I 2017 blev værket ”Salvator Mundi” – efter en massiv verdensomspændende markedsføring af auktionshuset Christie’s – solgt for 450 millioner dollars, svarende til 2,8 milliarder danske kroner. Dermed blev det det dyreste maleri nogensinde. Billedet, der forestiller Jesus som verdens frelser, var i 2006 blevet solgt for 1175 dollars, svarende til 8000 danske kroner, på en auktion i New Orleans. Hvordan er det muligt, at prisen på kun 11 år kan stige så fuldstændig himmelråbende?
Det er den historie, den danske dokumentarist Andreas Kofoed fortæller i ”The Lost Leonardo”, der er lige så sofistikeret, men endnu mere spændende end en thriller af John le Carré. Filmen handler i første omgang om kunst, i anden omgang om kunsthandel og i tredje omgang om storpolitik. Intet mindre.
”The Lost Leonardo” er en fortælling om et maleri af verdens frelser, der bliver til en forbandelse. Hvorfor? Fordi mennesker lader sig forføre: af forfængelighed, af penge og af magt. Men mest af penge. Det er Andreas Kofoeds fortjeneste, at han får flere af de centrale aktører i tale i denne eminent fortalte dokumentar. De blotlægger sig selv i et spil, som de i sidste ende ikke kan kontrollere, selvom nogle af dem tjener penge på det.
Maleriet blev af Christie’s markedsført som et værk af højrenæssancens største geni, Leonardo da Vinci. Hvad der i 2006 havde været en vidtløftig tilskrivning af et par kunstskattejægere, blev i 2017 præsenteret som en fuldgyldig sandhed. Der eksisterer kun 15 malerier af Leonardo da Vinci som med nogenlunde sikkerhed er autentiske værker af mesteren, resten er tilskrivninger, elevarbejder og kopier. Så at opdage en ny, hidtil ukendt Leonardo er det største, der kan ske i kunstens historie.
I filmens første del afdækkes det, hvordan kunsthistorikere, konservatorer og kuratorer går grassat stillet over for dette billede, malet på en plade af valnøddetræ i målene 45 centimeter gange 65 centimeter. Maleriet er ved købet i 2006 i virkelig dårlig stand. Brutalt restaureret og dilettantisk overmalet, ja maltrakteret. Skattejægerne lægger det i hænderne på konservatoren Dianne Modestini, der mod en god betaling giver sig til at rense og restaurerede maleriet. Hun og hendes mand har levet af den metier i årtier.
Undervejs bliver Dianne Modestini overbevist om, at denne udgave af ”Salvator Mundi” er rørt af mesterens hånd. Hendes restaurering, ja, genskabelse af det medtagne billede er imidlertid så omfattende, at kritiske røster i filmen skæmter med, at det fremover må udstilles i museernes afdeling for samtidskunst under hendes navn. Men det egentlige skridt mod identificeringen af maleriet som et autentisk værk af Leonardo tages af National Gallery i London, der op til museets udstilling med kunstneren i 2011 præsenterer det som ægte. Som filmen dokumenterer, sker det på baggrund af nogle enkelte samtaler mellem eksperter i renæssancekunst. På intet tidspunkt siger eksperterne selv de magiske ord: Det er alene museet, der konkluderer det og ikke noterer ”tilskrevet”, da værket hænges op som udstillingens scoop. Herefter skulle ”Salvator Mundi” have været nemt at sælge. Men de oprindelige skattejægere kan ikke få det afsat. Ingen andre museer i verden vil binde an med det eller den sum, sælgerne nu har skruet det op til. Jo, måske ét museum, det vender filmen tilbage til!
En triumf i pokerspillet
Anden del af ”The Lost Leonardo” illustrerer, hvad der sker, når den kuratoriske og kunsthistoriske uredelighed forplanter sig til de finansielle markeder, hvor kunst er en opportun handelsvare for mennesker med ondt i skatten eller store sære summer til overs. Som nu den russiske oligark, der køber ”Salvator Mundi” af den excentriske forretningsmand Yves Bouvier, der driver en såkaldt ”frihavn” i Genève, hvor kunstværker er i skattefri transit. Der er filmens force, at instruktøren har fået mennesker som disse til at stille op og eksponere deres indbildskhed. Yves Bouvier omtaler karakteristisk sig selv i tredje person, som var han en anden, end han er. Han er stolt over den eksorbitante sum, han tjener ved at sælge værket til oligarken. Med en pokerspiller som mellemhandler! Russeren bliver imidlertid rasende, da fortjenesten bliver afsløret af medierne, og vil have pengene tilbage. Han sætter hele sin kunstsamling til salg hos Christie’s.
Nu er auktionshuse jo til for deres klienters og ikke mindst for deres egen omsætnings skyld. Christie’s’ markedsføring er henrivende dygtig. Det billede, som ingen reel kunstfaglighed vil vide af, markedsføres som en triumf i pokerspillet med Leonardo som uimodsigeligt brand . Under kampagnen sidestiller auktionshuset ”Salvator Mundi” med ”Mona Lisa”. Auktionshuset viser imidlertid ikke selve billedet i kampagnen, men menneskers tårevædede reaktion på det, herunder en anden Leonardo med efternavnet DiCaprio. Da hammeren falder, er det verdens dyreste maleri.
”Spørg præsidenten”
Tredje del af den inciterende dokumentar handler om køberen, den saudiske leder Muhammed bin Salman. Over for hans magt blegner kunsthistorikere, konservatorer, kuratorer og kunsthandlere. Resten af historien om ”Salvator Mundi” forsvinder i den hovedrige ørkenstat – som så meget andet. Det handler ikke længere om kunst eller penge, det handler om magt og prestige på den storpolitiske scene blandt statsledere. Således dukker ”Salvator Mundi” for en stund op i 2019, hvor kunstmuseet Louvre i Paris fejrer Leonardo da Vincis 500-årsjubilæum med en særudstilling.
Arrangørerne vil gerne have ”Salvator Mundi” med, og den franske præsident synes, mere eller mindre direkte, at gå ind i sagen og underhandle med Mohammed bin Salman. Tilsyneladende bliver Louvre sat til at lave en rapport om maleriets autenticitet, en rapport, der trykkes som bog for at blive sat til salg i forbindelse med åbningen af Leonardo-udstillingen. Et enkelt eksemplar slipper ud i verden, før oplaget makuleres. I filmen udfrittes en repræsentant for Louvre om hvorfor.
”Spørg præsidenten,” lyder svaret.
Louvre har tydeligvis ikke ville havne i samme situation som National Gallery med ridser i renomméet.
For ”Salvator Mundi” vistes ikke på Leonardo-udstillingen i Paris, hvad denne signatur kan bevidne, da jeg dækkede udstillingen for Kristeligt Dagblad. En (anden) kopi af Jesus som verdens frelser blev hængt op i stedet for. Angiveligt skulle Mohammed bin Salman have forlangt, at ”Salvator Mundi” skulle hænge i samme sal som ”Mona Lisa”. Da det ikke kunne lade sig gøre – ”Mona Lisa” flyttes af sikkerhedsgrunde ikke fra sin plads i museets permanente samling – blev udlånet ikke til noget.
Kun forfængeligheden er tilbage
Ingen ved reelt, hvor ”Salvator Mundi” befinder sig i dag, ligesom ingen ved, om det i sin oprindelige skikkelse kunne være malet af Leonardo da Vinci eller elever tæt på ham. Der mangler evidens, empiri og gedigen grundforskning. Der mangler afgørende kilder i renæssancen, det mangler en gyldig proveniens, der mangler en kunsthistorisk tradition for omtale af værket, før det dukkede ud af det blå i New Orleans for mindre end 20 år siden. Hvad der til gengæld er masser af er drømme, såkaldt intuition blandt kunstkendere og ikke mindst spekulation. For hvem vil ikke gerne sole sig i auraen fra Leonardo da Vinci og al den magt og alle de penge, det kan kaste af sig, hvis nogen er til fals og vedligeholder illusionen.
”The Lost Leonardo” er i det ydre en klassisk ”whodunnit”-historie, der gradvis afdækker sandheden, bevæger sig højere og højere op i hierarkiet og længere og længere ind i magtens mørke hjerte. Det er professionelt og dygtigt gjort. Men dokumentarens egentlige historie er en anden. Nemlig at der ikke er nogen sandhed, bare forfængelighed. ”Salvator Mundi” frelser ikke verden, men leder den i fortabelse. Den aura, der, i kraft af en række menneskers oppumpede særinteresser, radierer fra værket, har meget lidt med genuin kunstnerisk kvalitet at gøre. I rulleteksterne efter filmen fremgår det, at hverken National Gallery, Louvre eller den saudiske regering har villet medvirke i filmen. Det forstår man godt efter at have set den.