Prøv avisen
Interview

Grossman får prestigefyldt pris: Ligegyldighed over for andres smerte er vor tids forbandelse

”Der er en tendens i dag til at omforme alt til en vittighed. Når du tænder for fjernsynet, ved du aldrig de første 20 sekunder, om det er et seriøst nyhedsmagasin, et stand­upshow eller en dokumentarudsendelse, du er ved at se,” siger David Grossman, der bor lidt uden for Jerusalem. – Foto: Nikolaj Krak

Hvem giver sig i dag oprigtigt hen til andres lidelser for at sympatisere med dem, spørger den israelske forfatter David Grossman. Læs eller genlæs interviewet i anledning af, at han den 14. juni 2017 modtog den prestigefyldte litteraturpris The Man Booker International Prize for sin bog 'En hest kommer ind på en bar'

Normalt hviler der en alvorsfuld tyngde over den israelske forfatter David Grossmans bøger. Han er internationalt anerkendt for romaner om emner så seriøse som det jødiske folkedrab og traumet efter at miste en søn i krig, som det skete, da forfatterens søn faldt i Libanon i 2006.

Derfor er der noget overraskende over hans seneste bog, ”En hest kommer ind på en bar”, der netop er udkommet på dansk. Her står vittighederne linet op i en tætpakket kø, og det meste af handlingen udspiller sig som et standupshow, hvor den aldrende komiker Dovaleh fortæller sin livshistorie for publikum.

Alligevel er det, som om der er noget betændt ved standupshowets letbenede humor hos David Grossman, som er født i 1954. Konstant ender vittighederne med at stå i kontrast til hovedpersonens tragiske livsfortælling, og langsomt gennem bogen falder standupkomikerens klovnerolle fra hinanden og udvikler sig til en fuldbyrdet tragedie.

For David Grossman er humoren mere end blot et formmæssigt greb. Han lægger ikke skjul på, at han har nydt at boltre sig i vittighederne. Men samtidig forstår man, at der i valget af standupgenren også ligger en spids kommentar til en overfladiskhed, han mener præger vores tid.

”Der er en tendens i dag til at omforme alt til en vittighed. Når du tænder for fjernsynet, ved du aldrig de første 20 sekunder, om det er et seriøst nyhedsmagasin, et standupshow eller en dokumentarudsendelse, du er ved at se. Det er, som om det hele blander sig sammen. Formentlig er det et forsøg på at bløde virkeligheden op og gøre den nemmere at fordøje. Men det ender med at lægge sig som en atmosfære af overfladiskhed, hvor man ikke vil være forpligtet til noget. Alt bliver prostitueret,” siger han.

I romanen lærer Dovaleh hurtigt, at hvis han skal have publikum til at lytte til sin personlige livshistorie, bliver han nødt til at bestikke dem med vittigheder undervejs. På samme måde bliver læseren bestukket til at hænge ved i bogen, forklarer David Grossman:

”Man er splittet. På den ene side orker man ikke at læse om en anden mands elendighed. På den anden side er man også lidt tiltrukket af det. Men man har brug for jokes til at blive hængende. Jeg synes, at det siger noget om kunstens situation i dag, og hvor utålmodige folk er. De er på mange måder blevet korrumperet af medierne, og mange vil i stedet for kunst blot ty til fastfood,” siger han.

Dovalehs standupshow udspiller sig på en lille scene i den israelske provinsby Netanya. Selve hovedfortællingen i showet kredser om en skæbnesvanger dag i Dovalehs barndom, hvor han er på en militær ungdomslejr i ørkenen. Her bliver han pludselig og i al hast sendt hjem til Jerusalem til en begravelse.

Han er blevet forældreløs, får han at vide. Men ingen gør sig den ulejlighed at uddybe nærmere, hvem af forældrene der er døde, eller orker at tage en oprigtigt medfølende snak med drengen. Dovaleh ender med at sidde i timevis i en militærbil mod Jerusalem uden at vide meget andet, end at han har mistet sin far eller mor.

Det er en fortælling, som David Grossman har haft i hovedet i over 20 år, og som han er begyndt at skrive på adskillige gange. Men det var først, da idéen til standupshowet dukkede op, at han oplevede, at historien tog sin rigtige form.

”Der er noget ved menneskers evne til at undgå at udsætte sig selv for andres lidelser, der bliver ved med at forfølge mig. Hvad må denne dreng ikke have følt på sin tur tilbage uden at vide besked? Ingen forsøgte at sætte sig i hans tragiske sted bare et øjeblik,” siger han.

For David Grossman er denne ligegyldighed over for andres smerter en af de største forbandelser ved vores tid.

”Vi holder af at få et kort glimt af andres helvede som en slags voyeurisme. Vi kigger, vi blinker, og vi glemmer. Store dele af den moderne medieindustri er baseret netop på denne mekanisme. Men hvem i dag giver sig selv hen til oprigtigt at se på andres lidelser for at sympatisere med dem? I stedet har der sneget sig en ligegyldighed ind, der er en meget sofistikeret og snu form for ondskab. Man hader jo ikke nogen. I stedet kvæler man folk langsomt ved ikke at være sammen med dem i smerten og prøve at forstå, hvad de går igennem netop nu,” siger han.

Det er et problem, han ser som ekstra presserende i disse tider, hvor mange vestlige lande oplever store flygtningestrømme fra Mellemøsten.

”Det er så fristende at ignorere dem. De kommer der fattige, elendige og fremmede. Men hvis man ser ud over det stereotype billede af en flygtning, opdager man, at det ikke bare er flygtninge, men familier med alt, hvad det indebærer. Og at de ikke selv har valgt at blive flygtninge og miserable. De havde tidligere et liv med værdighed. Det er vores rolle i dag i de mere velstillede lande i det mindste at give dem værdigheden tilbage ved at se dem,” siger han.

Ligegyldighed er et stempel, man dårligt kan sætte på David Grossman. Han har i årevis været en af de mest fremtrædende ideologiske stemmer i den israelske fredsbevægelse og er kendt for at være en indædt kritiker af både Israels højreorienterede regering og besættelsen af de palæstinensiske landområder.

Men de seneste år er det, som om han er ved at lide samme skæbne som sin romanfigur Dovaleh, hvis tilskuere udvandrer fra hans show. Mens David Grossman stadig har litterær gennemslagskraft internationalt set, møder hans hans venstrefløjsargumenter og stædige tro på fred med palæstinenserne stadig større modstand i Israel.

”Det er hårdt at acceptere, men mine politiske holdninger er efterhånden blevet marginaliseret, hvis ikke ligefrem delegitimeret her i landet,” siger han.

Et af de mest synlige eksempler på denne delegitimering kommer fra kulturministeren Miri Regev fra det regerende Likud-parti. Hun har det seneste år lanceret en værdikamp, hvor hun fremstiller kunstnere som David Grossman, der åbent kritiserer regeringen og den israelske besættelse, som illoyale over for Israel. Trin for trin er hun ved at ændre landets kunststøtte, så det kun er, hvad hun betragter som loyale kunstnere, der kan få støtte af staten.

”Jeg har svært ved at lade være med at grine ad idéen om loyale kunstnere, for det strider imod hele essensen af, hvad en kunstners rolle er. Men i grunden er der ikke meget at grine ad, for det kan meget vel føre til noget tragisk,” siger David Grossman.

Hvordan er det kommet dertil, at det bliver betragtet som illoyalt og illegitimt at være venstreorienteret og kritisere besættelsen og agitere for fred?

”Det er en proces, der har stået på over lang tid, og man kan ikke kun give israelerne skylden. Palæstinenserne har bestemt hjulpet os med at forværre situationen. Konflikten er efterhånden som to fordrejede mennesker, der er fanget i en fælde, de begge har sat op imod den anden,” siger han.

David Grossman mener, at begge parter efter et århundrede med vold og had har fået en grad af snæversyn, hvor ingen ikke længere evner at se en anden fremtid end konflikt og krig. På samme måde er det blevet umuligt at se sin fjende som et menneske og sætte sig ind i vedkommendes historie og lidelser.

”Hele atmosfæren af racisme, had og frygt er så ekstremt vanskelig at få neutraliseret. Og selv hvis det til en vis grad lykkes, skal der bare en enkelt bombe til at få det hele til at falde sammen igen. Vi lever i en meget ekstrem situation her. Det er en ægte tragedie,” siger han.

Kan du stadig fastholde troen på, at en fredelig løsning er mulig?

”Det bliver sværere og sværere. Der er kun en meget lille chance for, at det vil lykkes. Men hvad er alternativet? Højrefløjen ønsker at få os til at tro, at konflikten er uløselig, og at status quo er svaret. Og mange israelere begynder efterhånden at tro på, at situationen ikke er så dårlig endda. Man har det jo i grunden meget godt. Men denne visionsløse holdning præget af ligegyldighed vil blot føre til en endnu større katastrofe. For man kan ikke fastholde en status quo, hvor mennesker er undertrykt og besat. Det vil eksplodere lige i hovedet på os med langt større kraft, end vi nogensinde før har set,” siger han.