Prøv avisen

Leines gæld til Hamsun

Knut Hamsun: Sult. Forord ved og oversat af Kim Leine. 203 sider. 249, 95 kroner. Gyldendal.

Knut Hamsuns berømte debutroman Sult foreligger nu i ny oversættelse ved Kim Leine

Knut Hamsuns debutroman Sult fra 1890 er en af verdenslitteraturens store klassikere. Den handler om en ung mand med skrive- og forfatterambitioner, der går forhutlet rundt i Kristiania, det gamle Oslo. Han har ikke noget arbejde, han har vekslende logier, nogle gange kan han tjene fem kroner ved at sælge en tekst til en avis, men det meste af tiden har han ingen penge, han driver rundt på må og få og sulter. Sulten og frustrationen i forening gør ham sær og hallucinerende, han antaster folk, opfører sig underligt, stavrer rundt som en gal mand.

Hamsun har påvirket utallige moderne forfattere, og Sult er vel simpelthen alle (mandlige) sammenbrudsromaners moder fra Hærværk til Profeterne i Evighedsfjorden. Man kan godt forstå, hvorfor Kim Leine, som er et af de stærkeste danske forfatternavne i disse år, har ønsket at vedkende sig sin gæld til Hamsun ved at nyoversætte romanen til dansk og skrive forord.

En klar litterær forløber for Hamsuns navnløse hovedperson er Dostojevskis kældermennesker; det er den samme febrile og rablende storbyeksistens, mænd, der svinger mellem megaloman selvovervurdering og bundløst mindreværd og selvhad, de kan simpelthen ikke falde i hak med andre mennesker og de sociale konventioner.

Det fascinerende ved hovedpersonen i Sult er, at han er alt i romanen vi er som læsere hele tiden med ham og inden i ham men vi ved ingenting om ham. Vi kender ikke hans navn, hans familie, baggrund. Han kommer ud af ingenting, og ved romanens slutning forsvinder han ud i ingenting, da han, uden nogensinde før at have været til søs, tager hyre på et skib, der skal til England. I selve romanen sker der ingenting, der er ingen udvikling, han driver anonymt rundt og prøver at etablere relationer til eller provokere politibetjente, småhandlende, forbipasserende kvinder, andre forhutlede eksistenser i parkerne, han lyver og sjakrer og forærer sine få ejendele væk. Nogle gange er det, som om det hele er ved at bedre sig, han sælger en artikel, han møder en pige, men hurtigt går det hele igen i fisk.

Originalen er ifølge Leines forord skrevet på en blanding af norsk og dansk, der på den nutidige læser kan virke sært og arkaiserende. Sådan fremstår Leines udgave ikke, og det ville også være synd, for hovedpersonen i Sult er vor samtidige. Han er en moderne arketype, modernitetens Odysseus, han har hverken ude eller hjemme, men er fanget i storbyens ingenmandsland; han er den unge mand, fuld af grandiose ambitioner og afgrundsdyb usikkerhed.

Som læser lader man sig uvægerligt suge ind i hans selvfornedrende forestillinger, og derfor kommer de få møder med medmenneskelighed i romanen som uforklarlige epifanier. Pludselig er der en redaktør, der giver ham et stort forskud; en pige, der helt umotiveret holder af ham; en mand, der forbyder sin kone at smide ham ud af logiet, selv om han ikke har betalt.

Denne sommer hørte jeg på Pontoppidan-selskabets årsmøde et meget langt og suggererende oplæg om Sult ved professor emeritus Peer E. Sørensen fra Aarhus Universitet. Han gjorde blandt andet opmærksom på den komik, der ofte er på detaljeplanet i Hamsuns tekst. Læser man hastigt for plottets skyld, kan man komme til at overse, hvor meget Chaplin eller Buster Keaton eller i det hele taget stumfilmsagtig komik, der er i Sult. Vagabonden på samfundets bund repræsenterer ikke kun galskab og vildelse, men også den trodsige og pinlige vilje til at være til stede mod alle odds og afæske omgivelserne blot en eller anden reaktion. Det er ofte meget morsomt.

Selv må nærværende anmelder tilstå den pinlighed, at han sikkert i modsætning til mange af nærværende dagblads dannede abonnenter aldrig før har læst Sult. Så meget mere mærkeligt som den i modsætning til visse andre verdenslitterære klassikere jo hverken er særlig lang eller særlig vanskelig. Men nu er den læst. Med stor glæde. Den fortjener sit enorme ry. Jeg havde nu heller ikke ventet andet. Men det er alligevel opløftende, at det er sådan. At de store klassikere er så fulde af liv og her og nu.

kultur@k.dk