De første tre dage i oktober havde Mogens Dahl budt indenfor i den restaurerede hvide ladebygning på Islands Brygge i København, hvor man afholdt en såkaldt Collage Festival. Temaet var ”Norge i Danmark”, og tilbuddene var forbløffende talrige og varierede, for det drejede sig ikke bare om musik, men om andre former for kunst, ligesom man havde bestræbt sig på at belyse forskelle og ligheder mellem de to nordiske broderfolk. Der har gennem tiden været en del drillerier mellem danskere og nordmænd, men den slags skal man afholde sig fra, for som Henrik Ibsen engang sagde til Georg Brandes:
”Ærgr De de Danske, saa skal jeg ærgre Nordmændene.”
Hvad den klassiske musik angår, var højdepunktet en koncert lørdag aften, hvor den norske stjernepianist Leif Ove Andsnes spillede et program med klavermusik af Schubert, Beethoven og Dvorák. Mens Schuberts klaversonate nummer 13 i A-dur og Beethovens 30. klaversonate, opus 109 – begge værker (spillet med suverænt overblik af nordmanden) stammer fra begyndelsen af 1820’erne – er kernestof i det klassiske repertoire, forholder det sig anderledes med koncertens afsluttende indslag. Det bestod nemlig af syv stykker fra Antonin Dvoráks ”Poetiske tonebilleder”, som den tjekkiske komponist skabte i 1889.
Andsnes redegjorde i et kort interview med Rie Koch, festivalens konferencier, for sin interesse for denne fængslende musik, der egentlig består af 13 stykker. Han kunne blandt andet fortælle, at det særegne ved denne suite af Dvorák består i, at tjekken i modsætning til de fleste andre store komponister ikke selv havde pianistiske færdigheder og kun spillede på instrumentet til husbehov.
Det må siges, at Andsnes’ fortolkning af dette unikum i klaverlitteraturen vakte både beundring og nysgerrighed. Dvorák, der levede fra 1841 til 1904 (selvom man i programmet havde angivet hans fødselsår til 1824), skrev ni symfonier og en del anden orkestermusik, heriblandt de højt skattede slaviske danse, adskillige operaer med ”Rusalka” som det ubestridte højdepunkt, kirkemusik, kammermusik og meget andet, men hans klavermusik synes at være gået i glemmebogen. Det lykkedes imidlertid Andsnes at få den til at virke vedkommende og værd at dykke nærmere ned i – og man kan se frem til at lytte til opus 85 i sin helhed, når musikken om føje tid bliver udgivet på cd.
Der var ikke overraskende mange norske tilhørere til stede, og der blev ikke sparet på bifaldet, som næsten voksede til hujende jubel, da Andsnes forkyndte, at han ville spille et stykke af Edvard Grieg som dacaponummer.
I almindelighed falder det mig svært ikke at holde af nordmænd – og efter sådan en aften endnu vanskeligere.