Romance. Ikke dansk, ro-mang-se, men engelsk, row-maance.
Man kan lige så godt få udtalen på plads fra begyndelsen, for ordet her vil blive ét, man hører mere og mere i bogverdenen i de kommende år.
Romance er en boggenre, der stormer frem på verdensmarkedet. Den amerikanske bestsellerliste Publishers Weekly har i store dele af 2022 været toppet af romanceforfatteren Colleen Hoovers bøger, og det er altså bestsellerlisten for alle typer af bøger købt i USA. Her i begyndelsen af 2023 har hun måttet overlade førstepladsen på listen til britiske prins Harry og hans selvbiografi, men anden- og tredjepladsen holder hun stadig fast i med titlerne "Det begynder med os" og "Det slutter med os" (de er selvfølgelig også oversat til dansk).
Ud over en lang række af populære amerikanske, britiske og irske romanceforfattere er der også flere danske forfattere, der skriver romance. Én af de mest kendte herhjemme er aarhusianske Ulrika Bjerregaard, der skriver under pseudonymet L. Sherman. Hun er ikke ligefrem en, der er kendt i de store dagblades spalter, men hun har altså udgivet mere end 40 romaner og noveller, og hendes bøger er solgt til udgivelse på seks forskellige sprog.
Bøgerne har titler som: "Kardemomme og kornblomster" og "Fortabt i Aarhus" og til marts udkommer endnu en titel, "Vild i varmen", på forlaget Flamingo. Flamingo er et såkaldt "imprint", et slags underforlag hos Gyldendal.
Flamingo, der blev oprettet i 2015 og er særligt dedikeret til romance, fik fra starten mottoet "bøger, der forfører" med sig. Men kan romance-bøgerne andet og mere end at forføre deres mange kvindelige læsere?
En slags krimier om kærlighed
Sarah von Essen, forlagsredaktør på Flamingo hos Gyldendal er én af dem, der kender romancegenren bedst herhjemme.
"Det er jo ikke, fordi romance er nyt," siger hun.
Den 48-årige forlagsredaktør er selv vokset op med det, hun kalder "et romantisk univers" i blandt andet amerikanske tv-serier som "Tornfuglene", "Mistrals datter", "Dollars" og "Dallas".
For 10 år siden begyndte hun så at oversætte Harlequin-romaner, det hun selv kalder for "rigtig kiosklitteratur". De har også fået tilnavnet "lægeromaner".
Men da Sarah von Essen gik i gang med at oversætte, lagde hun mærke til noget, der gav hende lyst til at dykke endnu længere ned i genren.
"Jeg kunne jo se, at der var så mange punkter, hvor den slet, slet ikke levede op til mine fordomme."
Man kan på mange måder godt sammenligne bøgerne med krimier, mener Sarah von Essen.
"Folk læser også krimier med en klar forventning om, hvad de skal kunne. Det er noget af det, der har været med til at gøre genren populær, at den har nogle helt klare regler, og at det at lave et godt plot også er et håndværk, som nogle forfattere så bare virkelig mestrer. Der findes både gode og dårlige krimier, og det er det samme med romance," siger hun.
Vi er, uundgåeligt, i en verden af følelser, kærlighed og sex, men ikke altid doseret ligeligt. I romance er kærlighedsdramaet det plotdrivende, og det skal ende godt.
"Det kan slet ikke gradbøjes, det der med at det skal ende godt," understreger Sarah von Essen.
"Også her ser vi en parallel til krimien. Der er en meget tydelig kontrakt med læseren om, at når vi lukker bogen, så er verden faldet på plads. Men man skal jo også have lyst til at nå derhen, og det giver nogle benspænd i forhold til at skrive, så spændingen holdes."
Spørgsmålet hænger og dirrer i luften: Håndværk. Kan man overhovedet kalde det rigtig litteratur så?
"Ligesom med al anden litteratur er der jo god og dårlig romance. Men romance er tynget af flere fordomme end anden litteratur. Igen kan vi sammenligne med krimier; her er der faktisk med tiden opstået en respekt omkring genren. I dag ved vi godt, at nogle krimier er bedre end andre. At den gode krimi har et samfundskritisk element også, at den afspejler samfundet. Det er det samme med romance," siger Sarah von Essen.
Intet vildere end forelskelse
Forfatter Julie Clausen er født i Nordjylland, nu bosiddende i Midtjylland med mand og barn. Hun har skrevet en række ungdomsbøger, før hun for to år siden sendte manuskriptet til "Hjerterdame" ind til det aarhusianske forlag Turbine.
"Hjerterdame" handler om den unge gymnasielærerinde, Emma, der forelsker sig i én af sine 3.g-elever og kastes ud i en etisk og eksistentiel rutsjebanetur.
Forlaget kunne lide, hvad de læste, og ville gerne have mere i samme stil. "Hjerterdame" blev til en trilogi, og den blev samtidig Julie Clausens vej fra ungdomsbøgerne og ind i "voksenlitteraturen". Hun anede til at begynde med ikke engang, at det var romance, hun skrev.
"Jeg tænkte egentlig bare, jeg skrev om kærlighed. Det har jeg altid syntes, var spændende at skrive om," siger hun.
Den 7. februar udkommer endnu en romance fra hendes hånd, "Hvordan man bygger en enhjørningefarm", der handler om den 30-årige Emily fra Aarhus, der har job og lejlighed og "kun mangler manden for at få fuld voksenpladebingo", som bagsideteksten lyder.
Julie Clausen fortæller, at det er gået "rigtig godt" salgsmæssigt for hende, og at den kommende bog har været solgt ind til boghandlerne længe før udgivelsen. Men det er ikke salgstallene, der gør, at hun skriver romance:
"Jo mere, jeg lærer genren at kende, jo mere synes jeg, det er en legeplads: en mulighed for at komme alle følelser igennem, at gå på eventyr i følelsesregistret. Det at læse romance er tit som at få lov at blive forelsket igen selv, og der er jo ikke noget vildere end forelskelse. Det er også noget af det, der kan trigge vores udvikling som mennesker allermest."
Julie Clausen holder også af genren, fordi hun oplever, at humor spiller en vigtig rolle.
"Jeg tager tit mig selv i at tage personlige oplevelser og bearbejde dem i de her bøger. Og humor er jo enormt forløsende, hvis man skal bearbejde traumer. Men jeg oplever også meget, at der bliver set ned på romancegenren, netop af den grund. Fordi det er let og legende og ikke dvæler ved alt det tunge."
Hun tror, romance er så populært, fordi det kan være en god modvægt i en tid med klimakrise, krig og "hvor det hele nærmest er depression," som hun siger.
"Så er det godt at læse noget, der giver lidt håb for tilværelsen."
Inde i varmen
Det er en genre, der længe har været set som underlødig, men måske er den på vej til at blive anerkendt. Den amerikanske avis The New York Times har hyret romanceforfatteren Olivia Waite til at anmelde bøger i genren.
"Nye romance-bøger at hygge sig med," lyder en rubrik i avisen, hvorunder Waite guider kyndigt gennem skidt og kanel fra den seneste tids udgivelser.
Flere og flere litteraturfestivaler og bogmesser inviterer også romanceforfatterne ind i varmen. Her i Danmark sker det blandt andet, når den populære skotske forfatter Jenny Colgan besøger litteraturfestivalen Ordkraft i Aalborg den 13. til 17. april.
Noget af det, der har løftet genren frem, er ikke i så høj grad etablerede medier og litteraturmagasiner, som det er sociale medier og bogbloggere. Især Booktok, det sociale medie TikToks bog-fællesskab, har vist sig at være romance-genrens ven. Har den lokale boghandler en BookTok-stand, vil der således, næsten stensikkert, være romance at finde lige for tiden.
Noget af det, der har overrasket forlagsredaktør Sarah von Essen, er, hvor mangeartede forestillinger om kærlighed og sex genren, i dens moderne form, rummer.
På nogle punkter er der ikke så meget nyt under solen:
"Det er jo stadig lidt fjollet at læse om en kvinde, der får orgasme første gang, hun er sammen med en mand," siger hun.
Men sådan en fyr som "the bodice ripper", betegnelsen for manden, der flår skønjomfruens kjoleliv op for så at tage hende uden at spørge om lov, møder man ikke i moderne romance.
"Det er en genre, der tidligt har taget et opgør med de vante forestillinger om bly violer og dominerende mænd. De er der stadig i nogle af bøgerne, men der er også utrolig meget andet. Nu ser vi alle mulige andre former for kærlighed end den rent heteronormative, hvilket er noget, der er med til at udbrede bøgerne blandt de helt unge," siger Sarah von Essen.
Åbne forhold og røde knopper
Forfatter og filmkritiker ved Alt for Damerne Stephanie Caruana kastede sig sidste år ud i romance-genren efter tidligere at have skrevet krimi og erotiske thrillere.
I bogen "Love, Camilla", der er udkommet som lydbog sidste sommer og i november også som fysisk bog på forlaget Superlux, møder vi en kvinde, der er kørt seksuelt fast i sit ægteskab. Da hun bliver ramt af alvorlig sygdom, sker der dog en forvandling med hende, som ender med også at forvandle forholdet til hendes mand. Uden at spoile for meget, kan man sige, at forholdet mellem de to består, men på en ny måde, hvor de ikke længere er eksklusive for hinanden.
For Stephanie Caruana har det været vigtigt at skrive romance om andre måder at leve på end den almindelige, monogame tosomhed – for sådan har hun det selv bedst.
"Den der drøm om, at én anden skulle kunne opfylde alle ens romantiske og lidenskabelige behov. Det ender det ikke med. Og det er måske lidt nyt, i hvert fald herhjemme," siger hun.
På den måde er det en anden form for lykkelig slutning, Stephanie Caruana opererer med.
"Jeg har det selv sådan, at man ikke skal lægge ansvaret for at opfylde alle éns behov her i livet over i et andet menneske. Det har man også selv et ansvar for. Den holdning kommer til at præge den måde, jeg skriver om kærlighed på. Det slutter nok ikke med, at de får hinanden for evigt. Der skal noget mere til for mig – men jeg respekterer også, at sådan er der mange, der ikke har det."
Stephanie Caruana læser, når hun ellers har tid, gerne selv romance. Men som kritiker får hun også "røde knopper" af klicheer, og dem er der desværre en del af i genren, har hun bemærket.
"Det er ikke sådan, at jeg har et mål om at forbedre genren, men jeg har nok en idé om, at jeg gerne vil skrive den bedst mulige historie. For man skal ikke tage fejl, det er en kræsen læserskare."
"Husmorporno" er sådan et ord, der ofte bruges nedsættende om romancegenren. Stephanie Caruana sukker lidt, da ordet kommer op.
"At smide det label på noget, der egentlig handler om kvinders lyst til at læse, er jo åndssvagt."
For Sarah von Essen siger ordet noget om blikket på en hel gruppe af læsere, nemlig kvinderne.
"Det er en dobbelt nedvurdering, hvor man både formår at nedgøre litteraturen og husmødrene for det, de er. Det er feminint, fimset, fjollet, ikke noget værd. Og det har medført en læseskam for mange af de kvinder, der læste romance og fik noget ud af det. Men den yngre generation, dem der læser nu, har en helt anden skamløshed med sig. De er ikke tynget af de samme forestillinger, som jeg selv er vokset op med," siger hun.
Julie Clausen har som sådan ikke nogen feministisk dagsorden. Eller jo; for hende handler det om at skrive godt og fermt til et – oplever hun – meget kvalitetsbevidst publikum.
"Hvis man kan få genren anerkendt, så er det også en feministisk dagsorden. Det her er bøger, som er meget læst af kvinder. Men kvinder er jo i det hele taget dem, der læser mest, så det er jo egentlig underligt, hvorfor vi lige ser så meget ned på dén genre, som så mange kvinder holder af."