Prøv avisen
Bog

Lidt kedelig debut fra Malou Aamund

3 stjerner
De to Mariaer er tegnet meget ekstremt op. De er svære at tage helt alvorligt som litterære bud på levende mennesker, skriver Nils Gunder Hansen i sin anmeldelse. – Foto: Franne Voigt/Gyldendal.

Malou Aamund debuterer med en roman om to kvinder, der opfører sig radikalt forskelligt. Meningen er vist, at man skal finde den gyldne middelvej, skriver Nils Gunder Hansen

Malou Aamund, født i 1969, er direktør for Google i Danmark. I perioden 2007-2011 sad hun i Folketinget, hvor hun blev valgt ind for Ny Alliance, men efter et år skiftede hun til Venstre. Nu har hun skrevet en roman, ”Maria”. Den handler om to kvinder, der begge hedder Maria og fylder 40 år på den dag, hvor fortællingerne om dem begynder.

Romanen er nydeligt delt over på midten, først får vi den ene, så den anden Maria. På deres fødselsdage falder de begge i staver, og så får vi i glimt oprullet deres liv gennem barndom, ungdom og etablering i familie og på arbejdsmarkedet.

Det ender med en krise. Den første Maria får vished for, at hendes mand er hende utro, den anden Maria bliver degraderet fra sin høje stilling. De er på dybt vand. Hvad nu?

Som man allerede kan fornemme, dyrker Aamund parallelismen mellem sine to historier. Titlerne på de enkelte kapitler er identiske, lillesøsteren hedder Rebekka i begge tilfælde, bestemte detaljer og små begivenheder går igen. Det er dog ikke konsekvent gennemført, og det ville også være blevet noget forkrampet, for hovedanliggendet er at vise to meget forskellige kvinder.

Den ene Maria er selvudslettende og lader sig bruge som dørmåtte af andre mennesker, inklusive chefer, mand og børn. Hun er god til at indstille sig på andres behov, men hun har ingen fornemmelse af sine egne.

Den anden Maria er karrierekvinde, gennemført egoistisk og kynisk. Hun udstiller og udmanøvrerer svage chefer for selv at komme til fadet, hun presser gerne sine medarbejdere ud, hvis de viser svaghedstegn, da hun selv er blevet chef.

Også i sit personlige liv er hun gennemført rå. Hun bryder sig ikke om børn og er akavet over for dem. Hun er storforbruger af mænd, og da hun næsten mod sin vilje selv får mand og børn, prioriterer hun arbejdet højest og får også anskaffet sig en elsker i en periode.

De to Mariaer er tegnet meget ekstremt op. De er svære at tage helt alvorligt som litterære bud på levende mennesker, og de er derfor også svære at holde af. Det pædagogiske og overtydelige i anslaget truer med at tage livet af romanen. Man får fornemmelsen af, at ”Maria” er tænkt som beredskabslitteratur for kvinder, en mobilisering. og Malou Aamund bliver da også interviewet om kvinders vilkår på arbejdsmarkedet på forlagets følgeseddel. Men beredskab til hvad?

Romanen er gennemgående ret kedeligt skrevet i et gennemsigtigt normalprosadansk. Indholdet er også standardiseret, genkendelige situationer, næsten sætstykker, fra en dansk barndom i parcelhus og et lidt sterilt arbejdsliv for mennesker på 40 år. Men udførelsen er for så vidt sikker nok. Der er enkelte bump på vejen – nu skal vi forstå, at Maria stopper op og ser sit liv passere revy, nu skal vi forstå, at hun er ude af det igen – hvor man mærker, at den uøvede forfatter ikke har fået støtte nok fra sin redaktør.

Malou Aamund kan dog noget. Enkelte steder i hver halvdel mærker man en lille forfatterlarve, der kæmper for at slå hul i den triste puppevæg og folde sig ud som en smuk forfattersommerfugl.

I fortællingen om sagtmodige Maria bliver der for eksempel opbygget en fin lilleverden omkring far og datter i skuret ude i haven, hvor han går meget op i at udklække sommerfugle. Han er blot ikke så god til det, ligesom han ikke er god til ret meget andet, men hun er taknemlig for det, de har sammen. Senere glider han ind i en demenssygdom, hvor motivet med larver og pupper genbruges som en lillebitte gysereffekt, der kunne have været forfulgt mere.

I fortællingen om hæmningsløst kyniske og egoistiske Maria er der, ud over skarpe billeder af de intrigante mekanismer i det moderne arbejdsliv, en ubetaleligt rå humor på spil: Som da Maria opkalder familiens nye hund efter sin elsker Boris for at kunne opnå en pervers mer-nydelse, når børnene højlydt kæler for hunden i familieidyllens skød. Da Boris er afskibet som elsker, bliver hun dog lidt træt af stadig at have ham rendende om benene som hund.

Nuvel, det nytter ikke at drømme om de andre følsomme, gysende eller rå historier, Malou Aamund kunne have skrevet. Vi er efterladt med ”Maria”, og hvad kan meningen med den mon være? Måske at de to kvinder på en måde er den samme kvinde i to parallelle verdener. Hun træffer blot livet igennem helt forskellige valg og indtager helt forskellige roller, og når der ikke rigtig er nogen bremse på hverken selvudslettelsen eller sæbeopera-ondskaben, er det, fordi hun ikke i nogen af udgaverne ”har sig selv med”. Hun har tabt eller aldrig etableret forbindelsen til sin indre natur (”sine behov”). Derfor er hun på en måde ingen og kan blive til hvad som helst og hvem som helst. Kvinde, kend dig selv. Jeg tror, at det er Malou Aamunds budskab.

Men det kunne have været interessant at se det positivt udfoldet i fri litteratur-dressur, hvor Malou Aamund havde forfulgt sit talent for både det følsomme og det rå.