Let og ubesværet bog om sorg

Hvis man har lyst til at læse suveræn ny dansk prosa, så skal man købe Caroline Albertine Minors novellesamling ”Velsignelser”, der handler om sorg

Forfatter Caroline Albertine Minor.
Forfatter Caroline Albertine Minor. Foto: Jens Welding Øllgaard.

Caroline Albertine Minor er født i 1988 og uddannet fra Forfatterskolen. ”Velsignelser” er hendes anden bog efter romandebuten ”Pura Vida” i 2013, men der er intet som helst ”svær toer” over de 7 noveller, hun kommer med nu.

Tværtimod skriver hun, så det virker helt let og ubesværet, selvfølgeligt strømmende, og imens man fortaber sig i fortællingerne, folder de sig ud i smukke mønstre, stramt orkestrerede, som de også er.

Det, hun kan, forfatteren, er at skrive om livets tunge tildragelser, død, forsvinden og de efterladtes sorg, de unge mødre, men samtidig få alt det andet med, lethed, ting, der bare sker, tilfælde, man følger, uden at det hele skal løbe sammen i en stor symbolik eller pege tungt tilbage på hovedpersonens problemer med dette eller hint.

Tematisk set er der mange tab, men der er også liv, sex, nærhed mellem mennesker, ung retningsløs energi, og først og fremmest er der en sproglig evne til at bringe det til live.

”Velsignelser” hedder samlingen. I en af novellerne beder en kvinde da også helt konkret en præst om at velsigne hendes søn, hvilket præsten lidt modstræbende går med til:

”’Det kommer ikke til at stå nogen steder,’ sagde hun, da jeg trådte op til døbefonten med Aron på armen, ’det håber jeg, du er indforstået med’.”

Det er kvinden: ”Bare det virker”. ”Virker og virker”, lyder præstens tørre udgangsreplik.

For kvinden virker det. Ligesom andre møder med vildt fremmede mennesker viser sig at virke som velsignelser i flere af de øvrige noveller. Mødet med den fremmede, den udenforstående, der netop ikke er spundet ind i hensyn, kan på en måde virke, som blev der rakt den ensomme og sørgende en hånd fra den ”gamle verden”.

Som en tung kugle ligger samlingens hårdeste fortælling, som måske også er tættest på fortælleren selv, midt i bogen.

”På en bænk i Enghaveparken gav vi bare op.” Sådan åbner ”Sorgens have”, hvor en ung mor fortæller om, hvad der skete, efter hendes store kærlighed, barnets far, kom ud for en ulykke, slog hovedet ”med en sådan kraft, at hans hjerne rikochetterede i kraniet”. Det, der er tilbage, er på en gang helt konkret, og samtidig ufatteligt i sin konsekvens:

”I lang tid efter ulykken kunne M. ikke genkalde sig vores søns fødsel. Fortiden kom til ham i glimt, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at holde fast i, forbinde og udvide hans øer af klarhed. Mit håb var, at der i ham ville opstå en kyststrækning af minder tilsvarende den, der fandtes i mig.”

Det gør der ikke. Hun må leve med skammen over, at kærligheden ikke altid overvinder alt: ”At vågne op er bare savnet, der begynder forfra, hårdere.” Det er på en gang ganske nøgternt og samtidig skrevet med en stor ømhed.

Sorg kan få et menneske til at gå helt i stykker. Sådan føler Gedske det (sidst jeg stødte på det navn, var i Merete Pryds Helles lidt oversete ”Solsiden” fra 2013), efter hendes datter Anso, der var rejst ud for at være nanny i Australien, har hængt sig dernede.

Se, hvor fint Minor skriver om, hvordan det også findes inden i den efterladte mor her, hvor hun går til yoga. Hun ligger ”indtil hun var Gedske, ligesom hun var Gedske, dengang hun som syttenårig lå på et håndklæde på en ø i Grækenland og siede det varme sand mellem fingrene, dengang hendes lykke var hel og inden i hende selv. Ikke som nu, udstykket og så fuldkommen udsat.”

I den første novelle om Ansos død får mor, Gedske, pludselig en pakke med kærlighedsbreve sendt fra Australien. Det viser sig, at Anso havde et forhold til en gift mand. Disse breve, skrevet af den unge forelskede kvinde, kan mor ikke læse, det er, som om det på en gang er for tæt på, og så er der vreden på datteren, skammen over hende, som hun ikke engang kan formulere, men som også trækker hendes egen skam frem.

Hun giver brevene videre til veninden, som giver dem videre til sin datter. Om hende, Ansos fjerne barndomsveninde, og den måde, den dødes aftryk sidder i hende som et spørgsmål og en desperation på, handler en anden novelle. Mens Anso selv får ordet i den allersidste novelle, med en vidunderlig udgang, der befriende peger på det store overskud, der ligger i ikke at lade andre overtage fortællingen.