Det bliver lige lovlig nærsynet i tredje afsnit af ”Grænseland”

Selvfølgelig skal DR have lov til at fortælle danskernes historie, men det skader jo ikke at hæve blikket lidt og se sagerne fra flere vinkler

Før de unge mænd drog af sted i krig, fik de taget billeder sammen med deres familie, velvidende at det kunne blive det sidste fotografi, de fik taget sammen. Sådan en fotoscene ses i afsnit tre af ”Grænseland”.
Før de unge mænd drog af sted i krig, fik de taget billeder sammen med deres familie, velvidende at det kunne blive det sidste fotografi, de fik taget sammen. Sådan en fotoscene ses i afsnit tre af ”Grænseland”. Foto: Morten Krüger/DR.

DR’s serie om grænselandet er i tredje afsnit nået til 1914, og Den store Krig tilbyder sig som et taknemmeligt, dramatisk omdrejningspunkt for fortællingen. Mændene kaldes i krig, og kvinderne må tage slæbet med at få bedriften til at fungere. Klip fra en brevveksling mellem en indkaldt teglværksejer og hans forlovede hjemme ved Flensborg Fjord fungerer stærkt som eksemplificering af denne relation.

Vægten er på hverdagshistorien hjemme, og krigen set nedefra, fra den enkelte soldats perspektiv. Det bliver lige lovlig nærsynet. Grænselandet var jo også af strategisk betydning i kraft af for eksempel Kielerkanalen, flådestationen ved Flensborg eller zeppelinerbasen ved Tønder.

Tragedien på Vestfronten er blevet en filmisk kliché, som der trækkes store veksler på. Mareridtet i skyttegravene er godt stof, men det suger opmærksomheden fra eksempelvis Østfronten eller søkrigen. De dansksindede nordslesvigere udkæmpede ”en krig, der ikke var deres”, som det hedder med en vending, der ofte er blevet anvendt.

Når krigen ikke var sønderjydernes, underforstår man, at den altså tilhørte nogle andre. Men det var jo næppe den tysksindede nabo i Haderslev. Ganske vist var der indledningsvis en vis krigsbegejstring i Tyskland, men den gik hurtigt fløjten. Krigens vilkår var i høj grad delt af alle – danske, tyske og de evigt glemte frisere – i grænselandet, og det er et aspekt, der berøres, men det forsvinder i den overordnede fortællings ramme om den tyske undertrykkelse af de stakkels danskere. Selvfølgelig skal Danmarks Radio have lov til at fortælle danskernes historie, men det skader jo ikke at hæve blikket lidt og se sagerne fra flere vinkler.

Tidsbilledet er godt tegnet visuelt i de dramatiserede sekvenser. Da jeg i anmeldelsen af de første afsnit bemærkede, at sønderjyderne taler påfaldende østdansk, fik jeg en kommentar fra en sønderjyde: ”Hvis de snakkede rigtig synnejysk, ville den almindelige seer jo have brug for undertekster.” Og det er unægtelig rigtigt.

De tyske replikker halter dog stadig, undertekster eller ej. Det er for tydeligt, at det er danske skuespillere, der kæmper med udtalen. Afsnittet slutter med, at teglværksejer Hollesen vender hjem til sin forlovede, og værten, Lars Mikkelsen, fortæller om de mange faldne danskere. Afsnittet har sin styrke i, at det har sat sig i den enkelte sønderjydes sted. Dramatiseringer indbyder til den form for identifikation.

Den politiske historie må vi så vente med at få til næste uge.