Lige lovlig lang tur på Nilen

Kenneth Branaghs filmatisering af Agatha Christies ”Døden på Nilen” er dødkedelig

Kenneth Branagh i rollen som mesterdetektiven Hercule Poirot i den aktuelle og uegale filmatisering af klassikeren ”Døden på Nilen”.
Kenneth Branagh i rollen som mesterdetektiven Hercule Poirot i den aktuelle og uegale filmatisering af klassikeren ”Døden på Nilen”. Foto: 20th Century Studios.

Agatha Chisties roman ”Døden på Nilen” (1937) er en krimiklassiker. Af samme grund er den filmatiseret adskillige gange det sidste halve århundrede med forskellige skuespillere i rollen som den belgiske mesterdetektiv Hercule Poirot.

Senest har den britiske skuespiller Kenneth Branagh følt sig kaldet til at skabe en opdateret version af ”Døden på Nilen” med sig selv i hovedrollen som den forfængelige og fint ciselerede Poirot med den skarpe analytiske begavelse og afgrundsdybe menneskeindsigt.

Kenneth Branagh blev tidligt i sin karriere geniforklaret som Shakespeare-fortolker, siden er hans talent diffunderet i en uoverskuelig række af betydningsløse roller. I karrierens sensommer har han mærkværdigvis fået en forkærlighed for krimigenren, hvad der i hans tolkninger af kommissær Wallander fra Ystad nærmede sig blasfemi, når man ved, hvad Krister Henriksson har fået ud af den rolle.

Kenneth Branaghs filmatisering af ”Døden på Nilen” er et langtrukkent, smagsløst og tilmed kedsommeligt melodrama. Og det selvom instruktøren har forsøgt sig med lidt action, småvulgære positurer og en effektjagende kameraføring, der ikke alene befinder sig over Nilens vande, men også nede i dem. Det er lige før man foretrækker at være dernede blandt fisk og krokodiller, for de intriger, der finder sted på overfladen, er lettere dilettantiske, og Branagh selv utroværdig som en Poirot med høj pistolføring. Overspillet, ikke underspillet.

Det kendte Agatha Christie-set up med den styrtende rige Linnet Doyle (spillet af Gay Gadot), som alle i rejseselskabet til Egyptens land stræber efter livet med forskellige griske agendaer, er i denne moderne opdatering pumpet op med følelser, der er en Puccini-opera værdig. Alle bærer på tragisk uforløst kærlighed i deres læderkufferter, Poirot inklusive, og alle søger forløsning – i døden om så det gælder. Men i stedet for at virke emotionelt, virker denne følelsesmæssige dimension postuleret og udvendig. Man føler intet for disse kostbare kostumer i art deco-lignende interiører.

Derfor griber ”Døden på Nilen” ikke, hverken som melodrama eller krimigåde. Eneste positive element er gedigen bluesmusik af sorte musikere og sangere på lydsporet i en række dansescener. Men på den anden side. Det er tidshistorisk ukorrekt og bare woke på den opportune måde. Men to stjerner for bluesmusikken og sangen, ja for lyden af noget autentisk i denne kulørte billedkavalkade.

Døden på Nilen. Instruktion: Kenneth Branagh. Manus: Michael Green. Foto: Haris Zambaridoukos. 127 minutter. USA 2022. Premiere i biografer over hele landet.