Prøv avisen

Ligklædet i grænselandet mellem tro og viden

RELIGIONSHISTORIE: Det gådefulde ligklæde i Torino har altid været genstand for stor interesse. Nu bidrager den danske læge Niels Svensson til den righoldige litteratur

For nylig fandt arkæologer Jesu kiste i Jerusalem. Heldigvis var der ikke noget i den. For så ville man have haft en kedelig uoverensstemmelse mellem den kristne trosbekendelse og de knastørre videnskabelige fakta.

Spørgsmålet er, hvad videnskabelige fakta er andet end hypoteser og teorier. Det ved Niels Svensson godt. Han er læge og dertil medlem af det internationale forskerhold omkring "la Sindone", der opbevares i Torino. Han har derfor mulighed for at forholde sig til de mange mærkelige teorier om det. Klædet hævdes at bære billedet eller aftrykket af Jesu afsjælede legeme. Og dog, selv afsjælingen kan problematiseres, når naturvidenskabsmænd forfalder til at tale om materialisationsfænomener, kraft og uigennemskuelige radiationer fra et dødt legeme. Med andre ord fænomener, vi næppe ville fæste megen lid til, hvis det handlede om en tilfældig pind, kanin eller snabelsko.

Svensson udtrykker sig i fladtrådte floskler om det, der ligger mellem tro og viden. Jaså. Tro på hvad? Sådan egentlig? Tro på, at vi ejer et materielt selvportræt af Gud? Eller på den videnskab, der tydeligt udstilles som alt andet end stabil og evigtgyldig.

Bogen er, trods det åbenlyst tåbelige i hele anliggendet med at forklare dette aftryk, ganske godt skrevet. Forfatteren giver ligklædet "the benefit of doubt". At man i Byzans mente at eje det såkaldte Abgar-billede og troede på dets ægthed, er dog ikke ensbetydende med, at man i dag vil tro på mystiske billeder af en opstanden og himmelfaren religionsstifter. Der er et svælg mellem det byzantinske verdenssyn og vort. Svensson fortæller om de såkaldte sande billeder af Frelseren, men nok så fint om Torino-ligklædets historie i den periode, vi så nogenlunde kan følge dets vej fra Byzans til Vesteuropa. Det udstilledes i Frankrig i 1355, i landsbyen Lirey. Her er dets eksistens fint bevidnet af blandt andet pilgrimstegn. Renæssancens malere gengav det. Skadet af brande, vand og reparationer opbevares det nu i den italienske kongefamilies herskabsstol i kirken S. Giovanni Battista i Torino.

Store dele af bogen er redegørelse for de undersøgelser, der har været foretaget i det 20. århundrede. Derom kan man sige, at jo flere metoder man har, jo flere teorier kan der opstå. Og afprøves. Spørgsmål genereres i takt med pollen- og støvanalyserne, gennemlysningerne, undersøgelser af fibre i hørren og farven, som måske slet ikke er der.

I 1988 kunne en videnskabelig kommission erklære, at klædet stammer fra årene mellem 1260 og 1390. Det standsede ikke forskerne, der nu ville vide, at Margrethe af Savoyen i 1531 fik et stykke af ligklædet med sig i graven, og at lige netop det analyserede hjørne var en erstatning, altså vævet ind i det oprindelige klæde i eller efter 1531. Med 250-årigt hør?

Svenssons bog er oplysende og al ære værd, da den viser en forskning, der er virkelig, eksisterende og reel som troen selv. De historiske afsnit overbeviser om, at mange fromme kristne også i dag tror på klædets ægthed. Ikke dets virkning, for der knytter sig ikke mirakler til det. Jeg mener nok, man kan være kristen og bevare brugen af sin sunde fornuft. Jesu billede kan være af uvurderlig betydning for troen, enten man ser billedet for sig i et stykke materielt klæde eller bærer det malet på hjertet, hvilket er en metafor. Men det er vel nærmest en djævelsk list at ville lade sandheden i det ord, kristne lever og dør på, afgøre under plantefiberanalytikernes mikroskoper. Som et stykke mærkelig videnskabshistorie – med lægens absurde anførelse af alle naturvidenskabsfolks akademiske titler og beviser for bidragenes videnskabelige lødighed – er bogen ganske sjov. Et monument over unyttig forskning.

**Niels Svensson: Det sande ansigt. Jesus og ligklædet i Torino. 256 sider. 299 kroner. Gyldendal.

kultur@kristeligt-dagblad.dk