Prøv avisen

Liberalismen er et spøgelse, der færdes alle vegne

Frederik Stjernfelt (tv.) takker sammen Lasse Horne Kjældgaard med dette nummer af som redaktør af Kritik. Stjernfelt har været den drivende kraft i, at tidsskriftet gennem de seneste 20 år har bevaret og måske endog styrket sin position i den offentlige debat. I år tager digteren Ursula Andkjær Olsen (th.) og litteraturforskeren Elisabeth Friis over som nyt redaktørpar for tidsskriftet Kritik. – Foto: .

Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard takker af som redaktører for tidsskriftet KRITIK med et stort og ypperligt temanummer om liberalisme

Lige efter krigen sagde man, at ideologierne havde spillet fallit. Og det var en god ting, for ideologier bragte intet godt med sig. I dag kan det virke, som om ideologierne stadig befinder sig i en tilstand af bankerot, men det giver i højere grad anledning til forvirring og frustration. Ideologierne burde være der. Især efterspørger man sin egen ideologi. Modstandernes synes kun alt for nærværende. Venstrefløjen klager over, at den røde regering fører blå politik, også kaldet neoliberalisme, mens liberalisterne i Cepos omvendt mener, at der blev ført alt for lidt liberal politik i de 10 år, VK-regeringen var ved magten.

LÆS OGSÅ: Fra Brandes kulturradikalisme til Vestagers liberalisme

Ideologidebatten er kompliceret. Det er derfor godt, at Gyldendals kultur, Kritik, lever op til sit ansvar og smider et kæmpestort temanummer om Liberalisme og kultur på bordet. For blandt de klassiske ideologier socialisme, konservatisme, liberalisme er det i dagens debat især den sidste, der er omstridt og formodes at have momentum. Som Rune Lykkeberg for nylig skrev i Information, formentlig inspireret af Kritik, som han dog ikke nævnte, er nyliberalismen alle vegne, men mest som praksis, som en slags nødvendighedens lov: Der er ingen, der positivt erklærer sig for at være neoliberalister. Jo mere allestedsværende den er, jo mindre hører vi til den. Den er blevet som selve den luft, vi indånder.

I en fremragende spidsartikel i Kritik redegør den unge historiker Niklas Olsen for neo-liberalismens historie. Liberalismen var reelt kaput fra 1870erne til 1930erne, den var marginaliseret som ideologi, forbundet med alle de negative effekter af laissez-faire-politik. En tværnational kreds af økonomer, intellektuelle og forretningsmænd dannede i 1947 The Mont Pèlerin Society, MPS, hvor de langsomt begyndte at rehabilitere arven og udvikle en ny liberalisme.

En central skikkelse var den østrigske økonom Friedrich von Hayek. Han var opmærksom på, at markedet ikke bare er en automatisme; markeder skal til en vis grad skabes og styres, og staten skal sørge for et socialt sikkerhedsnet og regelfast lovgivning. Hayek var ikke fremmed for historie, kultur og filosofi. I MPS bliver hans position imidlertid i løbet af 1960erne overtaget af den amerikanske økonom Milton Friedman, der omfatter markedsprincipperne med en langt mere dogmatisk optimisme og på det videnskabelige plan introducerer en teknisk betonet økonomisk specialisering, hvor filosoffer og andre intellektuelle ikke længere følte sig velkomne. I 1980ene får man med Reagan og Thatcher et ideologisk ægteskab mellem konservatisme og neoliberalisme, og i Danmark i 1990erne med Nyrup og Lykketoft neoliberalisme uden neoliberale. Neoliberalismen bliver en ansigtsløs ideologi, principper for og redskaber til styring, løsrevet fra politiske fløje og traditionelle ideologiske overvejelser. Olsen forekommer således på linje med Lykkeberg. Eller omvendt.

Neoliberalismen er også løsrevet fra den klassiske liberalisme. I en blog i Berlingske var professor i statskundskab (og liberalist) Peter Kurrild-Klitgaard i hvert fald meget forarget over Lykkebergs kommentar. Statsstyringen i de fleste vestlige lande har aldrig været større, og friheden aldrig mindre end nu, skrev han. Skatter og afgifter stiger og lige så reguleringen af alt mellem himmel og jord. Socialismen er måske nok død som ideologi, men den lever som praksis.

En pudsig situation: Socialisterne ser den herskende praksis som (neo)liberalisme, mens liberalisterne ser den som socialisme. Kurrild-Klitgaard opridser i en fin artikel i Kritik grundprincipperne i den klassiske liberalisme og med dens vægt på, at der ikke findes noget fælles bedste, som kan retfærdiggøre central samfundsplanlægning, og at liberale i øvrigt forholder sig agnostisk til de fleste menneskelige værdier, forekommer det logisk nok, at ægte liberale må føle sig ret fremmedgjorte i nutidens samfund, for så vidt det forekommer temmelig styret, også på det moralske plan.

Idéhistorikeren Mikkel Thorup gennemgår i en strålende oversigtsartikel fire forskellige liberalismekritikker: 1) den konservative kritik: Liberalismen opløser alle værdier (denne kritik har vind i sejlene i øjeblikket i den danske debat, hvor skismaet i den borgerlige lejr mellem konservative og liberale træder meget tydeligere frem end i 00erne); 2) den venstreorienterede kritik: Liberalismen er et ideologisk skalkeskjul for kapitalismen, der omdanner alt i sit billede, 3) den kommunitaristiske kritik: Liberalismen underkender de konkrete fællesskabers betydning for både individ og samfund, 4) den republikanske kritik: Liberalismen er for primitiv i sit frihedsbegreb og for lidt opmærksom på, at vi kan være ufrie, selvom der ikke gribes konkret ind i vores liv, fordi vi er afhængige af andres arbitrære viljer uden for vores kontrol.

Den svenske socialvidenskabsmand Lars Trägård har en meget interessant artikel om den skandinaviske, ikke mindst svenske, velfærdsmodel. Tesen er, at traditionelle værdier, herunder hensynet til slægten, er i meget lav kurs i de nordiske lande; velfærdsmodellen har affødt en af-familiegørelse, hvor den enkeltes selvstændighed og sociale mobilitet er afgørende.

Ud fra gængse modernitetsteorier burde der slet ikke være al den tillid og sammenhængskraft i Skandinavien, som der er vi burde være fragmenterede og ensomme men som jeg forstår Trägård, er der ikke tale om en gammel historisk arv (en tillidskultur), men om en form for statslig sanktioneret og garanteret individualisme. Man er fri og føler sig fri, fordi man har så stor tillid til staten og til de andre som medborgere. Tilliden er et stort samfundsmæssigt gode, for kontrol er en fordyrende mekanisme, akkurat som korruption er det i lande, vi nødigt vil sammenligne os med. Til sidst siger han, at anti-kommunitarismen (det, at gruppen ikke spiller nogen rolle) gør det sværere for sub-nationale fællesskaber; det er den multikulturelle problemstilling, han tangerer her, selvom han ikke bruger ordet. Pluralisme er o.k., så længe den ikke handler om noget væsentligt. Du er fri, så længe du ikke træder helt udenfor. Det siger den klassiske liberalisme også, men man kan godt mistænke, at den svenske model ikke er helt så agnostisk over for flertallet af mulige menneskelige værdier, men sætter en strammere ramme for den måde, man skal være fri og individuel på.

Ole Thyssen påpeger i en glimrende, både idéhistorisk og aktuel, artikel, at liberalismen ikke i sit udgangspunkt er statsfjendtlig. Men der er et indre fjendskab mellem liberalisme og velfærd, for mens ingen i de gamle, barske dage kunne gøre krav gældende over for naturen, vil enhver mangel i en stadig mere udviklet velfærdsmodel kunne udlægges som en uretfærdighed, samfundet skal tage hånd om. Dermed opstår der en kravsinflation, sekunderet af politikere og interessegrupper, og det personlige ansvar trues med opløsning. Kurrild-Klitgaard siger i sin artikel meget rigtigt, at liberalismen ikke er en utopi, men spørgsmålet er, om den reelt hviler på en forestilling om et samfundsmæssigt status quo (England i 1700-tallet), der gør det svært for den at forholde sig intelligent til senere udviklinger.

Der er mange ualmindeligt gode artikler i dette Kritik, også flere, end jeg kan nævne her, men jeg synes måske, at man mangler at finindstille på selve sagens kerne, nemlig at neoliberalismen i regi af New Public Management trækker enorme mængder af statslig styring efter sig, og at denne styring ydermere får en speciel og forkrampet karakter, fordi den skal mime de markedsprincipper, som antages at være de rigtige og effektive, men som man af forskellige grunde ikke kan have alle steder. Vi får dermed en bastard af liberale trossætninger (som for eksempel tanken om incitamenter) og massiv statslig styring, og fordi det er en bastard, kan både liberale og socialister genkende deres fjende her.

Den historiske dimension på liberalismen i dette Kritik finder vi i gode artikler om guldalderens kunstnere og de nationalliberales opgør med enevælden. Johan de Mylius minder om, at kunstnerne var meget begunstiget af enevælden, og at Søren Kierkegaard så den som garant for individernes ret til at være private modsat demokratiets krav om involvering. En slags enevoldsgaranteret individualisme, der måske ikke er så fjern fra den svenske model.

Det kunne dog have været rart med en artikel, der gennemgik liberalismens politiske idéhistorie i Danmark fra 1849 og frem. Det er mit indtryk, at liberalismen som tænkning, både hvad angår enkeltpersoner og miljøer, altid har stået svagt i Danmark, men om det er en fordom, bliver jeg ikke klogere på ved denne lejlighed.

Nummeret rummer også litterære analyser. Redaktør Stjernfelt laver sammen med Søren Ulrik Thomsen en analyse af Hans Egede Schacks roman Phantasterne. Der er jo en righoldig tradition i dansk litteratur og kritik for at afsløre drømmere og piske selvbedragere, men fantasteri kan være berigende, hvis det integreres i personligheden, foreslår forfatterne ganske forfriskende. Samme forsonlige linje er litteraten Marianne Stidsen på over for Martin A. Hansens roman Løgneren, hvor hun efter mange års lydighed vrister sig fri af sine marxistiske læreres had til romanen og nu læser den som bidrag til et konstruktivt selvidentitetsprojekt.

Den nuværende redaktion af Kritik, professor i semiotik Frederik Stjernfelt og direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Lasse Horne Kjældgaard, takker af med dette nummer, der udkom i december 2012. I år tager digteren Ursula Andkjær Olsen og litteraturforskeren Elisabeth Friis over.

Skiftet er historisk, ikke blot fordi der for første gang kommer en udelukkende kvindelig redaktion i et , der siden 1967 har bestået af mænd bortset fra at Astrid Saalbach var inde at vende et kort øjeblik i 1980erne. Men også fordi Stjernfelt har siddet i redaktionen i hele 20 år med skiftende medredaktører, herunder Deres anmelder i årene 1994-1999.

Jeg er dermed ikke helt habil med hensyn til at vurdere Stjernfelts regeringstid 1993-2012, og jeg skal da i øvrigt heller ikke forklejne medredaktørernes indsats, men det er givet, at Stjernfelt har været den drivende kraft i, at Kritik gennem de seneste 20 år har bevaret og måske endog styrket sin position i den offentlige debat. Tidsskriftet har ikke alene været teoretisk ambitiøst og emnemæssigt altædende; det har også insisterende og u-bange taget tidens mest principielle debatter op. Uden Stjernfelt, der selv har haft et stort ord at sige i forbindelse med udpegningen af sine skiftende medredaktører, havde Kritik sandsynligvis ført en mere ghettoagtig tilværelse med (alt for) meget litteratur og kunst og en mere konform centrum-venstre politisk linje. Det er en tung og forpligtende arv, de nye redaktører skal løfte, og derfor er det godt og løfterigt, at forlaget ikke har satset på lidt yngre og blegere kopier af de stolte forgængere.

I år tager digteren Ursula Andkjær Olsen (billedet) og litteraturforskeren Elisabeth Friis over som nyt redaktørpar for tidsskriftet Kritik. –