Der er romaner, der er så klare, så rigtige i deres plan, i deres metode og i deres gennemførelse – at de bliver ulæselige. Sådan en er Christian Skovs ”Høstnætter” fra 1994, der nu genudgives.
Den er en lang beskrivelse af hovedpersonen Jes’ bevidsthed nogle høstdage og høstnætter, dengang man høstede med le og bandt neg af det sammenrevne korn. Jes er ansat på en gård og har sit kammer i stalden ved køerne. Her ligger han, når han har tid til hvile, og kører ting, han har oplevet, tænkt eller drømt, frem og tilbage i bevidstheden, så han til sidst ikke ved, hvad der er virkelighed eller drøm oppe i hovedet. Tydeligst er en historie med en pige, som vistnok har set på ham, og som han vistnok har gået ved siden af på marken på vej til et markskel, og som han derfor skal til høstgilde med, når høsten er i hus.
Alt dette er beskrevet gennem Jes’ synsvinkel. Detaljeret som det foregår i bevidstheden, nu efter nu, uden særligt overblik, uden særlig filtrering: ”Hvad der er i Jes som virkelig hændt, meget af det har måske aldrig fundet sted. Men det er i ham, som det har, som hørende hjemme i virkelighedens verden, ikke i en drøm. I vågen tilstand er han her i kamret og har det sådan i sig.”
Af dette korte citat med formlen ”at have det i sig” kan man fornemme, hvordan sproget presses til at udsige hver lille tilstand i Jes’ kværnende og tvivlende bevidsthed. Målet er, at skriften skal være sand om nuet i bevidstheden, ikke komme fra fortid eller fremtid og lægge mønstre ned over nuet, så det bliver forståeligt eller formålstjenligt. Sådan skrives der prosa, når man oplever normal fiktion som falsk, fordi den vælger ud efter andre formål, for eksempel en histories forløb. Og på denne måde er Christian Skovs roman interessant i det, man kunne kalde den fænomenologiske katalogregistrering af en løbende bevidsthed – men altså også uhyre trættende og gentagende sig selv!
Tingene udenfor gentager sig jo også dag efter dag, høstnat efter høstnat eller malkning efter malkning, så alt i alt befinder man sig i et sprog, der drejer sig om sig selv for at presse sin sandhed frem.
Om ikke andet lærer man at sætte pris på almindelig fiktions udvælgelse af begivenheder og forløb og forsyne dem med overordnet betydning. Det er ganske vist en illusion med denne fiktionens betydning, lærer man hos Christian Skov (1922-2016), for det besættende ved hans bevidstheds-kværnen er jo, at han har ret! At sådan foregår det i en bondedrengs, og overført i ens eget, hoved, hvis man vælger at kun at følge nuets sande uoverskuelighed.
I efterskriften kaldes dette for ”agrarmodernisme”. Man kunne lige så godt kalde det radikal eksistentialisme på jagt efter øjeblikkets vibration eller det at være levende i øjeblikket. Her i romanen er det bevidsthedens øjeblikke, der opregnes for sandhedens skyld, så læseren sløves ind i stigende fravær, skønt nærvær kræves i sætninger, der slynger sig ud og ind mellem hinanden næsten uoverskueligt. Men sådan har romanen sat sig for at være, den gennemfører det og tror sig derfor mere sand end den falske fiktion.
Meget har ændret sig i vores litteraturopfattelse siden 1994, hvor denne roman fik Kritikerprisen. Men måske lurer begyndelsen til autofiktionen i denne bog, og måske derfor fik den prisen