Liberalismen er måske bare de unges udgave af populismen

Nogle gange er de politiske og ideologiske bevægelser i samfundet forsinkede og underfundige

Som der stod i artiklen har unge i dag meget store muligheder for frit at vælge uddannelse og job, og i det lys kan det undre, at længslen efter mere liberalisme er så stor.
Som der stod i artiklen har unge i dag meget store muligheder for frit at vælge uddannelse og job, og i det lys kan det undre, at længslen efter mere liberalisme er så stor. . Foto: Mads Nissen.

Som bekendt fik de borgerlige partier stor succes ved det såkaldte Skolevalg i forrige uge. ”Derfor er det liberale på mode blandt de unge,” lød overskriften på en analyserende artikel på forsiden af nærværende avis i lørdags.

Måske var jeg fanget i den gamle antagelse om, at unge mest er venstreorienterede med hjertet på rette sted, mens de voksne er kommet til klarhed over tilværelsens begrænsninger og derfor stemmer borgerligt. (Det er med vilje, jeg ikke bruger de tåbelige farve-metaforer ”rød” og ”blå”).

I hvert fald var jeg spontant overrasket over resultatet, selvom jeg godt ved, man ikke kan lægge så meget i det. Nogle gange er de politiske og ideologiske bevægelser altså bare lidt underlige; de forandringer, man forventer, udebliver eller kommer forskudt i tid. Måske viser de sig andre steder, end man lige havde regnet med.

I årene lige efter finanskrisen i 2008 undrede det mig meget, at denne gigantiske og reelt temmelig skræmmende begivenhed ikke rigtig gav sig nogle politiske udslag. Hvor meget skal der egentlig til, før noget slår igennem på den vælgermæssige seismograf?

Det har også undret mig, at den store folkelige utilfredshed, man kan mærke i Danmark, i forhold til centralisering, kontrolregimenter med mere tilsyneladende ikke rigtig kunne finde nogen politisk kanalisering. Det var næsten, som om der var et filter eller en sluse af en slags mellem begivenheder og reaktioner i den virkelige verden og så den politiske sammensætning af Folketinget. Som om alle bøjede sig for teknokraterne og daværende finansminister Bjarne Corydon (S) og en nødvendighedens politik, der med en naturlovs uafvendelighed måtte udspille sig, lige meget hvad der så i øvrigt foregik.

Reaktionerne har vist sig at komme forskudt. Den såkaldt populistiske bølge, der går over den vestlige verden i øjeblikket, er også det forsinkede raseri over finanskrisen. Det viste sig blot ikke at være venstrefløjen, der kunne kapitalisere på de åbenlyse defekter i det økonomiske system. Ligesom folketingsvalget i Danmark i 2015 med det store fremskridt for Dansk Folkeparti repræsenterede en protest i vælger- havet mod fornemmelsen af erosion og sammenbrud i den samfundsmodel, mange af de ældre er fortrolig med.

De unge skoleelever er derimod ikke ”populister”. Måske er det ikke så mærkeligt. De har endnu ikke noget at miste. De har ikke en historie bag sig, etablerede livsformer, vaner og præferencer, som de kan føle sig truet på. Betyder det, at de går helt ind for den liberale verdensorden? De ved, at den trods alt er fremtiden, og det er de også selv. Verden ligger åben, vi spiser morgenmad i New York og frokost i Tokyo, som det hed i 1990’erne, hvis det ikke var i 2000’erne. Men spørgsmålet er, om liberalisme er en ideologisk bekendelse eller snarere det ungdommelige udtryk for populisme, forstået som en dybfølt protest mod dominerende tendenser i samfundsudviklingen og the establishment.

Som der stod i artiklen har unge i dag meget store muligheder for frit at vælge uddannelse og job, og i det lys kan det undre, at længslen efter mere liberalisme er så stor. Lektor Niels Nørgaard Kristensen fra institut for statskundskab ved Aalborg Universitet kommenterede: ”Jeg tror faktisk lige præcis ikke, det opleves sådan af de unge. Hvis man er 15 år i dag, oplever man ikke en verden fuld af muligheder og åbenhed og en verden, hvor man er sin egen dirigent. På papiret har de nok mange muligheder, men de oplever en verden, hvor de sociale koder er utroligt styrende og strammende.”

Det tror jeg, helt uvidenskabeligt baseret på mine egne iagttagelser, er rigtigt. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance sagde engang, at det aldrig havde været så nemt at være ung som i dag. Han mente, som jeg husker det, at de danske unge var privilegerede med gratis uddannelse og store muligheder, hvis man bare gad gøre en indsats for det.

Dermed underkender han meningsdimensionen i livet, der må være en mening et sted, og man skal selv have mulighed og dermed også frihed, manøvrerum og åndehuller til at finde den. Det har man ikke, hvis hele tilværelsen fra vuggestuen og frem er lagt i institutionaliserede køreplaner og læringsmål.