Prøv avisen

Leif Davidsen om 11. september: Uskyldstabet

Terroristernes angreb var rettet mod de åbne frie samfund. Selvom eksperterne i dag siger, at al-Qaeda stort set er lammet, så vandt terroristerne alligevel.

Det forekommer mig, at alle står tilbage som tabere efter den 11. september 2001. Forfatteren Leif Davidsen skriver essay om verden siden terrorangrebet på USA for 10 år siden

DEN 11. SEPTEMBER 2001 sad jeg hjemme og skrev på en roman, da telefonen ringede. Det var en journalist fra en avis. Klokken var omkring tre om eftermiddagen.

Journalisten lød hektisk. Kunne jeg skrive en artikel om År Nul? Aflevering om et par timer. Når jeg skriver intenst på en roman, eksisterer verden uden for mit vindue ikke, så jeg anede ikke, hvad han talte om. To år tidligere var jeg holdt op som journalist i DR og følte ikke længere nødvendigheden af at åbne for radioen hver anden time for at følge nyhedsstrømmen.

LÆS OGSÅ: Alt for meget fokus på religion efter 11. september

Han forklarede, at USA var under et massivt terrorangreb. Den amerikanske præsident var forsvundet. Man vidste ikke, om der var flere angreb på vej. Den danske regering og kongehuset skulle evakueres, for terroristerne ville måske også angribe Europa. Jeg vidste stadig ikke, hvad han talte om. Jeg fik på fornemmelsen, at jeg var en del af et reality show, hvor man skal gøres til grin. Skjult kamera, tænkte jeg et øjeblik.

Luk op for fjernsynet, sagde han.

Det gjorde jeg, og jeg fik den mærkelige fornemmelse, som mange andre også taler om, af, at verden et kort øjeblik stod stille, og man ikke vidste, om man drømte eller var vågen. Jeg blev siddende de næste mange timer. 9/11 udfoldede sig i al sin gru foran mine øjne. For da jeg åbnede for tv, var det jo indlysende, at verden stod over for en helt ny trussel og en hensynsløshed og brutalitet, som vi ikke troede var mulig i det forjættende, nye årtusind.

Var det virkelig den nye verdensorden? Var det virkelig det, man mente med, at historien, som vi havde kendt den, var slut? Vi havde vundet den kolde krig, så hvorfor skulle vi angribes af en ny, ukendt fjende?

Jeg skrottede hurtigt den roman, som jeg sad med, og begyndte i de kommende uger at researche og skrive på en anden, der udkom i 2004 under titlen Fjenden i spejlet. Jeg ville i litterær form forsøge at beskrive den verden, der opstod på ruinerne af World Trade Center, og de følgevirkninger, det fik over den ganske klode.

Det var et forsøg på at trænge ind i den nye totalitære ideologi islamismen, der, når man skrællede det religiøse væk, mindede mig om den venstreekstremistiske terror i 1970erne. De nye totalitære brugte andre ord for utopien og nødvendigheden af vold end Rote Armé Fraktion eller De Røde Brigader, men målet syntes det samme. At nedbryde de vestlige demokratier og skabe en ny verden, nu skulle den blot bygge på Koranen. Allah havde erstattet Marx, Lenin og Mao.

Islamisterne fandt i Koranen løsningen på verdens problemer. Som alle dogmatikere og totalitære i historien før dem mente de, at de alene havde fundet frelsen. Det islamiske rige skulle give menneskeheden fred på jord. Som alle totalitært tænkende før dem var de intolerante. Forstod man ikke budskabet, lagde de bønnebogen og trak sværdet. Det nye var, at de var villige til at ofre deres eget liv, fordi de troede, at det ville sikre dem martyriet og vejen til paradis. Venstreekstremisterne fandt deres belønning på jorden, islamisterne i det hinsidige.

Det var også interessant at finde ud af, hvor uforberedt den vestlige verden var på angrebet. USAs mange sikkerhedstjenester havde ikke set det komme. Hos vore egne, FE og PET, var der ansat mange analytikere og eksperter på Polen og Rusland, mens de kun havde en halvtidsansat til at tage sig af den arabiske verden. Sprogofficeruddannelsen i arabisk var blevet nedlagt. Der var en verden derude fyldt med en vrede, som vi ikke havde opdaget, fordi vi troede, at hele verden kun drømte om en livsform som vores, at alle ønskede vores demokrati og forbrugssamfund.

Terrorangrebets utilsigtede følgeskader lever vi med den dag i dag, hvor al-Qaeda ellers siges at være svækket, ja, nærmest knust. Osama bin Ladens lig blev langt om længe sænket i havet, og de unge i det arabiske forår synes ikke at råbe på fundamentalisme, men derimod på demokrati og frihed, der også indebærer frihed fra religiøs tvang.

Islamiske fundamentalister og andre religiøse fanatikere kæmper først og fremmest mod moderniteten. Derfor står de til at tabe. De er en grum, forvrænget udgave af Don Quijote. Deres vindmøller hedder frihed og åbenhed i det moderne, globale samfund.

Men så vi det dengang for 10 år siden, eller blev vi grebet af panik, og erklærede vi derfor krig mod terror i stedet for at erklære krig mod det formørkede ved at styrke vor tro på frihed og humanisme.

Nu, 10 år efter angrebet, kan vi næppe erklære os som vindere, synes jeg, slet ikke, når vi ser, hvilke samfund vi har skabt for at beskytte os mod den usynlige fare. Der er ikke kommet en ny verdensorden. Tværtimod virker verden mere splittet og usikker på retningen end i mange år.

Der kom en ny verdensorden for over 20 år siden, da Berlinmuren faldt i november 1989, og især da Sovjetunionen brød sammen i julen 1991. En ny begyndelse, som i nogle få år skabte en optimisme, som også byggede på en velstand, der voksede i 1990erne.

For mig at se er Berlinmurens fald, Europas heling med en historisk udvidelse af EU og Sovjet-imperiets sammenbrud de egent-lige afgørende historiske begivenheder efter Anden Verdenskrig. I 50-året for Berlinmurens opførelse er det værd at huske på, hvor fantastisk det er, at for eksempel de baltiske lande er en del af vor verden, og at Polen er formand for EU. Hvem havde troet det, da de sovjetiske tanks rettede kanonløbene mod det vestlige Berlin, mens soldaterne rullede pigtråden ud, og muren rejste sig?

Uden at forklejne de menneskelige tragedier, som er en følge af de islamistiske terroristers angreb på New York, Madrid og London, så har det ikke ændret grundlæggende ved den verdensorden, som opstod, da det bipolare system med to atombevæbnede supermagter ophørte med at eksistere. Den kolde krig endte godt. Det kunne være gået så grueligt galt.

Den 11. september 2001 ramte os mentalt hårdt. Angsten for terror fik os til at acceptere indgreb i vor personlige frihed, som jeg ikke havde troet mulige. Vi accepterede og accepterer, at vi alene i Danmark hvert år bruger mellem tre og fire milliarder kroner på terrorbekæmpelse, uden at vide om det er pengene værd. Vi bruger den enorme sum, selvom vi ved, at risikoen for at blive ramt af terror er langt, langt mindre end risikoen for at blive kørt ned i trafikken eller dø af kræft eller hjertestop. Frygten har et så fast tag i os, at vi villigt betaler for en tryghed, som vi i virkeligheden ikke ved om er falsk.

Terrorbekæmpelse blev et nyt mantra, der banede vejen for lovgivning og åbnede statskasser i hele den vestlige verden. Den førte til nye uhellige alliancer mellem demokratier og diktaturer som Saudi-Arabien og Pakistan og ændrede vor måde at betragte verdenen på.

Jeg er kommet til USA med mellemrum, siden jeg var 17 år. Jeg holder meget af USA og beundrer amerikanernes gæstfrihed og energi, deres stærke tro på egne evner og deres overbevisning om individets ukrænkelige ret til frihed.

Jeg rejste med min familie til USA et år efter terrorangrebet og blev slået af ændringen i nationens mentale tilstand. Der var et klart uskyldstab. Det var kun anden gang, at USA var blevet angrebet på sit fastland. Der var en undren over, at der fandtes et sådant had, som var rettet mod den nation, der lige siden Anden Verdenskrigs afslutning havde bekæmpet de kommunistiske diktaturer og vundet den kolde krig uden at udløse atomragnarok. Som stod som garant for frihed og demokrati. En nation, der var stolt af sin mangfoldighed af kulturer og religion, og som gennem tiderne har budt mennesker fra den ganske klode velkommen.

Udtrykket i præsident George W. Bushs ansigt, da han sidder foran en skoleklasse, mens en rådgiver hvisker ham i øret om terrorangrebet, er for mig at se et symbolladet billede på amerikanernes dybe forbløffelse over, at det kunne ske. At verdens mægtigste nation var så sårbar, når blot terroristerne var hensynsløse nok.

Præsidentens umiddelbare reaktion efter angrebet spejler i virkeligheden også amerikanernes splittelse i spørgsmålet om islamisk funderet terror: På den ene side besøgte Bush hurtigt en moské for at vise sin solidaritet med USAs lovlydige muslimer. På den anden side erklærede han krig mod terror og sagde, at hvis man ikke var med USA, var man mod USA. Han ville på korstog vel vidende, hvad det ords betydning er i den muslimske verden.

Terroristernes angreb var rettet mod de åbne frie samfund. Selvom eksperterne i dag siger, at al-Qaeda stort set er lammet, så vandt terroristerne alligevel deres pyrrhussejr. De fik ikke gjort en ende på de frie vestlige samfund, men angsten for terroristerne, hvor få de end er, fik os selv til at indskrænke vore frihedsrettigheder. Hvad der ikke lykkedes for terroristerne, klarede vi selv.

Bush tillod tortur. Guantánamo-lejrens oprettelse var en opsigelse af retssamfundets garantier. Det var et meget stort tilbageskridt i USA, hvor loven som øverste instans og garant for borgerne er langt mere afgørende, end vi kender det i Europa. De beføjelser, som USAs mange hemmelige tjenester fik, var et alvorligt anslag mod borgernes ret til ikke at bliver overvåget.

Hvis nogen før 9/11 havde sagt til mig, at amerikanerne ville finde sig i at blive befølt, gennemlyst og registreret i lufthavnene, havde jeg rystet overbærende på hovedet. 9/11 satte afgørende spor i den amerikanske bevidsthed og rykkede fundamentalt ved borgernes grænser for, hvad de vil tillade af indskrænkninger som frie borgere.

Det samme skete herhjemme og i det øvrige Europa. Politikerne ville ikke fremstå som svage og ubeslutsomme. Vi fik en terrorlovgivning, der er strammet flere gange. Vi tillader, at vor færden på internettet og vor e-mail-korrespondance bliver registreret og gemt. Vi har det største antal overvågningskameraer i Europa pr. indbygger.

I Danmark var det ikke kun 9/11, der skabte den udvikling. I Danmark øgede Muhammed-krisen angsten for, at Danmark skulle blive ramt af terror.

fortsættes side 14fortsat fra forsiden af Bøger&kultur

Jeg har altid syntes, at det var nogle temmelig uskyldige og ligegyldige tegninger, men i den uforsonlige stemning, der herskede i verden blandt andet som følge af 9/11, kunne de diktatoriske og korrupte regimer i Mellemøsten og Asien bruge dem som afledningsmanøvre, så de utilfredse befolkninger kunne vende vreden mod de vantro i stedet mod deres egne ledere og deres fejlslagne stater.

I en tid vikarierede Danmark for USA og Israel som verdens prygelknabe, selv om de fleste flagbrændere ikke anede, hvor Danmark lå. Det ville aldrig gå over, sagde man. Det ville aldrig blive glemt, påstod misantroperne. Her fem år senere hyldes Dannebrog i Libyen, og de unge på Tahrir-pladsen i Cairo taler henført om demokrati, åbenhed og pressefrihed. Al Qaedas nederlag synes temmelig entydig.

Metoder til bekæmpelse af terror har måske været skrappe, men de har virket, hører vi derfor igen og igen. Vi har undgået det store terrorangreb. Det største i Norden blev begået af en hjemmeavlet, højreorienteret fantast.

Det er jo rigtigt. Så er der mere at sige? Måske. For der er andre veje. Det lykkedes Norges statsminister Stoltenberg i en ualmindelig tragisk og svær situation at holde fast i og gentage igen og igen, at mere åbenhed, humanisme og frihed er de våben, der skal bruges mod dem, der vil indskrænke friheden.

Det stod i skærende kontrast til de stemmer her i Danmark, der straks var fremme med krav om forbud mod grimme ord på Nettet og ny registrering af det ene og det andet. Danske politikere kender kun en slags værktøj i kassen, fordi de åbenbart ikke tror på de åbne samfunds styrke. Endnu engang var det PET, der måtte berolige politikerne med, at de havde alle de nødvendige midler.

Jeg måtte endnu engang tænke på, at hvis Danmark blev udsat for en alvorlig terroraktion fra en organiseret gruppe eller en enlig galning, ville de danske politikeres reaktion ganske givet være ubærlig. De ville næppe tale om nødvendigheden af at møde de totalitære med åbenhedens og frihedens våben, som fanatikerne frygter mest. I stedet ville kravet om registrering, forbud, kontrol og lukning af grænsen være det dominerende hos alt for mange politikere i både rød og blå blok.

For at forsvare friheden har vi givet køb på friheden. For at sikre freden indledte vi to krige, hvoraf den ene i Afghanistan stadig ikke er afsluttet og ikke synes at have en fredelig slutning i sigte. Der er desværre meget, der tyder på, at når USA og dets allierede trækker sig ud af Afghanistan i 2014, vil Afghanistan stå i samme umulige situation, som da Sovjetmagten i 1988 forlod landet efter 10 års besættelse. Jeg håber, at ofrene har været det værd, men frygter, at især kvinderne vil stå tilbage som de store tabere, når den sidste allierede soldat har forladt landet.

I Irak ser situationen faktisk lysere ud trods gentagne voldsepisoder. Iraks tornede vej mod demokrati er stadig lang og fuld af farer og faldgruber, men jeg føler mig mere optimistisk på Irak end på Afghanistans fremtid. Meget vil afhænge af, hvordan det arabiske forår udvikler sig. Jeg synes stadig, at det er indlysende, at alle mennesker har ret til at leve i demokrati og frihed, og jeg håber, at millioner af unge i Mellemøsten og Nordafrika får lov at vælge den vej.

Det må vi alle sammen håbe, for ellers kommer de rejsende hertil for at søge lykken, eller finder de en ny retning ned ad terrorens mørke gyde.

Det er bestemt ikke indlysende, at det arabiske forår lykkes. De store omvæltninger på den anden side af jerntæppet for 20 år siden, lærte os, at dagens frihedskæmpere ikke nødvendigvis er morgendagens demokrater. Af de 15 socialistiske sovjetrepublikker, der blev selvstændige for snart tyve år siden, er vel kun de tre baltiske lande reelle demokratier, mens de øvrige er fra autoritære styrer til rene diktaturer.

Den 11. september 2001 er en dato, der er symbolladet for mange mennesker. Den opfattes på en måde i vor del af verden og på en anden måde i for eksempel Mellemøsten. Det er en dato, der føder de mest fantastiske konspirationsteorier, som tilsyneladende aldrig vil stoppe. Det er en dato, hvor sorg og savn for de efterladte til de omkomne vil være dominerende. Skylden har terroristerne og ingen andre.

For mig symboliserer den 11. september også en forfærdelig begivenhed, der efterlod vore samfund ringere, end de var uden at løse de fundamentale problemer i en ulige og uretfærdig verden. Vore politikere viste sig ikke opgaven voksen, da friheden blev sat under pres. Vi som befolkninger bøjede hovederne og accepterede, at vores rettigheder blev indskrænket for at beskytte os mod en usynlig og i virkeligheden svag, men meget truende fjende.

Jeg vil ikke underkende den trussel, der eksisterede og eksisterer fra de islamiske terrorister. Rædslerne fra London og Madrid taler deres eget tydelige sprog. Men jeg vil tillade mig at stille spørgsmålet om det betimelige i, at vi som en følge af 9/11 hvert får ifølge Det Danske Udenrigspolitiske Institut bruger mellem tre og fire milliarder kroner i bekæmpelse af terror uden en diskussion af, om vi får det rigtige for pengene. Der er ikke noget, der hedder den totale sikkerhed. Intet samfund kan beskytte sig 100% mod selvmordsbomberen. Så hvor langt vil vi gå? Hvor meget er vi i sidste ende villige til at sælge friheden for at forsvare friheden?

Med den 11. september mistede vi ikke alene en uskyld. Vi mistede også en tro på fremtiden, som vi havde vænnet os til i de muntre 1990´ere, hvor atomtruslens damoklessværd ikke længere hang over vores hoveder, og verden virkede ny og fuld af uanede muligheder, næsten som en titel af Nordahl Grieg. Euforien omkring Berlinmurens fald var stor og ægte. Sovjetunionens relative fredelige sammenbrud fyldte os med håb og forventning, som selv Jugoslaviens etniske borgerkrige ikke kunne kvæle.

Men der var skyer i vor optimistiske horisont, som vi ikke ville se. Verdens dybe kløfter mellem rig og fattig var ikke forsvundet. Det enorme pres fra migranter på Europas og USAs grænser fortsatte. Millioner af unge mennesker i Mellemøsten og Afrika ville gøre hvad som helst for at komme hertil for at søge lykken lige som vores forfædre efter nederlaget i 1864 og Statsbankerotten rejste over Atlanten til Amerika for at forsøge at skabe et bedre liv.

Vi levede i en folkevandringens tid, og i det ideologiske tomrum, der var opstået på ruinerne af den utopiske kommunisme, fandt al Qaedas nye totalitære ideologi genklang hos nogle få af de utilfredse. Nøjagtig som nogle få terrorister i 1970´erne fandt deres ammunition i tågede marxistiske skrifter. Der var en mening med tilværelsen, og den mening var vold i den utopiske sags tjeneste. Ligesom venstreekstremisterne i 1970´erne oftest var velbjærgede unge, var de islamiske ekstremister hjemmefødninger, der havde fået chancen i vore samfund. Det havde vi svært ved at forstå. Hvor kom det had fra?

Vi vågnede om morgenen den 12. september og så os selv i spejlet og troede, at vi så vores fjende, men i stedet så vi os selv, som min fiktive karakter Ibrahim siger i min roman Fjenden i spejlet om den terrorist Tronfølgeren, som min hovedperson PET-manden Per Toftlund søger:

Tronfølgeren er næret ved Deres bryst. Han er et produkt af en syg verden Tronfølgeren er Deres fjende, Toftlund. Og min fjende, selv om De ikke kan forstå det. For når jeg kigger ind i spejlet, ser jeg mit eget ansigt. Men når De, Per Toftlund, kigger i spejlet, så ser De Deres fjende.

Jeg er ofte blev spurgt, hvad jeg mener med det, men jeg synes, det taler for sig selv. I dag tænker jeg på, at jeg skrev det, før afsløringerne fra Abu Ghraib fængslet i Irak rystede os. Scenerne fra fængslet fik ordene om, at vi var i Irak for at bekæmpe terroristerne og forsvare demokratiet og menneskerettighederne til at klinge hult og hyklerisk.

Det var altså også arven fra den 11. september: Torturens sanktionerede genkomst som en del af demokratiets legitime våbenarsenal. Heldigvis rettede præsident Obama op på den moralske fallit, og det er en del af USAs styrke, at de ansvarlige blev draget til ansvar.

Det forekommer mig, at alle står tilbage som tabere 10 år efter den 11. september. Da præsident Clinton gik af for ti år siden, afleverede han et økonomisk sundt USA, der efter den kolde krigs afslutning var verdens ubestridte leder. Der var en fornemmelse af, at USA kunne være mægleren, der nåede frem til en fredsaftale, som kunne ende den konflikt mellem israelere og palæstinensere, som har eksisteret så længe, jeg kan huske.

I dag er USA svækket, og verdens tyngdepunkter flytter sig langsomt mod Asien. To lange krige har slidt på supermagten, mens nye lande som Indien, Kina og Brasilien indtager en mere og mere selvsikker plads i verdenen. Europa vånder sig under en gældskrise. Vi har levet over evne. Nu forfalder regningen. Måske ville det være sket alligevel, men det forekommer mig, at 9/11 måske var begyndelsen til enden på den dominans, som vi i den vestlige verden under USAs beskyttelse og lederskab har haft siden Anden Verdenskrigs slutning. Det var ikke kun Twin Towers, der styrtede i grus, men en livsform, som vi optimistisk troede aldrig ville få ende.

Meget tyder på, at vi efterlader et samfund til vores børn, der både er fattigere og mere ufrit, end det vi modtog fra vores forældre. Det vil vi så være den første efterkrigsgeneration, der gør.

Jeg synes stadig, at noget af det enkleste og klogeste blev sagt af forfatteren Salman Rushdie umiddelbart i dagene efter den 11. september 2001. Det handlede om, skrev manden, der om nogen har haft hadet, intolerancen og den religiøse feber inde på livet, at forsvare lårkorte skørter, ytringsfrihed, partipluralisme, homoseksuelle, lighed mellem kønnene, dans, en bacon sandwich og den frie kønsmoral .

Han nævnte mere, men mente jo egentlig blot tolerance, da han svarede på spørgsmålet om, hvordan vi besejrer terroristerne på følgende måde: Ved ikke at lade os terrorisere. Ved ikke at tillade dem at styre vort liv. Ved at holde fast i, at de frihedsrettigheder, vi har opnået, opgiver vi ikke igen uden kamp.

Men fulgte vi hans råd? Ti år senere er svaret langt fra entydigt.

kultur@k.dk

Leif Davidsen er forfatter. Seneste udgivelse er Utahs bjerge og andre historier.