Prøv avisen

Lejlighedssang fra hjertet

0Sine døde bærer Peter Dürrfeld med sig i form af tanker og ved at tale om dem. – Foto: Leif Tuxen.

Peter Dürrfelds erindringer rummer stærke glimt og gemytlig varme, men mangler mod

Midt under borgerkrigen i Jugoslavien bliver der holdt en spektakulær skakmatch i byen Sveti Stefan, en gentagelse af den legendariske koldkrigsmatch mellem Boris Spasskij og Bobby Fischer i Reykjavik i 1972. Musikelskeren, skole-læreren, forfatteren og skak-reporteren Peter Dürrfeld ser sit snit til at møde en af sine store helte, da han bliver sendt derned som reporter.

Ved en luksusfest arrangeret af en ven af Milosovic ser Dürrfeld den kropumulige Fischer, som er opslugt af en 19-årig ungarsk beundrer. Det er nu eller aldrig, og Dürrfeld planlægger at bryde ind for at indkassere sin ordveksling med mesteren til scrapbogen. Men lige da den danske skak-entusiast nærmer sig den langskæggede Fischer, bryder et orkester pludselig ud for fuld udblæsning med Händels Halleluja. Historien går ikke altid, som man havde håbet, men det bliver fortællingen ikke dårligere af.

LÆS OGSÅ:De døde er ikke helt borte

Som genre rummer erindringsbøger en åbenlys fare for at fremstille begivenheder i et rosenrødt skær. For at gøre erindringer interessante og nærværende for den almindelige læser er det ikke nok at fortælle om fortiden. Udfordringen er at beskrive den friktion, som har drevet livet frem ad nye veje, og som dermed kan bidrage med overraskende indsigter. Derfor er det også skævhederne og fejlene, som har potentiale til at være tilbageblikkets største øjeblikke, som i tilfældet med det kiksede ikke-møde med Bobby Fischer. Det samme gælder for resten af Dürrfelds erindringer.

Nøglen til Dürrfelds greb i fortiden er beskrivelser af en række afdøde personer. En del er mennesker, som forfatteren har haft meget nære relationer til, som familiemedlemmer, mens andre er personer, forfatteren har kendt til og til tider aldrig mødt. Vi støder på personligheder som barndommens stats-minister Hedtoft, Kaj Munk, Dirch Passer og Dan Turéll i gedigne portrætter farvet af forfatterens blik, men uden de store, overraskende oplysninger eller originale analyser.

Nogen klar linje i sammensætningen af de portrætterede får man aldrig, og derfor udebliver også den overordnede pointe. Som læser er man i tvivl om, hvad det er ved forfatterens erindringer, der skal skabe et refleksionsrum, som ligger ud over de enkelte minder. Åhh, disse minder ja, der er noget lidt dansktop-agtigt ved kæden af halvmelankolske fortællinger, som er tilegnet børnene også rent bogstaveligt.

Bedst er de personlige portrætter og allerbedst, hvis de rammer et smertepunkt, som når forfatteren fortæller om sin første hustru. Beskrivelsen af et forløb, som ender med utroskab og skilsmisse, hører til de glimt, som hæver sig op over det anekdotiske og får en litterær tone og kvalitet. I bruddet og familiens opløsning ligger en dyb sorg, som man fornemmer tydeligt. Men helt ind, hvor det gør ondt, går vores fortæller aldrig.

LÆS OGSÅ: Det inspirerer og forpligter - og gør mig ydmyg

Hans erindringer forbliver begivenheder i rækkefølge, lidt som et af de skakspil han elsker. Når det er hans egen tur til at trække, bliver han karrig med sine svagheder. Da sandheden om familiens splittelse kommer for en dag, er det ballonen, der revner, og ikke hjertet, der går itu.

Det er i sagens natur de andre, som dør. Dermed er den overlevende efterladt med den vanskelige opgave, det er at forvalte en fælles fortid på egne præmisser. Det sker bedst, hvis den, som fortæller, går foran med sin egen svaghed, og det er ikke tilfældet hos Dürrfeld. Problemet afslører sig i sproget, som for ofte henfalder til kliché. Faren øser af sin visdom, mens han lærer sine børn at kende forskel på skidt og kanel. Dürrfelds far er selv blevet skilt som ung, men forbindelsen forbliver uden egentlig refleksion og afsluttes i stedet med et spørgsmål om, hvorvidt skilsmisse er et nedarvet fænomen. Faren var selv en stor skakspiller, og man fornemmer, at der i forholdet til Danmarks Hansen, som er farens helte-ikoniske tilnavn, ligger stof til langt mere, end forfatteren har kunnet eller villet lade flyde gennem slusen.

Til de stærke personlige beretninger hører således forfatterens beskrivelse af en tragisk drukneulykke, hvor hans lillebror omkommer. Faren har taget de to mellemste børn med på en rotur på Sortedamssøen, og nok kan han spille skak, men han kan ikke svømme, og da lillebror Børge falder i vandet, ender det helt galt. Episoden bliver fortrængt i familien, og som erindring fortælles traumet som fra en ubearbejdet choktilstand uden sprog for den skyld, skam og vrede, som må have fulgt med.

At hjertet har det sidste ord står derfor mere som et håb eller postulat end som en konstatering.

kultur@k.dk

Christoffer Emil Bruun er kronik-redaktør på Politiken

liv&sjæl Side 14