Mens denne bog læses, åbner USA sin ambassade i Jerusalem, og Israel fejrer 70-året for statens oprettelse. Der meldes om voldsomme uroligheder i Gaza, og udviklingen eskalerer tilsyneladende i det uroprægede område. Samtidig hører vi, at forholdet mellem Israel og USA aldrig har været bedre.
Midt i disse begivenheder udkommer en bog om Mellemøsten og zionismen. Forfatteren er cand.jur. Ole Stig Andersen, tidligere chef for PET og generalsekretær for Advokatsamfundet samt direktør for Folketinget. Han har i sit otium valgt at forsøge at samle de komplicerede brikker og redegøre for baggrunden for staten Israels oprettelse og situationen i Mellemøsten.
Det er ingen nem sag, og han er vidende om, at det er en stor opgave og et følsomt og yderst sprængfarligt område at kaste sig over. Ikke mindst fordi han er stærkt kritisk over for zionismen. Med risiko for at blive opfattet som antisemit er det dog forfatterens klare holdning, at zionismen og den israelske regerings politik må kunne kritiseres, uden at man dermed bliver beskyldt for at være antijødisk.
Bogen er altså hverken vendt mod jøderne eller deres tro. Tværtimod er der stor anerkendelse af jødedommen, hvorfra den kristne tro og islam har deres rødder, ligesom jødedommens positive betydning for alle aspekter af vestlig kultur og videnskab også understreges.
Centralt i bogen er naturligvis oprettelsen af staten Israel i 1948, som blandt andet skete med støtte fra jødiske terrororganisationer, den amerikanske præsident Harry S. Truman og amerikanske zionister. Her skete der en lang række af historiske uretfærdigheder. Vi hører om brudte løfter fra de store kolonimagters side og om Storbritanniens bedrag over for araberne, i særlig grad ved Balfour-deklarationen fra 1917. Her lød det, at regeringen ser med velvilje på etableringen i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk – men at intet må gøres, som skader Palæstinas ikke-jødiske samfunds civile og religiøse rettigheder.
Bogen gennemgår i flere afsnit kritisk zionismens historie og baggrund. Zionismen bygger på to forudsætninger: 1: Der findes på grundlag af biologiske og historiske kriterier et sammenhængende jødisk folk, som af romerne blev uddrevet af Det Hellige Land. 2: Dette folk har et historisk krav på ”det forjættede land”. Forfatteren dokumenterer og argumenterer imod begge antagelser og mener, i øvrigt som John F. Kennedy, at en ensidig amerikansk partsstøtte i den arabisk-israelske konflikt er farlig for USA og den frie, vestlige verden.
På trods af sin kritiske holdning mener forfatteren til gengæld ikke, at man bør anfægte Israels eksistens. For som det hedder: Et barn, som er resultat af en voldtægt, skal anerkendes og behandles ordentligt.
Bogen, der til oplysning ikke rummer stof om de kristne palæstinensere, slutter med følgende sammenfatning: ”Det er min faste opfattelse, at palæstinenserne er fortabte, men også at denne sag og andre i nyere tid vil bevirke, at USA mister enhver moralsk autoritet. Palæstinenserne har for altid mistet deres land, og vi iagttagere må affinde os med det hykleri, som altid følger i kølvandet på denne sag. Vi skal gøre alt for at værne danske jøders sikkerhed, men ikke være bange for på dette område at kritisere Israels og USA’s regering.”
Bogen er desværre præget af hastværk og manglende korrektur og redaktion. Der er ualmindelig mange stave- og slåfejl. Der mangler et ordentligt register og en samlet litteraturliste. Og så er der i øvrigt mange citater fra internettet – endda citater, hvor forfatteren indrømmer, at han ikke lige kunne genfinde dem. Bogen er usystematisk skrevet og kan imellem være vanskelig at læse og forstå.
Men det er til gengæld en engageret, lidenskabelig og ensidig bog, som giver masser af stof til eftertanke og til modsigelse.
Og hvad skal da palæstinenserne stille op? Forfatteren giver et par kontroversielle råd: De bør acceptere tingenes tilstand og dermed livet som sekundær befolkning i den stat, der med tvang er oprettet i deres land. Det må tibetanere, indianere og mange andre folkeslag. Terror forværrer kun situationen. De ville få mere international sympati, hvis selvmordsvillige palæstinensere i stedet for raketter eller bombebælter valgte med passende mellemrum at sætte ild til sig selv i Vestens storbyer. Det var nemlig en sådan handling, der startede det arabiske forår i Tunis. Dette er dog alene en teoretisering, understreges det. Bare så vi ved det!