogen. Endnu bedre bliver bogen i det omtalte prosadigt, der simpelthen er vidunderligt. Det har titlen "Alle døre åbne", og læseren føres forunderligt nok igennem tekstens eget rum med alle døre åbne. En åben dør betyder her en sætningsdel, som forfatteren først har skrevet og derefter overstreget:

"Direkte adspurgt/ mener jeg intet. Jeg leger med ord/ på mit ungpigeværelse med hvide gardiner,/ gennemlever små/ gispende forelskelser/ på korte sorgløse dage."

Overstregningerne giver en sjælden dynamik i læseoplevelsen, og udsagnet om at lege med ord på sit ungpigeværelse er vel en slags program for bogen. Hvordan forfatteren har tænkt sig at læse op fra netop denne tekst, vil jeg gerne erfare ved lejlighed.

Måske burde Amalie Smith også have overstreget de kokette referencer til verdenslitteraturen, der optræder hist og her i andre af bogens tekster. Det er en uvane, og det giver overhovedet ingen indsigt eller fornøjelse at vide, at forfatteren har læst Sappho, James Joyce og filosoffen Leibniz. Amalie Smith har efter denne bog at dømme rigeligt talent til at klare sig på egen hånd uden de store, tonstunge navne.

kultur@k.dk

Amalie Smith: De næste 5000 dage. 96 sider. 150 kroner. Gyldendal.