Det slår aldrig fejl. Hver gang jeg skal ud på en rejse, står jeg og ser fortabt ind i mit skab, som kiggede jeg ind i et fremmed landskab. Hvad skal jeg tage med, hvad kan jeg få brug for? Jeg er, hvor jeg er, rejsens mål og behov synes uendeligt langt væk. Selvom jeg egentlig synes, min forestillingsevne er stor, er det, som om jeg ikke kan forestille mig præcis, hvordan en anden temperatur vil føles mod huden. Jeg rejser til et varmt land og glemmer de kolde aftener, jeg drager mod et koldt land og glemmer, at man også skal være pænt klædt på om aftenen. Og under alle omstændigheder kan det hele ikke være der.
Måske tager jeg pakningen for alvorligt. Min søn har fundet en meget konkret måde at pakke på. Han tager en taske eller kuffert, og så fylder han i, indtil der ikke kan være mere. Det betyder så, at han undertiden til korte ture medbringer uendelig meget, mens det på længere rejser kan vise sig at vigtige ting ikke kom med.
Mens jeg står der og glaner, tænker jeg altid på Peter Seebergs lille sætning fra den vidunderlige tekst: ”En let kuffert” (”Halvdelen af natten”, 1997), hvor fortælleren i forestillingen om sin rejse, som han endnu ikke ved hvor skal gå hen, ender med at beslutte sig for at nøjes med en plasticpose ud fra devisen: ”Let kuffert giver let rejse”.
Når man rejser, er man væk fra sin trygge base, og også i den henseende er der noget beroligende ved at vide, at man selv så let som ingenting kan løfte sine ejendele op på ryggen og bevæge sig videre, skulle det sted, man kommer til, ikke være så rart, som man havde forestillet sig. Tanken om at stå med flere kufferter, end man kan manøvrere selv, er derimod skræmmende, lidt som en af de drømme, hvor man forsøger at komme væk, men bare ikke kan bevæge benene. Men alligevel, en plasticpose…
Denne sommer besøgte jeg et af den store romantiske digter William Wordsworths huse i England, i Ambleside i hjertet af vandrelandet Lake District. Her i det ydmyge og ret mørke hus, Dove Cottage, boede han fra 1799 til 1808, først alene med sin søster Dorothy, og fra 1802 flyttede hans kone Mary Hutchinson og hendes søster også ind.
Sammen med Dorothy praktiserede Wordsworth med egne ord ”det enkle liv og den høje tænkning”, hvilket helt klart var lettest for manden, som kunne bruge dagene på at vandre rundt i landskabet og tænke uendelige tanker, hvis han ikke sad og skrev, mens søsteren tog sig af alt det praktiske og senere renskrev hans digte. Faktisk var det så praktisk for ham, at hun også fungerede som hans forlængede erindring. Hun skrev dagbog, helt uegennyttigt ud fra den betragtning, at broderen siden kunne omsætte nogle af hendes observationer til poesi. Således blev hans måske mest kendte digt om de gyldne påskeliljer, ”The Daffodils”, formodentlig til ud fra søsterens beskrivelser af den oplevelse, de to havde, da de sammen vandrede i området.
”Jeg vandrede ensom som en sky
Der sejler højt over dale og bakker
Da jeg pludselig så en flok
En mængde gyldne påskeliljer;
Langs søen, mellem træerne
Flagrende og dansende for vinden.”
Men tilbage til det med kufferter og rejser. William Wordsworth rejste også, og på museet kan man se hans kuffert fra en rejse, han foretog senere i livet, i 1820. En lille brun og temmelig slidt kuffert. Han har skrevet sit navn på indersiden og er startet så stateligt og stort ud, at han kom i pladsbekneb og måtte sætte det sidste ”H” oven over de andre bogstaver. Der er vitterligt ikke meget plads i den kuffert, men det behøvede den store ånd heller ikke, for til en måneds rejse var det ifølge ham kun nødvendigt at medbringe: en ekstra dagskjorte, en ekstra natskjorte, et ekstra par sokker, en notesbog, en blyant. Den danske forfatter, Christina Hesselholdt, hvis oversættelse af Wordsworths digt jeg har lånt, har skrevet om en rejse til Lake District i fortællekredsen ”Selskabet” (udkom samlet i 2015). Her fortæller hun om søsteren Dorothys måde at pakke på:
”Når hun skulle på besøg et sted hvor hun skulle blive nogle dage eller måske en rum tid, gjorde hun sig ikke ulejlighed med at pakke. Hun forlod sig på værtindens garderobe. Selv de inderste beklædningsgenstande lånte hun efter sigende, helt uden tanke for, at værtinden måske ville have situndertøj for sig selv.”
Jeg rejser gerne let og har Peter Seeberg i den indre bagage, men jeg tror nok, at jeg tager en rygsæk og også fylder lidt mere i.