De kalder det effektivisering, rationalisering, automatisering, udlicitering, outsourcing, automatisering, fremtiden. Mennesker lægger liv og sind i hænderne på intelligente maskiner, så tankevirksomhed og samliv bliver overflødigt. Livet kan leves i en steril kube, der leverer virtuelle visuelle oplevelser, som transcenderer virkeligheden. Megamediering er næring, og data er pseudo-menneskets nye dna.
Føler du, at du har hørt mareridtet før? Så er det nok, fordi du har. I science fiction-fortællinger, fra William Gibsons ”Neuromancer” (1984) over filmen ”The Matrix” (1999) til skræmmende sandsynlige scenarier i tv-serien ”Black Mirror” (2011-). På Aarhus Teater har man nu sat ægte kroppe ind i en sådan fremtidsdystopi, tilsat en god portion dramaturgisk poesi, og lader publikum vandre omkring i det. Ifølge beskrivelsen er ”Lav sol” mere performance end forestilling. En teaterundersøgelse, kalder de det. Konceptet kan måske redegøre for, hvorfor manuskriptet stritter i alle retninger og vil røre ved lidt af det hele – men det ændrer ikke ved, at ”Lav sol” er en farligt uoriginal oplevelse.
En endeløs montage af billeder – men blot en brøkdel af de 24 millioner billeder, et menneskeligt øje udsættes for igennem livet – flakser forbi på de kvadratisk hvide vægge i kuben. En popmusikvideo, et speedometer, overvågningsoptagelser, porno, nyheder, eksplosioner, manga-tegneserier, en hjertefrekvens. Pludselig kommer to humanoide skikkelser til live inde i kvadratet. Mareridts-febrilske hvirvler de rundt, gestikulerer vildt, swiper manisk. En stemmekontrolleret digital assistent hjælper, så de ikke skal tænke selv.
Skuespillerne Sofia Nolsøe og Alvin Olid Bursøe er spejlinger af hinanden, mand og kvinde, sammen, men hver for sig, klædt kønsløst i hvidt. Han er besat af at optage og lagre billeder fra nuet og imitere øjets funktioner. Hun er besat af minder om en mistet datter, hjemsøgt af fortidens billeder. Teknologi og biologi flyder sammen til en klistret organisme.
De to spillere tackler den formsvære performance med en uskolet elegance, der synes at være instruktør Sargun Oshanas særkende. Sammen med sin makker, scenograf David Gehrt, har han tidligere på sæsonen stået for lignende anarkistisk-poetiske dramaturgiske helheder på Aarhus Teaters Studio-scene, som ”#amlet” og ”Momentet”.
Men dykker man ned under den besnærende æstetiske overflade og gentænkende form, møder man forestillingens akilleshæl i Peter- Clement Woetmanns tekst, der synes som et rodsammen af et klassisk science fiction-pensum. De to eksistenser fortæller mig ikke noget nyt om, ja, eksistensen. De får mig ikke til at frygte fremtidens fremskridt mere eller mindre.
Et formildende godt greb følger dog med Gustav Wincklers stemme, der af og til gjalder ud af højtalerne. ”Gem et lille smil til det bli’r gråvejr”, synger han, så fortiden spænder mod rummenes futurisme og sætter tilbagelængslen i spil. I samme dur sætter titlens henvisning til Gnags’ ”Lav sol over Aarhus” en lokal ramme, der varsler om en kuldegysende nærhed.
”Gid ingen iblandt os skal ende med at blive/ så alene, at slet ingen ved det,” nynnede jeg dystert for mig selv på vej ud af salen og ærgrede mig over, at Aarhus Teaters ”Lav sol” ikke formår at skabe mere af det, der kan få dystopien til at ånde os ordentligt i nakken og etablere sin relevans.