Alle tanker, man har gjort sig om omklædningsrum og den tilhørende lugt, kan man godt glemme, når man træder ind i skuespiller Morten Hee Andersens garderobe i Skuespilhuset, der ligger i Nyhavn i København.
Bagenden af rummet udgøres af et pragtfuldt gulv til loft-vinduesparti med udsigt over Københavns Havn. Forbi ruden sejler de offentlige gule havnefærger, og træder man et par trin ned, kommer man til den indbyggede orange briks, hvor Morten Hee Andersen og den anden Morten, som han deler rummet med, kan tage sig en lur. Og at ligge på første parket til havet er som at sove på en sky, bekender Morten Hee Andersen, som vistnok håber på at kunne lukke øjnene senere.
Han har netop været til øvelser på den nye genopsætning af Ludvig Holbergs ”Maskerade” og efter interviewet skal han på scenen igen og opføre ”Othello”.
Den 26-årige skuespiller ser lidt forpustet ud ved tanken. Ikke desto mindre følte han sig meget privilegeret, da han sidste år blev færdiguddannet og allerede havde skrevet kontrakt med Det Kongelige Teater, hvorfra han fik et års orlov til at lave ”Herrens Veje”. Serien er DR’s nyeste søndagsdrama og handler om en præstefamilie, hvor han spiller den yngste søn, August Krogh, der prøver at løfte arven fra sin far. Med andre ord en drømmerolle for Morten Hee Andersen.
”August er meget aktuel for min generation, som i så høj grad gerne vil præstere. I rollen som August får jeg lov til at give 12-talsdrenge og -piger en stemme, for August er med til at fortælle, hvorfor vi synes, at det er så skamfuldt at fejle,” fortæller han.
”Jeg har selv prøvet på teaterskolen, hvor man bliver presset hårdt, at føle mig på dybt vand. Det var rystende at være bange for at gå i stykker. Men på en måde er det meget forløsende at gennemgå det igen i serien, og det betyder meget for mig at italesætte den stigende depression og angst, som jeg ser blandt mine jævnaldrende.”
Han mener, at hans generation er for besat af rigtige og forkerte beslutninger.
”12-talsgenerationen har brug for at forstå, at det ikke er livsfarligt, det, som de går igennem. Man skal hellere finde en retning og tage del i livet i stedet for at vente på, at livet går i gang. Og her tror jeg, at religion er en af mange måder til at finde retning,” fortæller han.
Hans egen retning i livet som skuespiller fandt han i Nyborg, hvor han egentlig voksede op med sine forældre og storesøster uden den store skuespilledrøm. Til gengæld elskede han at være på og meldte sig til en rockmusical i 9. klasse, hvor han fandt en ny fordybelse. Så da dramalæreren i gymnasiet sagde: ”Hvis du vil, så kan du blive skuespiller. Du skal bare huske at tage gymnasiet færdigt først”, gik han målrettet efter drømmen og kom ind på teaterskolen i andet forsøg, fortæller han, da døren går op. Det er såmænd bare parykmageren, der kommer for at hente hans paryk til Shakespeare-forestillingen ”Othello”, som lige skal friskes op.
Ved siden af Morten Hee Andersen står et stort indrammet billede, hvor han er portrætteret som den unge præst August. Han tager billedet op og griner, han ved ikke, om han skal hænge det op, eller hvad den anden Morten vil sige til det. Billedet af ham iført præstekjole står i kontrast til hans petroleumsblå T-shirt og cowboybukser. Han fortæller, at han for at forberede sig til rollen har talt med en lang række præster. Blandt andre en feltpræst, en gadepræst, en moderne præst og en mere traditionel præst.
”Det har været fantastisk at have grund til at gå i kirke. Jeg har fået lov til at møde præsterne, drikke en kop kirkekaffe og diskutere prædikener,” forklarer Morten Hee Andersen, som har prøvet at sætte sig ind i folkekirken.
”Det er specielt, at den danske folkekirke indeholder præster, som er så gode ved deres sognebørn og hjælper dem så meget. Men samtidig findes der også danske præster, som for eksempel ikke vil vie homoseksuelle. Det gør det svært for mig helt at forstå folkekirken som institution.”
Selv kommer Morten Hee Andersen fra en præstefamilie. Oldefaderen var stiftsprovst, og farfaderen var sognepræst i Vordingborg, og hans far er derfor vokset op som præstesøn. Han har derfor haft gode samtaler med sin far om, hvad det vil sige at være præstens søn.
Morten Hee Andersens egen opvækst er præget af, at der er blevet sunget med i kirken, lyttet til salmerne og bagefter talt om, hvad præsten prædikede om. Selvom farfaderen ville have været stolt, så skal præstearven ikke løftes, som August kæmper med det i ”Herrens Veje”.
”Augusts tro er, før han bliver udsendt, meget orienteret mod at hjælpe andre. Men pludselig er det, som om de ord ikke virker på ham selv. Spørgsmålet er, hvordan han troede før. Det er han i tvivl om.”
”For lige ved siden af tro ligger tvivl,” fortæller Morten Hee Andersen.
I samtalerne med forskellige præster har han fået historier fra perioder i præsternes liv, hvor Gud har forladt dem, eller de har forladt Gud. Og det har været med til at italesætte, hvad tro er for ham.
”Jeg har tro i mit liv. En tro, der holder mit håb oppe og gør, at jeg fortsætter. Men jeg vedkender mig ikke, at jeg tror på en Gud og den danske folkekirke. Jeg har bedt, hvis bølgerne er gået højt i mit liv, og jeg har følt mig i frit fald. Det har givet mig en ro, så jeg igen kunne sove,” siger han, mens man kan høre tonerne fra den australske sanger Nick Cave gennem væggen inde fra naboen.
Selv har han oplevet at skulle forsvare at spille præst over for jævnaldrende, fortæller han.
”Jeg har altid haft et behov for at forsvare det smukke i religion, hvis mine venner har kritiseret tro. Jeg respekterer tro og mener, at man godt kan være et moderne menneske og tro. Derfor synes jeg, at det er spændende at få lov til at portrættere en præst, som ellers i filmverdenen let bliver en lidt kikset karakter. Jeg vil gerne vise præsten som et helt menneske, og ikke bare en profession,” forklarer han og ser på præsteportrættet.
Det har været vigtigt for ham at fremstille August som en realistisk, moderne præst. Derfor lader han August gøre ting, som han selv ville have gjort, hvis han var præst. For eksempel holder han prædiken på kirkegulvet i stedet for på prædikestolen. Men først efter at have dobbelttjekket med seriens konsulent, Søren Hermansen, som er præst i Sorgenfri Kirke og anmelder for Kristeligt Dagblad, at det nu også var tilladt, hvilket det var.
Ville du selv tage til julegudstjeneste med August eller med hans far, Johannes, som præst?
”Jeg ville hellere tage til Augusts juleprædiken end Johannes’. Selvom Augusts pointer er lidt letkøbte nogle gange, fordi han stadig er så ny, så tror jeg, at han holder en god juleprædiken med musik og god stemning.”
Og det mener den unge skuespiller også, at der skal være plads til.
”For dem, som synes, at ord som Gud, religion og kristendom er fremmede, synes jeg, at det er positivt, at der er præster, som formår at perspektivere tro ind i noget som poesi eller musik,” siger han, mens lydniveauet stiger inde fra naboen, og man kan høre Nick Cave synge:
”I don’t believe in an interventionist god (Jeg tror ikke på en indgribende gud).”
Og på denne side af væggen giver Morten Hee Andersen udtryk for samme indstilling.
”Jeg synes, at man skal forklare folk, at Gud ikke er indgribende i dit liv. Det er noget mere. Måske kærlighed.”
Han håber, at serien kan formidle de gode kristne budskaber som næstekærlighed og give folk lyst til at række ud efter hjælp og til at hjælpe hinanden. For han mener, at religion kan bidrage til, at vi ikke føler os alene, og derfor kan give styrke til andre mennesker.
”Man kan godt være et godt menneske uden at tro, men hvis man tror på Gud, forpligter man sig også til at tro på sine medmennesker.”
Du sagde tidligere, at lige ved siden af tro, der ligger tvivl. Oplever du selv tvivlen?
Morten Hee Andersen griner højt og erkendende. Selvom det er fredag eftermiddag, så har Morten Hee Andersen ikke fri, for skuespillerdrømmen blomstrer lige nu. Men Morten Hee Andersen er ikke bleg for at blotte sin tvivl.
”Tvivlen, den kender jeg virkelig godt. Men det er også den, der holder mig godt plantet på jorden,” siger han.
”Slå op i en ordbog under vægelsindet og find et billede af mig. Jeg er god til at tvivle på beslutninger og opgaver, og derfor vil jeg gerne være skuespiller, for her kan man have lov til at tvivle. Det er aldrig farligt at tage den forkerte beslutning i teater, for det er jo bare skuespil.”
