En sød anekdote fortæller om lægen, der efter en undersøgelse beklagende sagde til den gamle dame: ”Jeg kan desværre ikke gøre Dem yngre,” og fik svaret: ”Jeg vil jo også bare gerne blive ældre.”
Det er måske ikke så nemt endda. I december kom det frem, at danskerne har den laveste gennemsnitlige levealder i Vesteuropa. Det var vist ikke, hvad vi troede, og straks begyndte da også jagten på årsager. De fleste eksperter pegede på rygning, og det skal nok passe. Alkohol kan også være en faktor, og det samme kan naturligvis pesticider, industrielt forfals-kede fødevarer, fedme, hvad ved jeg.
De fleste af disse faktorer gør sig imidlertid gældende alle vegne og kan ikke forklare den specielle danske situation. Måske skulle man også se på, om sygdomme opdages for sent her i landet, så at behandling for ofte først begynder, når der ikke er så meget at stille op?
Inden for de seneste år har jeg i min nærmere og fjernere omgangskreds oplevet flere eksempler på meget sene diagnoser af alvorlige sygdomme. Enten havde lægen negligeret symptomerne, eller også havde det varet alt for længe at komme videre i systemet til mere grundige undersøgelser. En læge havde anbefalet patienten at slappe af og tage et glas rødvin, for det var nok ”bare” stress. En anden havde ikke syntes, at der var behov for en scanning, en tredje mente, at det nok skulle gå over af sig selv. Og selv den patient, som fik lovning på en scanning, skulle vente et par måneder på den, mens sygdommen groede videre.
Vi får aldig at vide, om en hurtigere diagnose og dermed forhåbentlig behandling ville have gjort nogen forskel i de tilfælde, jeg er vidne til. Men frem for alt skal man ikke fare til at generalisere nogle muligvis enkeltstående tilfælde, og jeg har ikke selv gjort dårlige erfaringer med læger, tværtimod. Så jeg henvendte mig til et par personer, som har arbejdet eller stadig arbejder i sundhedsvæsenet, og hvis position er en sådan, at de kan udtale sig med vægt om de almene forhold.
En skrev, at hvad angik selve behandlingen af de fleste sygdomme, kunne Danmark godt være sit niveau bekendt. Men det var ganske rigtigt, at udredningen ofte tog alt for lang tid, at der var for langt mellem de praktiserende læger og speciallæger eller hos-pitaler, og at behandlingen derfor kom senere i gang, end den burde. En anden svarede, at der faktisk er opstillet, om ikke regler så, henstillinger om, hvor hurtigt en udredning skal foretages, men at disse efter den pågældendes erfaring meget ofte ikke overholdes eller følges:
”Det hjælper ikke at have en behandlingsgaranti på en måned, hvis udredningen tager for lang tid.” (Og nu læste jeg så, at heller ikke behandlingsgarantien fungerer overalt). Men de regler og henstillinger, der findes, gælder frem for alt sygehuse, og hvordan ser det ud, inden man kommer til dem?
Ved de praktiserende læger simpelthen for lidt, så de enten ikke opdager symptomer eller fejlfortolker dem? Er selv almen praksis så specaliseret, at overblikket forsvinder? Er der for mange patienter, der kommer rendende for ingenting, så lægerne ender med at blive uopmærksomme over for dem, der faktisk fejler noget? Kommer der mere eller mindre direkte besked ovenfra om ikke at sende for mange videre til specialundersøgelse eller sygehus, fordi det er for dyrt? Og hvis man kommer videre: Har den vildtvoksende mistillidskultur med dens regler om kontraktopfyldelse, rapportering med videre kvalt mulighederne for at beskæftige sig tilstrækkeligt med sagen selv? Har kontrollen med kvantiteten taget magten fra kvaliteten? Det ville jo ikke være det eneste område, hvor noget sådant kan iagttages.
Jeg ved det ikke. Hvis jeg vidste det, ville jeg ikke skrive en så vidt muligt eftertænksom klumme, men en vred kronik.
Nu nøjes jeg med at opfordre til mere energisk beskæftigelse med noget, der ikke ser ud til at være, som det burde.
Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.