Det er aldrig nogen rar situation for forældre at blive udfordret af deres voksne børn, når det gælder fortidens små og store undladelsessynder. Man fornemmer det også meget tydeligt på de to fædre, der i tv-dokumentaren ”Christianias børn” har sagt ja til at snakke ud for åbent kamera.
Nille Westh følger i udsendelsen fire voksne - Sofie, Rufus, Trylle og Lise - der som børn voksede op i fristaden og nu ser tilbage på den meget specielle barndom, de havde dér.
Sofie mener selv, at hun var det første barn, der blev født på Christiania. Og hendes far, Dan, var nok den smukkeste mand i fristaden i de tidlige år. Det har hun i hvert fald fået fortalt. Begge hendes forældre blev narkomaner og døde. Som i Peter Øvig Knudsens tobindsværk om Thylejren fornemmer man en meget stor tabsliste blandt de unge smukke hippier fra pionérårene. Alt skulle afprøves, og man dyrkede grænseløsheden uden sans for farer og risici.
I perioder - og i de lyse dagtimer - kunne Christiania være en fantastisk legeplads for børn. De kunne rende frit rundt, der var ingen biler og mange andre børn at lege med. Det ligner det rene drømme(mod)billede i forhold til nutidens overbeskyttede børn. Men når mørket faldt på, og man pludselig ikke kunne finde sin far og mor, fordi de var til en fest, der aldrig holdt op, aner man, at Christiania by night kunne tage sig mere uhyggelig ud end en øde og mørk forlystelsespark i en Hitchcock-film. Dette var blot virkelighed.
Det er slemt at høre beretningerne om lille Rufus på fem år, der kunne vågne op om natten mutters alene i et stort mørkt hus, og hvordan lille Trylle gik gennem fristadens nattemørke og ledte efter sin far og mor blandt store hunde, psykisk syge, rockere og måske også tilrejsende pædofile på jagt efter udsatte børn som frit bytte. Eller hvordan Lise i dag stadig ikke kan glemme, at ingen christianitter gjorde noget, da hendes storesøster, endnu kun et barn, blev banket og sparket af rockere, fordi hun havde kritiseret dem.
Lises far analyserer i sin forlegenhed løs på den ramme, der var for tingene, og rammer helt plet: Christiania var på en måde én stor illusion, for man forudsatte, at alle mennesker var søde og rare, og når det viste sig, at de ikke var det, kunne man ikke gøre noget (medmindre man greb til vold og selvjustits, som Rufus' far angiveligt gjorde, da en psykisk syg havde prøvet at kvæle hans lille søn); man havde ingen magt at sætte bag de regler, fællesmødet måtte snakke sig frem til, og man kunne i hvert fald ikke ringe til politiet, for Christiania har altid tænkt i ”os” og ”dem” og set sig selv som i en belejringstilstand.
Man kritiserede aldrig Christiania! Og det vidste de små børn godt, når skolens sundhedsplejersker prøvede at udfritte dem om, hvordan de havde det derhjemme.
Rufus' far har ikke så dårlig samvittighed. Tværtimod mener han - og man sporer endnu en vis ærgrelse - at Rufus mest vågnede op og skreg, når far havde fået en dejlig dame med hjem til seksuelt samvær. Denne flippede og afvæbnende seniorcharme, som glider af på konflikter og ikke vedkender sig noget ansvar, er som at gense Jesper Christensens fantastiske figur Thomas i tv-serien ”Arvingerne”. Thomas-figuren er virkelig taget på kornet.
Tv-dokumentaren er altid en svær genre at forholde sig til. Den påvirker sin seer følelsesmæssigt stærkt med underlægningsmusik, talende tavshed, grådkvalte øjne og så videre. Men vi ser aldrig det, der blev klippet fra, eller hører udsagnene fra dem, der ikke ønskede at medvirke, ligesom vi er fjernt fra en videnskabelig analyse af, hvordan det samlet set er gået de børn, der voksede op på Christiania.
Med disse nødvendige forbehold fremstår udsendelsen som et stærkt vidnesbyrd om ungdomsoprørets skygge-sider. Undersøg altid, hvordan børnene har det, inden du idealiserer en menneskelig organiseringsform. Det bør være en etisk grundregel. Og netop i disse år, hvor man let kan komme til at romantisere 1970'erne, fordi tiden var så meget anderledes, er historien om hippiernes børn vigtig at få frem. Så mange gange er den nemlig heller ikke blevet fortalt.