Asger Jorn arbejdede i mange medier og materialer, også i ler. Hans keramik er i superligaen, fordi han virkelig arbejdede i dybden med materialet. Han formgav, hvilket ikke alle modenister gjorde, skønt de arbejde med – eller blot på – leret.
Springet fra Jorn til nu er imidlertid ikke så let. Museet og ganske særligt museumsinspektør Karen Friis undersøgte med udgangspunkt i Jorn og leret, hvilke samtidskunstnere der arbejder med ler. Det blev udgangspunktet for udstillingen ”LER!” på Museum Jorn.
Det er nu ikke en udstilling i sædvanlig forstand, for det drejer sig om eksperimenter i og performance med ler. Flere af de mere interessante værker er således ikke afsluttede. Det gør det svært at anmelde, fordi objektet er flydende, under udvikling, på vej et sted hen. Anmelderen bliver i ret høj grad afhængig af kontakten med kunstneren, der kan knytte ord til projektet. Spørgsmålet er, om de besøgende i den kommende udstillingsperiode vil kunne det.
Der er altså tale om en interaktion mellem kunstner, værk og besøgende, der kan virke forjættende som koncept på åbningsdagen, men nok er svært at holde flyvende og levende.
Der er meget store forskelle mellem værkerne. Nogle kan uden at fornærme nogen kaldes tomme slag i luften.
Andre går planken ud med kunstnerens voldsomme performance sammen med materialet.
Der er meget ler på gulvene. Der er støvet og fugtigt. Der lugter af jord. Det er den ene ende af skalaen. Den anden er en besynderlig forfinethed, der har svært ved at finde sig til rette med det grove materiale, det håndfaste, naturen og dens meget nærværende aflejringer i rummene.
William Cobbing fra England har lavet et mægtigt still af europamesterskabsfinalen i fodbold 1992. Spillerne er modelleret efter de originale optagelser. De spiller på en bane af halm og ler med nogle ordentlige muldvarpeskud af ler mellem sig. Det er svært at begejstres over det.
Marien Schouten fra Nederlandene arbejder med alienagtige skulpturer i fed grøn glasur mellem råglasvægge, mens Miquel Barceló har bygget en mur af spanske mursten med en hilsen til Picasso og Miró. Sjov, stoflig og tør på en gang.
I museets store sal har den tyske kunstner Anne Wenzel kastet farveballoner på væggene. Hendes skulptur mimer noget andet, nemlig ødelæggelse. En række grove elementer er bevidst modelleret, så de ligner beton med støbespor fra forskallingen. Hun har ødelagt sine store kvindeskulpturer, der sådan mest minder om den franske Marianne.
Men for mig at se er det for bevidst, for artistisk. Hun æstetiserer ødelæggelsen. Man kan mindes Niki de Saint Phalle, der skød på sine egne skulpturer med salonriffel, og som monterede poser med blod på dem, som sprængtes af projektilerne. Se, det var performance, ikke en konstruktion, en iscenesættelse, der kan minde om maleren Hubert Robert, der i 1796 ligefrem malede det store galleri i Louvre som ruin.
Samme lidt for glatte omgang med leret finder jeg hos den engelske Claire Twomey, der lader gæsterne dekorere Kählervaser med tuschpenne. Der vil hver uge blive udvalgt nogle, der så bliver malet med guld og stillet tilbage i udstillingen.
Lawrence Epps har et sjovt greb på sin installation, der er på vej til at blive en video. Publikum skal tage kunstværket bort stykkevis. Når videoen køres baglæns, vil det blive genopført – kontorhuset af brændt ler med de arbejdende massemennesker.
Lillibeth Cuenca Rasmussen, filippinsk født dansker, går til den. Involverer sig fuldt og helt i en proces, der tematisk har et bibelsk udspring i skabelsesdagene. Gud formede jo det første menneske af ler – og han hvilede på syvendedagen.
Hun arbejder med seks typer jord og performede på selve udstillingens seks første dage, hvor hun lå nøgen på et leje i det våde ler. Det er eksperimenterende lige på stedet. Hun kunne før åbningen ikke sige, hvor det ville ende, hvad der ville ske. Hun var nervøs. Usikker – og det kan man sagtens forstå.
Hendes performance er for mig at se i en helt anden liga end de øvrige kunstneres værker, og det redder i høj grad udstillingen, men kan det bære frem til slutningen i juni?
Alt afhænger af, hvor meget Museum Jorn selv bringer ind i udstillingen de næste fire måneder, for faren er ganske simpelt, at den går i stå – størkner i egentlig forstand. Der skal mange tiltag til, mange skolebørn skal røre ved det klamme og kolde ler, der skal performes, ikke dokumenteres performance. Og det kræver lidt ud over det sædvanlige.
Derfor er dette da også en anmeldelse, der kan blive gjort helt til skamme, hvis det plastiske ler tager en anden vej, end man så på åbningsdagen.