Fortræffelig kulturkritisk debatbog tager unge alvorligt

Med Søren Kierkegaard som inspiration har Christian Hjortkjær skrevet en fortræffelig og anderledes kulturkritisk debatbog. ”Utilstrækkelig” tager ungdommen alvorligt og stopper ikke ved analysen. Tidens herskende moral er forkert, mener han, for den gør os alle syge

Christian Hjortkjær er lærer på Silkeborg Højskole og skriver i bogen: "Min påstand er ikke, at det hverken er sværere eller lettere at være ung i dag, men det er anderledes svært (...) og det er det, fordi den grundfølelse, vi bakser med i dag, simpelthen er en anden. Der er ikke skyldfølelsen, men utilstrækkelighedsfølelsen. Du kan eventuelt spørge dig selv: 'Kender du det, at du føler dig forkert, selvom du altid forsøger at gøre alting rigtigt?' Jeg kan afsløre, at det er der rigtig mange unge, der kender. Med andre ord: Du er (desværre) ikke alene."
Christian Hjortkjær er lærer på Silkeborg Højskole og skriver i bogen: "Min påstand er ikke, at det hverken er sværere eller lettere at være ung i dag, men det er anderledes svært (...) og det er det, fordi den grundfølelse, vi bakser med i dag, simpelthen er en anden. Der er ikke skyldfølelsen, men utilstrækkelighedsfølelsen. Du kan eventuelt spørge dig selv: 'Kender du det, at du føler dig forkert, selvom du altid forsøger at gøre alting rigtigt?' Jeg kan afsløre, at det er der rigtig mange unge, der kender. Med andre ord: Du er (desværre) ikke alene." Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

”Stay wild”. ”No apologies”. ”Break the rules”. ”Just do it”.

Tidens reklameslogans er ikke i tvivl om, hvordan vi skal leve. Vi skal bare gøre det, bryde reglerne, ikke se os tilbage og holde vildskaben i kog. Oversat til begreber er 2020’erne hedonisme og individualisme på fuldt tryk. Og det bedste er næsten: Du har fortjent det. ”Because you’re worth it”.

Eksemplerne er hentet fra højskolelærer Christian Hjortkjærs nye bog ”Utilstrækkelig”. Umiddelbart lyder det jo forjættende, at man skal holde vildskaben i kog, at man skal bryde reglerne, og at man ”bare skal gøre det”. Problemet er ifølge Hjortkjær imidlertid, at formaningerne er så ensidige. Tidens unge og alle vi andre opfordres ikke til eksempelvis at trække os tilbage og tjene noget andet end egne lyster. Nej, vi ”skal” vælge vildskaben, og vi ”skal” vælge grænseløsheden. Kun sådan er vi mest os selv. ”Be fierce. Be you”, som endnu et slogan lyder. Der er bare det ved det: Dette påbud, dette evindelige ”skal”, denne nye moral gør de unge pskykisk syge, som undertitlen på bogen lyder.

Hjortkjær møder de mange psykisk syge som lærer på Silkeborg Højskole og er bekymret på både deres og forældrenes vegne. Vi er nemlig gået, mener forfatteren, fra et forbudssamfund til et påbudssamfund, og det omfatter alle. Før i tiden var der også en masse regler og moralske normer, men forbuddene kom udefra. Den strenge far eller den konservative kirke sagde: ”Du må ikke”.

Det betød ikke, at man eksempelvis ikke havde sex før ægteskabet. Men alle vidste, at der var en grænse, og at den var sat udefra. I dag kommer reglerne indefra. De unge får at vide, at de skal lære selv at sige fra, kende deres egne grænser og gøre, hvad der er rigtigt for dem. Ingen fortæller dem, hvad de ikke må.

Det er op til dem selv. Når denne internaliserede moraldannelse mødes med det øvrige samfunds påbud om, at man skal være vild og grænseoverskridende for at være mest sig selv, opstår der eksistentielle problemer, som faktisk ikke er set før i historien.

Hjortkjær skriver: ”Min påstand er ikke, at det er hverken sværere eller lettere at være ung i dag, men at det er anderledes svært (...) Det kan være svært for den ældre generation at forstå, hvorfor det er svært at være ung i dag. Og det er det, fordi den grundfølelse, vi bakser med i dag, simpelthen er en anden. Det er ikke skyldfølelsen, men utiltrækkelighedsfølelsen. Det er derfor, det er anderledes svært. Du kan eventuelt spørge dig selv: ’Kender du det, at du føler dig forkert, selvom du altid forsøger at gøre alting rigtigt?’ Jeg kan afsløre, at det er der rigtig mange unge, der kender. Med andre ord: Du er (desværre) ikke alene”.

Citatet siger også noget om henvendelsesformen i bogen. ”Utilstrækkelig” er ikke skrevet til en bred offentlighed, men til den enkelte unge. Alle andre kan selvsagt læse med, men Hjortkjærs modtager er ”hin enkelte,” som Søren Kierkegaard ville sige. Den danske filosof dukker op både på og mellem linjerne mange steder, og det ville også være underligt andet. Dels føles hans analyser af eksistensen fortsat dugfriske her næsten 200 år efter, de blev fremsat første gang, dels har Hjortkjær tidligere skrevet afhandling om ham.

Det er til sidst i bogen, at Kierkegaard mest prægnant dukker op som kritiker af nutidens påbudssamfund. I kristendommen behøver man hverken være vild eller grænseoverskridende for at være sig selv, ja, det er faktisk nok at være menneske, for ingen kan opfylde alle omgivelsernes overmenneskelige krav. Og så siger Kierkegaard: ”Saa bliver Alvoren den at leve hver Dag, som var det den sidste og tillige den første i et langt Liv.”

Den første del af sætningen kender alle, det er ren carpe diem-filosofi og findes i tyndere aftapninger i alverdens popsange. Det er påbudssamfundets moral om, at vi kun har én dag tilbage at leve i, og derfor er vi lykkeligt fri for ansvar over for andre.

”Men hvad nu”, skriver Hjortkjær, ”hvis vi skal leve hver dag, som var den tillige den første i et langt liv? Så bliver det pludselig dødelig alvor. Giver det så mening at gøre som tidligere generationer og fyre opsparingen af sammen med de sidste fossile brændstoffer? Hvilken handling er både meningsfuld som den sidste og som den første? Hvilket ord er ikke blot sandt som det sidste, men tillige en sandhed, jeg tør stå ved og tør leve resten af mit liv ud fra? Det er et spørgsmål som kun du, min kære læser, kan besvare”.

Opfordringen er hermed helhjertet givet videre. ”Utilstrækkelig” er en fortræffelig og anderledes kulturkritisk debatbog. Den tager de unge og alle andre læsere velgørende alvorligt, og så stiller den sig ikke tilfreds med at analysere og diagnosticere, men tør sige, at tidens moral er forkert. Vi bliver simpelthen syge af den. Er det sådan, vi vil leve vores liv?