Prøv avisen

Lillebylivet på landkortet

INTERVIEW: - Der er intet, som kan få sindene i kog, som når der kører en sag i et menighedsråd, siger 55-årige Martin Jensen, der skildrer hverdagslivet på Vestfyn gennem intrigerne i det lokale menighedsråd i sin nye roman, »Den første sten«

På Algade i Haarby ligger sukkerroer fra de lokale bønder spredt i vejkanten uden for værtshuset »Giraffen«. Et stort vinduesparti udstiller den begrænsede tilstrømning til beværtningen, som ellers er kendt i det ganske land.

- Det er på det værtshus, reklamerne med Polle fra Snave er optaget, så du er virkelig kommet til lillebyen ude på landet, siger forfatteren Martin Jensen, mens hans ånde står som en sky ud af munden på ham.

Som for at understrege sin pointe med lillebyen hilser Martin Jensen fire, fem gange på forbipasserende bilister, mens han viser vej fra Algade til sit hus, en rødstensvilla beliggende mellem den lokale præstegård, et moderigtigt finsk træhus og velholdte bindingsværksgårde.

Livet i lillebyen er rammen om fortællingen i Martin Jensens nye roman ,»Den første sten«, der netop er udkommet på forlaget Klim. Bogen beskriver, hvordan snakken går i et lokalsamfund, efter at præsten nægter at begrave en mand, der ikke var medlem af folkekirken. En snak, der udvikler sig til en række intriger mellem de seks menighedsrådsmedlemmer i sognet.

- Der er intet, der kan få sindene i kog, som når der kører en sag i et menighedsråd. Og jeg følte også, at konflikten mellem beboerne i lillebyen ville blive dybere, når den havde en kirkelig dimension, siger Martin Jensen, der med bogen ville give en sædeskildring af livet i en lille landkommune i dag.

Kulturskred på landet

- Jeg mener, at der er et kulturskred uden lige i gang, som skaber et skisma mellem den gamle bondekultur og deres børn og alle tilflytterne, siger Martin Jensen.

- Tilflytterne kommer med en ny kulturforståelse fra de større byer, og den fører de ind i idrætsforeningerne, i skolebestyrelserne og alle andre steder, så den gamle bondekultur føler sig undertrykt, siger forfatteren.

Han flyttede selv til Haarby på Vestfyn for en halv snes år siden for at blive skoleinspektør, så det kunne lige så godt have været en skolebestyrelse eller et byråd, historien foregik i. Men Martin Jensen frygtede, at mange ville tolke »Den første sten« som en nøgleroman, fordi han blev fyret som skoleinspektør for nogle år siden.

- Jeg vidste, at jeg kunne påstå fra nu af, og til hønsene kommer hjem, at det ikke var en nøgleroman. Folk ville alligevel lede og lede efter svar og personer, de kender, siger Martin Jensen, som også har valgt at henlægge handlingen til Assens og ikke Haarby af samme grund.

Han kender da også Assens til hudløshed fra sine tidligere bøger om Eske Litle, byfogeden i byen i starten af 1300-tallet, men hvor det tidligere var de historiske fakta, han skulle have sat på plads, når han vandrede rundt og researchede i byen, var det til den nye roman vigtigt at indfange stemningen blandt byens borgere.

- Det kan være et farligt erhverv at være forfatter, når man går rundt og iagttager mennesker og steder i Assens. Folk kommer ud af husene og råber efter en: »Vi ved godt, at du går rundt og kigger ind af vores vinduer. Vi melder dig til politiet«. Så pakker man sin blok sammen og går stille videre uden de store forklaringer, fortæller Martin Jensen, som mener, at Assens som by er mere interessant end Haarby, fordi den er større og har lidt af Matadors Korsbæk over sig.

- Der er stadig et skel mellem de familier, som har boet i byen i generationer, og dem, der er kommet til senere. De to grupper lever i lukkede samfund, hvor ingen rigtigt taler med hinanden. Det kommer tydeligt til udtryk i bogen, da konflikten om præstens valg opstår. De seks meget forskellige menighedsrådsmedlemmer hører alle sammen ude i byen, at en skandale er under opsejling, og byens forskellige kredse ønsker konflikten løst på forskellig vis. Men ingen af dem tager sig sammen til at konfrontere hinanden med deres standpunkter, siger Martin Jensen, der mener, at hans bog i høj grad handler om, hvordan man burde løse konflikter i de mindre bysamfund.

- Mine personer handler alle sammen ud fra, hvad de tror, er de andres motiver. Det er sgu så menneskeligt, men hvis bare et af de mennesker havde sat sig ned og sagt: »Hvad mener du egentlig?« til en af de andre, så var der jo ikke blevet nogen konflikt mellem menighedsrådsmedlemmerne, siger Martin Jensen, som det ene øjeblik sidder stærkt foroverbøjet i den grønne velourlænestol i stuen, mens han det næste har lagt benene over stolens armlæn.

Uden for vinduet løber et par sorte høns rundt på den rimvåde græsplæne og ser ud til, at de ikke er klar over, at en musvåge har kig på dem fra et af de nøgne træer et stykke borte.

Martin Jensen mener, at den manglende evne, danskere har, til at konfrontere hinanden med livets problemer, blot forstærker konflikterne.

- Man skal lære at løse konflikter, fra man er barn. Det er nok en af grundene til, at det skrider for mange unge i dag, som bruger vold til at løse konflikter, fordi der ikke er nogen, som har lært dem at løse konflikter verbalt. Deres forældre har i høj grad svigtet, mener Martin Jensen.

Tro kan ikke diskuteres

Det andet store spørgsmål, Martin Jensen har villet rejse med bogen, er, hvilken rolle tro og kirkeliv spiller i dagens Danmark.

- Mit projekt er ikke at være forkyndende eller holde en pegefinger op og sige, hvordan den rette tro skal være. Jeg vil blive meget ked af det, hvis min bog bliver opfattet som et religiøst indlæg eller en slags omvendelseslitteratur eller vækkelseslitteratur, for det er det slet ikke, siger Martin Jensen.

- Men det er spændende at kunne fortælle en troværdig historie om, at også i dette land spiller kirken og tro så stor en rolle, at en præsts handlinger kan sætte et lokalsamfund på den anden ende. Selv i en tid, hvor mange ellers siger, at vi bliver afkristnede, og at folkekirken ikke spiller en rolle, siger Martin Jensen, som er dybt uenig i den analyse.

- Jeg er ikke så bange for, at den kristne kultur og tro ikke vil klare sig. Heller ikke når man i disse tider diskuterer, om kristendommen er fortabt, og at vi i morgen alle sammen bliver tvunget med et maskingevær i nakken til at lægge os på jorden og vende os mod Mekka. Det er noget værre vrøvl, siger han.

For Martin Jensen selv spiller tro en stor rolle i livet.

- Den er grundlaget for, at jeg går frimodigt ud i hverdagen. Jeg kan ikke forklare det nærmere. Enten tror man, og så forstår man, eller også tror man ikke, og så forstår man ikke. At diskutere tro med en ikke-troende svarer til at diskutere farver med en blind.

Et af de spørgsmål, bogen rejser, er, om kirken er blevet for serviceminded, hvis præsten vil begrave en person, der ikke er medlem af folkekirken og aldrig har ytret ønske om at blive begravet af en præst.

Bogen giver ikke svar på spørgsmålet, det er op til læseren at vurdere, men selv er Martin Jensen ikke i tvivl.

- Kirken har et stort problem i øjeblikket med at få defineret sin opgave. Jeg mener ikke, at kirken skal være serviceminded. Et eksempel er, at kirken i dag oftere og oftere døber om lørdagen, fordi det passer forældrene bedst, når de skal have fest, og gæsterne kommer langvejsfra. Der mener jeg, at kirken har trådt forkert, fordi man går ind og leger serviceinstitution. At et barn bliver døbt, er også en optagelse i kirken, og den optagelse sker sammen med menigheden. Derved går man væk fra, at den danske folkekirke er en menighedskirke. En kirke af troende, der siger goddag til sit nye medlem. Hvis folk ikke kan holde ud at komme i kirke om søndagen og få døbt deres barn, så skulle de da lige tænke sig om, siger Martin Jensen, der synes, at det har været en stor udfordring at formidle den verden, han selv lever i, så folk kan genkende den.

- Litteraturens formål eller kunstens formål er jo at holde et spejl op for os og sige: »I er ikke så specielle, der er masser af mennesker som jer. Se, hvordan alle de andre også tumler rundt«, siger Martin Jensen.

- Og det er både lilleby-folket og folk fra storbyerne, der skal spejle sig i det spejl, jeg tilbyder dem. Det svarer jo til, når jeg læser en bog fra de unge københavnske forfattere, så siger jeg: »Hold kæft, lever de sådan. Det er godt, jeg ikke lever sådan«. De kunne måske få noget ud af at læse min bog.

stougaard@kristeligt-dagblad.dk