Legetøj som offergave

Infantile påfund skæmmer Det Kongelige Teaters opførelse af Alceste

”Alceste” er en sjælden fugl på de internationale operascener og har ikke været opført på Det Kongelige Teater indtil denne uge. Her ses Tuva Semmingsen. –
”Alceste” er en sjælden fugl på de internationale operascener og har ikke været opført på Det Kongelige Teater indtil denne uge. Her ses Tuva Semmingsen. –. Foto: Thomas Petri.

Christoph Willibald Glucks opera Alceste er en sjælden fugl på de internationale operascener og har ikke været opført på Det Kongelige Teater indtil i tirsdags. Med et kompetent sangerhold og den musikalske ledelse i hænderne på Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen kunne man godt tillade sig at nære visse forventninger.

Det begyndte da også lovende. Få takter inde i den skæbneladede ouverture måske det mest kendte stykke fra operaen takket være en Furtwängler-indspilning fra 1952 gik tæppet op, og man så en stram scenografi, kreeret af Dirk Becker, et interiør a la Hammershøi: høje hvide vægge og i baggrunden to gevaldige skydedøre ind til et soveværelse. Et højborgerligt hjem i begyndelsen af 1900-tallet. Operaen blev uropført i Paris næsten 150 år tidligere, og handlingen udspiller sig i antikkens Thessalien, men sådanne tidsmæssige opdateringer er snarere reglen end undtagelsen i moderne operaregi, hvor mange instruktører har F5-tasten som den altdominerende på deres åndelige tastatur.

Christof Loy havde valgt at anskue det klassiske drama fra barnehøjde, angiveligt ud fra den opfattelse, at de arme mennesker føler sig små over for de store guder, og i programmet til forestillingen opstiller han den enkle formel: kor = folk = børn. Det fik vi hurtigt at mærke. Snart myldrede scenen med børn, meget store børn: voksne kvinder, der fjottede småfnisende rundt, og modne mænd med fuldskæg, der var iført matrostøj og havde fået en legetøjstromme hængt om halsen. Symptomatisk var den scene i første akt, hvor koret skal bringe de strenge guder offergaver. Forrest til venstre på scenen samlede der sig hurtigt en bunke legetøj: bamser, dukker, kæpheste, løbehjul og andet, der kunne lede tankerne hen på julegavescenen i balletten Nøddeknækkeren. Var der mon tale om genbrug?

I denne sammenhæng fungerede den barnlige vinkel bare ikke, hvad man gang på gang kunne konstatere ved et kik op på de overtekster, der gengav den franske tekst på det tungt højtidelige dansk, der uvægerligt bliver tale om i en opera seria. Tæt på det groteske var også den scene, hvor det går op for kong Admetos, at det er hans elskede Alceste, der skal ofres til guderne, for at han kan beholde livet. Den retskafne Admetos bliver så harm, at han kyler jakken på gulvet og løsner slipset, som ryger samme vej en ny offerbunke?

Vanligt veloplagt spil fra Coco i orkestergraven og gode sanglige præstationer, ikke mindst af Mireille Delunsch og Gregory Kunde i de to hovedroller, forsonede en hel del, men jeg greb mig i at tænke, at jeg hellere ville have oplevet Alceste som teaterkoncert frem for at blive distraheret af de i mere end én forstand infantile påfund, man gennem forestillingen blev præsenteret for. Naturligvis var der enkelte alvorsstunder som Alcestes gribende Divinités du Styx, et gammelt Maria Callas-hit, men de forstærkede dybest set kun indtrykket af spredt fægtning. Med legetøjssværd.

kultur@k.dk
C.W. Gluck: Alceste, operapremiere på Gamle Scene. Instruktion: Christof Loy. Concerto Copenhagen, dirigeret af Lars Ulrik Mortensen. Spiller også i dag og den 25., 27. og 31. januar samt 3. og 6. februar.