Leonora Christina skaber selv sandheden i et drama, der får nutiden til at blegne

”Leonora Christina – Sandhedens Dronning” på Aarhus Teater rummer storartet skuespil og udfordrende tanker om løgn og sandhed. Publikum skal ikke forvente en historietime, for forestillingen er snarere en kommentar på vores liv i dag

På Aarhus Teater præsenteres hele forestillingen i David Gehrts smukke, blå scenografi, der ved bagvæggen skjuler en rå væg bag de lange gardiner.
På Aarhus Teater præsenteres hele forestillingen i David Gehrts smukke, blå scenografi, der ved bagvæggen skjuler en rå væg bag de lange gardiner. . Foto: Rumle Skafte for Aarhus Teater.

“En sandhed er ikke andet end en løgn, der er gentaget et tilstrækkeligt antal gange.”

Sådan lyder én af replikkerne i forestillingen ”Leonora Christina – Sandhedens Dronning” på Aarhus Teater, der efter store corona-forsinkelser nu endelig har haft premiere.  

Her møder vi den uægte kongedatter Leonora Christina (1621-1698), der som barn bliver giftet til Corfitz Ulfeldt. Hun er en kvinde med internationalt udsyn, der ikke er bange for at række ud efter magten, og sammen med rigshofmesteren Corfitz Ulfeldt har hun store planer om at sende Danmark i en mere moderne retning. Ved hoffet bliver hun hurtigt viklet ind i et intrigant magtspil med sin halvbror, Frederik, og dennes kone, Sophie Amalie. Mest kendt er Leonora Christina dog for at blive spærret inde i Blåtårn i Københavns Slot i 22 år for landsforræderi begået i Sverige, og det er på baggrund af de hårde oplevelser, at hun forfatter selvbiografien ”Jammers minde”.  

På Aarhus Teater præsenteres hele forestillingen i David Gehrts smukke, blå scenografi, der ved bagvæggen skjuler en rå væg bag de lange gardiner. Emil Busk Jensen er den statelige kong Frederik den Tredje, der sejrer på de interne linjer og ender i tronstolen til sidst. Ved siden af spiller Anne Plauborg hans bedre (eller værre) halvdel, Sophie Amalie, med nævenyttig charme og hævngerrighed gemt lige bag smilet. Kjartan Hansen er den rødhårede Corfitz Ulfeldt, der på grund af sin store libido kontinuerligt bringer dem i fare, mens han svigter aftaler til højre og venstre. Endelig har vi forestillingens midtpunkt Leonora Christina, der i skuespiller Nanna Bøttchers fortolkning bliver en overbevisende kompleks karakter, når hun med intense øjne forklarer, hvordan hun går efter magten, eller når hun er intim og sårbar alene med ægtemanden.

Hun er en moderne og viljestærk kvinde, der måske rummer både onde og gode kræfter, men som aldrig lader sig knække. Som i de seneste forestillinger ”Girls & Boys” samt ”Omstigning til Paradis” på Aarhus Teater beviser Nanna Bøttcher, at hun er i sit livs skuespillerform og et stærkt kort i ensemblet. 

På scenen sidder musiker Jakob Bangsø med en guitar og skaber stemninger i iscenesættelsen gennem store dele af forløbet. The Overhead (Marie Højlund og Morten Riis) står bag lyddesignet, der både giver os dunkende dansemusik og autentiske lyde fra virkeligheden. 

Christian Lollike har skrevet en tekst, som bevidst gør det svært at gennemskue, om kongedatteren var landsforræder eller moderne idealist. Det er tydeligt, at stykket vil gøre Leonora Christina aktuel i vores tid, og en diskussion om, hvordan vi skaber fælles sandheder i en tid med fake news og polarisering på nettet, er i den grad tanker til tiden. Enkelte pointer føles dog også så tydeliggjort, at vi næsten ikke behøver at tænke selv. Fredrik Longva har iscenesat med sans for det musikalske, kropslige og humoren i stykket. Salen runger af grin ved flere lejligheder – som da Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina i en flirt leger tunge og langsomme skildpadder, der skal fange hinanden.

”Leonora Christina – Sandhedens Dronning” på Aarhus Teater er en aktuel tolkning af én af danmarkshistoriens store fortællinger, der sætter et særligt fokus på kærlighed og magt, sandhed og løgn. 

Leonora Christina. Aarhus Teater. Skrevet af Christian Lollike. Iscenesættelse: Fredrik Longva. Medvirkende: Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen, Anne Plauborg, Emil Busk Jensen, Anne Laybourn og William Jacobsen Halken. Scenografi og kostumedesign: David Gehrt. Spiller på Aarhus Teater til og med den 10. december.