Jørgen Leth er et ikon. Som sportskommentator, rytmisk oplæser, filmskaber og digter. Hans stemme lyder snart ud af højttalerne i den aarhusianske letbane, og når man sidder med hans genrespringende udgivelse ”Men jeg er her jo” i hænderne, er det da også svært ikke at høre hans dybe stemme læse teksterne op.
På den måde glider Jørgen Leths fysiske tilstedeværelse over i det trykte medie, og det tørt konstaterende dagligdagssprog bærer naturligvis hans kendetegn. Det er enkelt, æstetiserende, rapporterende og blottet for fortolkning. Og samtidig er det – i særdeleshed i bogens første kapitel – vævende og ugideligt.
Her iagttager Jørgen Leth eksempelvis en mands ufrugtbare forsøg på at nedlægge damer:
”Han henvender sig med blik og overdreven gestik til den skønne. Embarrassing. Indtil han får revet sig løs af denne commedia dell’arte-scene og går tilbage til sin sofa og sin samtale.”
Den let-arrogante tone kan jo ikke komme bag på nogen, men i mine øjne er det påfaldende snarere, hvor forudsigeligt og dødt sproget forekommer. Her er hverken eksperiment eller sanselighed, snarere synes en akademisk zombietilstand efterhånden at brede sig hen over siderne.
”Men jeg er her jo” er inddelt i tre kapitler, og efter første og til dels andet kapitel indser læseren, hvor den bedøvede tilstand stammer fra. Nemlig fra Jørgen Leth selv.
I en depressiv periode har han været uden forbindelse til den ellers så dominerende krop og har blot kunnet iagttage både kroppen og omgivelserne. Det har affødt den lade fortællerposition; ofte liggende og i gang med at overveje en handling eller en bevægelse.
Især i tredje kapitel begynder en række tilbageblik på de kvinder, Jørgen Leth har haft, at danne en form for forbindelse, og kapitlet er langt det mest dynamiske. Her og der forsøger Jørgen Leth sig også med at skrive et fiktionsforløb frem – dog uden held.
Der synes ikke at gemme sig de store narrativer inden i det vældige legeme, men det er måske heller ikke der, ikonet gør sig bedst. Dertil er den journalistiske baggrund formentlig for dominerende.
Centralt for kapitlernes forskelligartede tekststykker er langt hen ad vejen temaerne. ”Men jeg er her jo” handler om kroppens forfald, om det stillestående liv, om erindringer, begær og kærlighed. Og så handler den om at ville eller skulle skrive uden egentlig at have noget at skrive om.
Den banale frustration forplanter sig effektivt i læseren, for hvis der er noget, der ikke er interessant at læse, så er det en fortæller, der ikke har noget på hjerte. Om det så er en kunstnerisk pointe eller ej. Omkring side 50 skriver Jørgen Leth eksempelvis:
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal. Hvad jeg kan. Hvad jeg vil. Jeg forfalder i dovenskab, ugidelighed. Først og fremmest er det svært for mig at lave en struktur. Jeg keder mig. Det er et problem (…) Det er træls at blive ved med at skrive om ingenting.”
Det er også træls at læse, Jørgen.