For 10 år siden udkom dramatikeren Line Knutzon og skuespilleren Peter Frödins børnebog ”Lille Allan – den menneskelige antenne”. Under Amalie Næsby Ficks kyndige instruktion har den nu fundet vej til det store lærred som animeret børne- og familiefilm, og en vældig lun og eventyrlig en af slagsen er det blevet til.
Lille Allans forældre er lige blevet skilt, og pludselig befinder han sig i en flyttevogn på vej mod Amager ved København, hvor han nu skal bo i etageejendom med sin far. Han føler ikke, hans forældre orker ham, og det faktum, at det hele er lidt svært, udtrykkes med stor følsomhed og sans for humor af det unge talent Louis Næss-Schmidt, der også lagde stemme til hovedrollen Aske i Anders Matthesens "Ternet Ninja 2".
At falde til som barn i et nyt kvarter kræver ofte venner, men Lille Allan møder ikke rigtig nogle jævnaldrende. Til gengæld er han fra første satte fod på matriklen blevet udset af underboen Helge, der engang var næstformand i Tårnby Ufoklub, til en slags mission.
Helge er lidt småbims. Måske er han mest bare herlig. I hvert fald er han overbevist om, at der er liv i det ydre rum, og at Lille Allan er rette mand og medium for at mobilisere denne kontakt, og som i et snuptag bliver han rullet ind i sølvpapir, og hænger så ellers der og dingler højt oppe i en antenne – som en menneskelig antenne.
Om det er Helges tro, ren fortælleteknik eller om Lille Allan faktisk er den menneskelige antenne, som Helge tror, og som får rumskibe til at lande på fodboldbaner på Amager, er uvist, men i hvert fald sidder der pludselig et besynderligt grønt væsen midt på fodboldbanen i et rumskib og kalder sig Obama. Rundforvirret og helt spontant beslutter Lille Allan at hjælpe hende.
Men det er langt fra kun Lille Allan, der hjælper "Obama", som viser sig at hedde Maiken. For hun dumper ned i, ja nærmest hans baghave, fra det ydre rum på et tidspunkt, hvor han virkelig godt kunne bruge en ven. Og Maiken er overhovedet ikke en hvilken som helst ven, men en ven, der skal lære ham en vigtig livslektie. Hun får sig noget af en overraskelse, da hun finder ud af, at folk på jorden ikke kan læse hinandens tanker og sjældent siger, hvordan de har det.
Lille Allan er trist og med god grund, og det sidste han har brug for er at gå rundt og opføre sig som en lille voksen, der bare får at vide, at han tager det så flot. Men hvorfor vil han ikke indrømme, at han er ked af det, og hvorfor kan han ikke bare sige til hende, at han gerne vil være venner? Maiken er forvirret. For det er jo tydeligt.
Mange både små og store drenge kunne vist godt bruge en Maiken, og senere må Lille Allan da også indrømme, at det faktisk kan noget, det der med at fortælle andre hvordan man har det. Og sammen får de to – ved hjælp af tankens kraft – reddet sig ud af en mildest talt penibel situation.
I ”Lille Allan – Den menneskelige antenne” møder vi et hav af skønne karakterer, alt fra ufoentusiaster, spirituelle sprudlende kvinder, der blander det ultrafeminine med det ultramaskuline til gale samlere, hvis eneste spørgsmål er: ”Er der liv i det ydre rum, og kan det udstoppes?”.
Alle karakterne er skønne, glade eller gale og lette at holde af – måske med undtagelse af skurken, der ikke stopper, før han har udstoppet hele verden.
Ud over Louis Næss-Schmidt består filmens stemmer af en række store danske skuespillere såsom Sofie Torp som Maiken, Jesper Christensen som Helge, Bodil Jørgensen som Frk. Pind, samlerens tro hjælper og ven, og Anders W. Berthelsen som Lille Allans hans far.
Filmen er en visuel farveeksplosion, og det animerede konstruerede Amager er en oplivende kulørt fryd for blikket. Billedsiden gør sammen med den velvalgte ørehænger "Fyr og Flamme" som titelnummer én helt vildt glad i låget. Det er en snurrig og sjov film med et godt budskab.
Lille Allan - Den menneskelige antenne. Instruktion: Amalie Næsby Fick. Bygger på Peter Frödin og Line Knutzons børnebog af samme navn. 85 minutter. Nordisk Film. Premiere den 21. juli over hele landet.