Når man i forordet til denne bog læser, at Martin Schwarz Lausten her har skrevet en bog om sin egen morfar, kunne man forledes til at tro, at bogen ikke kan have særlig stor interesse uden for familiens egen kreds. Men dette er langtfra tilfældet. Martin Schwarz Lausten skriver, at hans ambition er, at den ”lille” historie skal belyse den ”store”. Og det lykkes på eksemplarisk vis.
Bogen handler om Martin Schwarz, født og opvokset i Tyskland (i Ditmarsken) og tyskuddannet sognepræst i Kliplev i det daværende Nordslesvig (det nuværende Sønderjylland) i årene 1906-1916 og i Burkal ved Tønder, ligeledes i Nordslesvig/Sønderjylland, fra 1916-1940.
Men bogen handler om meget andet og mere end det. Den drejer sig om, hvordan konflikterne mellem dansk og tysk national identitet og kultur og mellem grundtvigianisme og Indre Mission samt mellem de forskellige danske og tyske traditioner inden for kirken blev vævet sammen i et væld af både kirkelige kampe og politiske intriger. Bogen bliver således et spejl af flere interessante aspekter af Danmarks og Nordtysklands historie i tiden fra cirka 1900 og frem til besættelsestiden. Ved Genforeningen i 1920 blev omkring 120 sogne, som siden 1864 havde hørt til det tyske område, indlemmet i Danmark, og i den forbindelse blev det besluttet, at der skulle holdes afstemninger i menighederne (fra december 1920 til februar 1921) om, hvorvidt man ønskede en ny præst. Det skyldtes, at en del af de dansksindede i kirken, blandt politikerne, i pressen (blandt andet hos Kristeligt Dagblad) og i den bredere befolkning ikke mente, at man kunne have tyskuddannede præster i den danske folkekirke, og at mange af de præster, som sad i sognene, derfor burde udskiftes.
Martin Schwarz ønskede, som mange andre af præsterne, at fortsætte i sin præstegerning i det sogn, hvor han hele tiden havde udøvet den. Han mente ikke, at de politiske forhold og den nationale sag havde noget med alt det teologiske at gøre. Afstemningen i Burkal faldt da også ud til hans fordel. Et flertal ønskede at beholde deres tyskuddannede præst. En af de interessante ting ved diskussionerne og til selve afstemningen (både i Burkal og i de øvrige sogne) var, at modstanderne af de tyskuddannede præster blandt andet brugte det nationale argument imod dem og kaldte dem ”tyske præster” eller ”tysksindede præster”. Præsterne blev – for Schwarz og mange af de øvriges vedkommende ufrivilligt – inddraget i den nationale dansk-tyske konflikt og kulturkamp i området.
Samtidig forsøgte både indremissionske og grundtvigianere at udnytte situationen til at fremme deres egen kirkelige retning og bekæmpe deres modstandere. I de sogne, hvor den tyskuddannede præst havde sympati for Indre Mission, agiterede grundtvigianerne således for, at en ny og mere dansksindet præst burde ansættes.
I de sogne, hvor den siddende præst i embedet var grundtvigianer, var det derimod de indremissionske kredse, som i særlig grad agiterede for, at præsten burde skiftes ud.
Mønsteret gentog sig i 1935, da man i lyset af de skærpede nationale og politiske konflikter i kølvandet af Hitlers og nazisternes magtovertagelse i 1933 fik en ny debat om præsternes nationale sindelag. Nu kom diskussionen til at gå på, hvorvidt man skulle ansætte en særlig ”grænsepræst”, som kunne tage sig særligt af de dansksindede sognebørn og holde særlige gudstjenester for dem og så videre, i de sogne, hvor de tyskuddannede præster var ansat. Det endte i Schwarz’ sogn med, at en ”grænsepræst”, N.P. Nielsen, fik et embede, hvor han således skulle ”supplere” Schwarz. Især grundtvigianerne gik ind for dette i Burkal Sogn, og det officielle argument var, at de tyskuddannede præster var tysksindede. Det reelle argument var dog nok i mindst lige så høj grad, at man ønskede en grundtvigianer indsat som en ”modvægt” imod Schwarz og hans indremissionske sympatier.
Begivenhederne omkring 1920 og 1935 er yderst grundigt beskrevet og således bogens hovedomdrejningspunkt.
Analysen af disse begivenheder belyser meget klart, hvordan de var præget af en lang række forskellige (kirkelig og politiske) konflikter, som blev vævet sammen på kryds og tværs, og som hver især er meget sigende for den tid, de foregik i. Men også de nationale og politiske og kirkelige begivenheder og udviklinger i tiden både før 1920 og efter 1935 er med i bogen, ligesom der er et særligt afsnit om Schwarz’ teologiske synspunkter og om ”personen” Schwarz.
Det hele bygger på en blanding af upubliceret kildemateriale fra blandt andet Kirkeministeriets og andre ministeriers arkiver samt forskellige privatarkiver og diverse trykt kildemateriale og litteratur. En absolut læseværdig og yderst interessant bog, som bringer mange nye perspektiver ind i historien om såvel de kirkelige konflikter som de nationale og politiske konflikter i grænselandet.