Lette bøger med tungt indhold hitter

Der er efterspørgsel på let læste videnskabsbøger. Vi vil gerne have viden, men lever i en urolig kultur, hvor alting skal gå hurtigt, siger filosof

Filosoffen Anders Fogh Jensen kalder det forudsigeligt, at forlagene satser på at gøre bøger med videnskabeligt indhold korte og letlæste.
Filosoffen Anders Fogh Jensen kalder det forudsigeligt, at forlagene satser på at gøre bøger med videnskabeligt indhold korte og letlæste. Foto: Finn Frandsen.

Begrebet kærlighed. Menneskevandringer siden oldtiden. Velfærdsstaten og Luther. Det er altsammen eksempler på store temaer, som er blevet belyst i små, lettilgængelige bøger, der for fleres vedkommende kan læses på en aften og erhverves for en billig penge.

I den forgangne uge kom to nye bogserier af denne type på markedet: Gyldendals ”Til Tiden”-serie, der behandler aktuelle debatemner som for eksempel flygtninge og børneopdragelse, og en serie om kongerækken fra Lindhardt og Ringhof, der er blevet til på baggrund af en podcast-serie. Senere på året kommer Aarhus Universitetsforlag med serien ”100 Danmarkshistorier”, der rummer 100 bøger på hver 100 sider om 100 væsentlige begivenheder i Danmarks historie.

Det var også Aarhus Universitetsforlag, der begyndte bølgen af letlæste bøger med indhold baseret på videnskab og forskning. Deres serie ”Tænkepauser” kunne de første måneder købes for en flad 20’er i Netto, men rykkede ret hurtigt i stedet for ind på boghandlernes hylder. De små bøger på præcis 60 sider er siden 2013 udkommet med et nyt emne 10 gange om året og er indtil videre trykt i 800.000 eksemplarer. Enkelte er oversat til kinesisk og engelsk, og forlaget forbereder i øjeblikket et større internationalt fremstød.

”Vi lavede serien, fordi vi havde en viden, vi gerne ville formidle. Vi havde slet ikke forventet, at bøgerne ville nå så bredt ud,” siger direktør på Aarhus Universitetsforlag Carsten Fenger-Grøndahl og fortsætter:

”Fra vores side ligger arbejdet i at gøre det tunge let, og med det har vi åbenbart ramt en stor læsergruppe. Jeg tror, det handler om, at bogen stadig har høj status, og selvom vi har travlt og er under pres, kan vi godt lide at have identitet som nogle, der læser bøger. Med tænkepauserne kan man på en overskuelig måde få en følelse af at have fordybet sig og være blevet klogere.”

Fra forlaget Eksistensen siger redaktør Henrik Brandt-Pedersen om deres 2017-serie ”Reformationen og...”, at den helt bevidst er skrevet, så bøgerne er lette at gå til. Seriens 12 bøger sætter forskellige nutidige emner i forbindelse med Reformationen.

”Indholdet er akademisk, men bøgerne er skrevet lige ud ad landevejen, så de henvender sig til alle uanset uddannelsesniveau. Vi oplever, at der er en stor interesse for området, men at læserne bliver skræmt på forhånd, hvis de skal igennem 300 sider med tilhørende noter.”

Filosoffen Anders Fogh Jensen kalder det forudsigeligt, at forlagene satser på at gøre bøger med videnskabeligt indhold korte og letlæste.

”Vi lever i en urolig kultur, hvor alting er speedet op. De færreste af os har tålmodighed til at sidde med 200-300 sider. Vi vil gerne have det hele serveret lidt hurtigt og uden modstand. Den samme tendens gør sig gældende inden for teaterverdenen, hvor det efterhånden er sjældent, at forestillingerne er i flere akter. Vi er kommet væk fra det, filosoffen Hegel kaldte begrebets anstrengelse. Vi vil helst læse tekst, der er skrevet i dagligdags sprog, som vi umiddelbart kan forstå,” siger han.

Han mener desuden, at de letlæste bøgers succes skyldes, at mange har et reelt ønske om at opsøge litteratur, der efterlader dem med flere tanker i hovedet end en kriminalroman.8