Succesen gjorde Leonora Christina Skov syg. Siden hun udgav sin selvbiografiske bestsellerroman ”Den, der lever stille” (2018), som forlaget hurtigt omdøbte internt til ”Den, der lever knap så stille!”, holdt hun som en anden litterær rockstjerne 150 foredrag for fyldte sale og modtog De Gyldne Laurbær for romanen, der har rundet flere end 150.000 solgte eksemplarer. Det var al den opmærksomhed, hun havde drømt om, men kroppen kunne ikke holde til det, fortæller hun.
”I bogen skriver jeg, at jeg var lidt syg, men realiteten var, at jeg nærmest havde haft feber to år i træk, fordi jeg ikke kunne holde til det, men det ville jeg blæse på, for jeg skulle ud og møde mine læsere, når jeg nu endelig havde fået nogen, så jeg tog bare en panodil og hostede lungerne af på scenen, som man stadig måtte dengang,” siger hun med et stort grin.
Den populære forfatter fik til gengæld stort set ikke fik skrevet i den periode, så i dag tænker hun, at coronakrisen gav hende den skrivepause, som hun hele tiden havde sukket efter.
”Folk tror, at jeg er meget udadvendt, og jeg er også god til at spille superudadvendt, men det drænede mig fuldstændig at være så meget på, og jeg har egentlig haft det langt bedre, mens jeg har siddet herhjemme og skrevet, mens jeg har lyttet til fuglenes sang,” siger Leonora Christina Skov, der har indrettet sin altan på Frederiksberg ved København som et lille fuglereservat med grønne planter og en fuglekasse som hendes nærmeste nabo fra arbejdsværelset.
”Den lille musvit, der bor derinde, har mindet mig om at dvæle ved den umiddelbare glæde ved at leve. Jeg er ellers en meget bekymret person. Jeg har før kaldt bekymringer for en synd, og i den forstand er jeg virkelig en kæmpesynder. For jeg bekymrer mig uafbrudt. Det er også derfor, at jeg ikke fik sovet og skrevet ordentligt, da jeg var på turné, og derfor jeg også sover dårligt lige nu op til udgivelsen af min nye bog, hvor jeg hele tiden ligger og tænker på interviews, debat og anmeldelser. Jeg har nærmest set flere mennesker med journalister og fotografer den seneste uge end hele sidste år. Det føles meget underligt. Men når jeg bliver vækket af fuglenes sang klokken 4, kan jeg lægge mig til at sove igen, fordi deres ubekymrede sang beroliger mig,” siger forfatteren, som på den måde betragter fugle som fremragende forkyndere, ligesom Søren Kierkegaard gjorde i sin lille bog ”Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen”, som også handler om bøn.
Selv har Leonora Christina Skov tidligere sagt her i avisen, at hun bekæmper sine bekymringer med bøn, men succesen har heller ikke været god for hendes bønsliv, fortæller hun, og i den nye roman ”Hvis vi ikke taler om det”, skriver hun stort set ikke noget om sit eget åndelige liv.
”Mens jeg holdt alle mine foredrag, var mit liv totalt optaget af praktiske gøremål, hvor jeg var min egen maniske sekretær. Jeg vidste nærmest, hvad der skulle ske hvert minut i kalenderen, så jeg havde slet ikke tid til fordybelse. Men grunden til, at jeg alligevel blev ved og ved, var, at jeg fandt et nyt fællesskab med mine læsere, der kunne spejle sig i min historie. Nok handler ’Den, der lever stille’ om mit eget liv og mit eget svære forhold til mine forældre, men hurtigt begyndte folk at fortælle om deres liv, så det ikke længere kun handlede om mig, og det var det, der gav det hele mening, fordi bogen blev brugt af folk til at tale om deres eget forhold til deres forældre eller børn,” siger Leonora Christina Skov.
Den nye selvbiografiske roman ”Hvis vi ikke taler om det”, som allerede længe har toppet Saxos bestsellerliste med lutter forhåndsbestillinger, handler både om hendes stressede turnéliv efter succesen og vejen frem til den med både forældre og forlagsfolk, der ifølge hendes fortælling stod i vejen for hende.
Hendes indbyggede MeToo-historie med en unavngiven forlægger har allerede fået meget opmærksomhed i medierne, men det var faktisk ikke den oplevelse, der bekymrede hende mest gennem årene, men mere angsten for aldrig rigtig at blive forstået af redaktører og læsere, forklarer hun.
”Jeg følte mig uforløst som forfatter. For jeg lagde hele livets mening ind i et forfatterskab, der næsten ingen læsere havde, så jeg følte mig mislykket og desillusioneret, og jeg mødte hele tiden redaktører, som enten syntes, at jeg var for meget eller for lidt. Men hvis succesen har gjort noget godt for mig, er det at genoprette min tillid til, at andre mennesker vil mig det godt. Jeg var enormt plaget af mistillid til andre før i tiden, men det opmuntrede mig helt vildt at møde forlagsfolk, der troede på mig, og ikke mindst læsere, som fik noget ud af mine bøger. Nogle har endda med tårer i øjnene fortalt mig, hvor meget min bog har betydet for dem, og så giver det hele jo pludselig mening.”
Også den nye roman håber hun vil blive opfattet som et magisk sandhedsspejl, som mange vil kunne se sig selv i.
Et sted i den nye bog sammenligner hun endda sig selv med Snehvide, hvad hun jo også kan ligne lidt med sit sorte hår, sin hvide hud og sine knaldrøde læber, som i øjeblikket kan ses på busreklamer flere steder i landet, og til sine foredrag har hun også bemærket, hvordan flere fans er mødt op med samme stil og farverige sko og kjoler som hende. Sådan er hun blevet et forbillede for mange, og samtidig med romanen udkommer både en musikindspilning og notesbogen ”Hvis vi ikke skriver om det”, hvori læserne selv kan skrive deres egne historier ned.
Selv lægger hun ikke fingre imellem, når hun beskriver sit eget forfattereventyr med en kritisk moderfigur, en vag far og mange andre, der har rakt hende det, der lignede gode æbler, men som i hendes øjne i virkeligheden var fyldt med gift. Men sender hun på den måde ikke giften tilbage som en slags hævn i sin nye selvbiografiske roman?:
”Jeg har i forvejen lidt af skyld over at skrive og tale dårligt om mine forældre, men jeg synes ikke, at jeg skal skamme mig over at skrive sandheden om folk, som jeg i øvrigt ikke navngiver, for formålet er ikke at hænge nogen ud, men at tale sandt om livet. Hvis man vil have en helgenkåring, så må man lære at opføre sig ordentligt.”
Du har selv tidligere citeret bibelverset om, at ”sandheden skal gøre jer frie”, men kristendommen har jo også et nådebegreb og et håb om, at selv Gud kan vise os miskundhed. Hvad tænker du om det?
”Der lægger jeg nok mest vægt på, at sandheden gør fri. Man skal ikke skamme sig over at fortælle sandheden. Men mange af mine læsere spørger mig også, om jeg har tilgivet mine forældre, og det vil jeg gerne svare ja til, fordi det virker rigtigst, men jeg synes også, at tilgivelse kræver en undskyldning. Den fik jeg aldrig fra min mor, og min far har heller ikke sagt undskyld, ligesom jeg heller ikke har modtaget nogen undskyldninger fra andre, jeg har skrevet om.”
Har du selv sagt undskyld til nogen af dem, du har skrevet om?
”Det har jeg ikke følt nogen grund til, nej. Men jeg opfatter begge mine selvbiografiske romaner som et slags langt brev til min far om, hvordan jeg har haft det. Også med min følelse af skam og skyld. Men han har ikke reageret på det, som jeg håbede på.”
I bogen beskriver du, hvordan du afviser hans forslag om at komme til dit foredrag og tilbud om at overnatte hos ham i den forbindelse. Kan det ellers ikke opfattes som en kærlighedshåndsrækning fra hans side?
”Det kunne det måske nok, og jeg kan godt se, at det kan virke som en barsk afvisning fra min side, men jeg syntes, at det ville virke akavet, hvis han skulle sidde i salen, mens jeg fortalte om min svære barndom. Og jeg syntes på det tidspunkt også, at det ville virke akavet at sidde og spise chokolade i hans stue i Svendborg, hvis vi ikke talte om det, der var sket. Omvendt er jeg dybt taknemmelig for, at han har ladet mig skrive min fortælling uden at træde frem og modsige den i morgen-tv, som jeg havde frygtet. Han sendte mig faktisk et brev i forbindelse med ’Den, der lever stille’, hvor han skrev, at han var ked af at læse, at jeg oplevede min barndom på den måde, og at han elskede mig. Det er måske det tætteste, jeg har været på at føle mig set og elsket af ham. Han har også læst den nye roman og skrev, at han blev ked af det, han læste, jeg havde været igennem, men held og lykke med salget.”
Det lyder da også som kærlighedserklæring?
”Jo, men som jeg nævner i bogen, har han også været god til at tvivle på mig. Han ringede for eksempel juledag og spurgte, om jeg havde styr på min pensionsopsparing, når læserne forsvandt. Det gjorde mig ked af det. For det første havde jeg styr på den pension, og for det andet har jeg selv ikke tænkt mig at gå på pension, for jeg føler virkelig, at jeg har fundet mit kald i livet ved at skrive. Det er bare, som om han stadig ikke tror på mig og mit forfatterskab. Men så er det heldigt, at jeg selv og mine læsere tror på det i dag.”
Findes der i din verden noget, som er bedst at lade være i stedet for at tale om?
”Nej, det synes jeg ikke. Men det er klart, at der måske er en grænse for, hvor mange gange man skal genbesøge sine traumer. Da jeg holdt mine 150 foredrag, havde jeg det, som om jeg retraumatiserede mig selv hver aften, fordi jeg syntes, at jeg skyldte mine læsere at sætte mig selv på spil. Og jeg tør slet ikke tænke på, om den nye bog også bliver en succes, for det ved jeg ikke, om jeg kan holde til,” siger hun og tier et øjeblik, så man kan høre fuglene synge udenfor.