Fællesskabet omkring at synge i nogenlunde takt besynges i disse tider. Og som små fugle har vi over hele landet med hvert vores mere eller mindre ubehjælpsomme næb mødt hinanden i en parallel virkelighed foranlediget af landsfaderen Phillip Faber på DR.
Sang som sammenhængskraft, som værn mod utryghed, har vundet genklang. Og med ”Sangklubben” kan de omvendte kun blive bestyrket i, at selv de mest falske toner kan, hvis der er mange nok, skabe musik. Så ”Sangklubben” har medvind på vejen, men er den turen i mørket værd?
Tja, må dommen lyde. For er man, som denne signatur, jublende hjerteglad for de britiske romantiske komedier som juleklassikeren ”Love Actually” og 1990’er-hittene ”Notting Hill” eller ”Tre bryllupper og en begravelse”, slår man sig måske lidt lettere i tøjret over denne type af britisk komedie.
Vi er nemlig mere ovre i ”The Full Monty”, som også er medinstrueret af Peter Cattaneo, og ”Calendar Girls”. Disse typer af fællesskabsfilm, hvor en gruppe mennesker sammen overkommer en frygt for først at blive latterliggjort og siden hyldet som hverdagens helte.
Hvis det er den slags adspredelse, man er mest til fals for, kan ”Sangkoret” være den helt rigtige lykkepille i stadig lidt utrygge tider. For her er alt, vitterligt, fuldkommen som det plejer at være. Skabelonen er der ikke ændret noget ved. Lidt charme, lidt swing og en karakterudvikling, der ikke stikker dybt, men alligevel kan perse tårerne frem hos de grædemilde.
Og så er der selvfølgelig Kristin Scott Thomas. En af sin generations stærkeste britiske skuespillerinder. Ingen som hende kan passivt-aggressivt skjule en rolles indre splittelser bag det perfekte panser. Ingen som hende kan dølge ethvert manuskripts tomgang ved blot at stråle mod kameraet med sit uudgrundelige Mona Lisa-smil.
Tilknappede Lisa (Kristin Scott Thomas) har mistet sin søn i krigen, så da hendes højtrangerede mand igen drager til Afghanistan i 2011, engagerer hun sig i hjemmelivet på basen for at dæmpe sorgen og angsten. Det gør den mere frimodige Lisa (ret skønne Sharon Horgan) også.
Og et kor opstår på trods, som den mindst dårlige idé til at aflede tankerne fra krigens uomgængelige tab – og ender på scenen i den store koncertsal Royal Albert Hall i London. En af kvinderne må miste, og hvem det er, kommer ikke bag på nogen. Tabets dybe afgrund fortoner sig bag hvidvin og noder. Og det er, som det altid har været. Her er intet ønske om kunstnerisk nyskabelse, ingen grund til at dvæle ved sorgen. Det er opbyggelig britisk humor.
I ”Sangklubben” er kvinderne det tavse køn, kødgrydemestre og mødre, der tager sig af hjemmefronten på basen, mens mændene realiserer sig selv i krigen.
Hvis filmen foregik i dag, og ikke i 2011, ville tingene nok se anderledes ud. Kønsskildringen, også på film, har ændret sig. Til trods for at kulturdebatten til tider kan fokusere på det modsatte. Men her skal vi ikke skændes, ikke blive politiske.
”Sangklubben” vil for nogle være for patriotisk, for andre vel bedaget og overfladisk, men hvis man vil sorrigt underholdes, genfinde sin tro på fællesskabet – hvis den allerede er forvitret, her i gad efterhånden vide hvilken genåbningsfase – kan ”Sangklubben” netop være den pause, man har brug for. Og så er Kristin Scott Thomas med. Det kan næsten være nok.