At Leonardo da Vinci, eller ifølge sædvanen bare Leonardo, og hans renæssanceværker er udødelige, vidner for eksempel den seneste måneds opstandelse om hans oliemaleri ”Salvator Mundi” om.
Billedet, som er fra omkring år 1500, forestiller altså ”verdens frelser”, Jesus Kristus, der holder højre hånd op i en velsignelse.
Leonardo-malerierne ”La Ultima Cena” (Den sidste nadver) og ”Mona Lisa” er muligvis mere berømte end ”Salvator Mundi”, men hverken de to eller andre malerier i historien overgår lige netop dette maleri, når det kommer til prisen. 450,3 millioner dollar – svarende til godt 2,8 milliarder kroner – betalte køberen nemlig for mesterværket på en auktion i New York.
Hvem der i virkeligheden stod bag købet, hvad det højere formål med anskaffelsen var, og hvor det skal op at hænge, har vist sig at være en kontroversiel historie i den internationale presse på det seneste med både religiøse og politiske undertoner. Vi taler her om en konspiratorisk mellemøstlig affære, som endnu ikke er fuldt oplyst; så vil man til bunds i den sag, er det ikke den amerikanske historiker Walter Isaacsons nye Leonardo-biografi, man skal konsultere.
Forfatteren har ellers også mange års erfaring inden for nyhedsjournalistikken, hvilket blandt andet Time Magazine og CNN har nydt godt af i tidens løb.
Men de senere år er Walter Isaacson især kendt for at have forfattet en række berømmede biografier om højtbegavede, handlekraftige, kreative ånder inden for såvel politik som naturvidenskab og internet-iværksætteri.
Politik, som i den italienske højrenæssance kun var en fyrstesag, befattede Leonardo sig ikke meget med. Til gengæld fik den hele armen på så forskellige felter som anatomi, astronomi, arkitektur, botanik, dykning, ingeniørkunst, matematik, teater, sang og lyrespil – samt altså ikke mindst billedkunst (og mere kunne opremses – herunder hans opfindelser).
Leonardo da Vinci, der levede fra 1452 til 1519, inkarnerer idealet om renæssancemennesket, som formår at omsætte sin genialitet til kunstneriske, teoretiske og praktiske landvindinger, der tjener hele menneskeheden.
Selv er Walter Isaacson om ikke ligefrem et renæssancemenneske så i hvert fald lidt af en polyhistor, der i dag leder den internationale organisation Aspen Institute; en art humanistisk, apolitisk tænketank med hovedsæde i Washington.
I et interview under overskriften ”Hvad vi kan lære om innovation fra Leonardo da Vinci” med det amerikanske erhvervsmagasin Forbes indkredser Isaacson sin forfattervirksomhed således:
”Essensen i alle mine bøger er, at sand kreativitet og innovation udgår fra evnen til at finde feltet mellem kunst og videnskab. Det var for eksempel det, der gjorde Steve Jobs (iværksætteren bag Apple, red.) til et geni. Han vidste, at ingeniørkunst også skulle være smuk.”
Derefter trækker Isaacson tråden tilbage til det geni og dennes humanistiske tankegang, han på det seneste har opholdt sig lidt ved:
”Leonardo er det ultimative eksempel på evnen til at kombinere kunst og videnskab – det største geni i historien. Han trak skindet af ligenes ansigter og sporede hver en muskel og nerve, der bevæger læberne, hvilket også bidrog til skabelsen af verdens mest mindeværdige smil – Mona Lisas (…) Han ville lære alt, hvad der var muligt, om vores univers, og hvilken placering vi som mennesker indtager i det.”
Isaacsons biografi om Steve Jobs udkom kun et par uger efter dennes død for seks år siden og blev en international bestseller i en klasse for sig, da alle salgsrekorder for biografier blev slået.
Bogen baserede sig på et hav af eksklusive interviews med Steve Jobs selv, hans familie, venner, kolleger og rivaler.
Samme privilegier som forfatter har Isaacson selvsagt ikke nydt under arbejdsprocessen med sit biografiske værk om Leonardo (der i øvrigt aldrig stiftede familie eller plejede anden omgang med det modsatte køn, ifølge kilderne). Men skulle det ikke blive i denne omgang, at Isaacson slår sin egen salgsrekord, skyldes det i hvert fald ikke den modtagelse, hans nye bog har fået hos anmelderne ovre i hans hjemland. I New York Times lyder det for eksempel sådan her:
”Isaacsons energi og nysgerrighed svigter aldrig, mens han følger Leonardo fra ét rum – og beskæftigelse – til et andet. Igen og igen bringes overraskende og indsigtsgivende detaljer frem,” og anmeldelsen nævner flere eksempler herpå.
Leonardo var nemlig kendt for at være lidt af en excentrisk ”dandy”, der gik rundt i hjembyen Firenze iført lyserøde klæder og samtidig boede i rum fulde af dissekerede lig. Selvom han var vegetar og opkøbte fugle med det formål at slippe dem fri, designede han også de maskiner, der aflivede dem. Isaacson anvender eksempler som disse til at udstille Leonardos modsætningsfyldte natur, hvilket ifølge anmelderen kun forlener det biograferede universalgeni med ”humanitet og dybde”.
Allerede tidligere på året, før udgivelsen af bogen, erhvervede det amerikanske filmselskab Paramount Pictures rettighederne til en eventuel filmatisering af Isaacsons biografi for næsen af Universal Pictures.
Skulle en såkaldt biopic om Leonardos liv og virke være på vej, bliver det muligvis med navnebroderen Leonardo DiCaprio, eller i dette tilfælde bare DiCaprio, i hovedrollen. I hvert fald er stjerneskuespillerens personlige produktionsselskab involveret i aftalen, og derfra lyder meldingen, at DiCaprio køres i stilling med det formål.
Washington Posts ligeledes begejstrede boganmelder ser allerede frem til filmatiseringen og kommer endda med et par entusiastiske bud på velrenommerede Hollywoodnavne, der kunne besætte de roller, der udgår fra Isaacsons bog.
Vi taler her om karakterer som fyrstefilosoffen Niccolò Machiavelli, den gådefulde og brutale hertug Cesare Borgia og den franske renæssancekonge Frans den Første, der – med i øvrigt enestående armslængde – blev Leonardos sidste mæcen.
Hver mandag skriver vi på denne plads om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.