Line Knutzon: Det er blevet meget slemt, at vi trækker vores vejr gennem penge

Siden Dostojevskij i 1866 skrev romanen "Spilleren", er menneskers komiske optagethed af penge, pral og prestige kun blevet større, siger dramatikeren Line Knutzon, der er aktuel med en teaterforestilling baseret på bogen

Der er ikke noget mere pinligt end alle de mennesker, der skilter med deres rigdom, siger dramatikeren Line Knutzon.
Der er ikke noget mere pinligt end alle de mennesker, der skilter med deres rigdom, siger dramatikeren Line Knutzon. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix.

I et casino i den fiktive tyske kurby Roulettenburg opholder en flok spillelystne, selvoptagede pralhalse sig. Ingen af dem er så rige, som de gerne vil have andre til at tro. Men alle drømmer om den store gevinst. Det er en gammel russisk historie fra 1866, men det er også historien om vores tid og vores verden: Penge er alt.

"Hele den menneskelige adfærd er styret af penge. Alle handlinger mellem mennesker er en form for transaktioner. Det kan godt være, at vi også tillægger skønhed, ungdom og dannelse værdi, men det hele foregår på en bund af penge," erklærer den 57-årige dramatiker Line Knutzon, som har skrevet forestillingen "Spilleren", som netop har haft premiere på Betty Nansen Teatret i København, baseret på Fjodor Dostojevskijs roman af samme navn.

"Historien har en god location på et casino. Her er der samlet mennesker, hvis hele adfærd er styret af penge. Det er også værd at lægge mærke til, at bogen ikke er skrevet ud fra et ædelt motiv. Dostojevskij skrev romanen, fordi han selv var ludoman og havde brug for penge til at betale en spillegæld, så han var selv underlagt det her," siger Line Knutzon.

Pointen er, at ingen går fri af pengenes magt. I "Spilleren" er pengebegæret personificeret af forskellige karakterer. En central figur er den rige ældre kvinde Babusjka, som alle går og venter på skal dø, så hendes penge kan gå i arv. Men pludselig dukker hun op ved rouletten, fuld af spillelyst – med indbygget risiko for, at arven med et trylleslag forvandles til spillegæld.  

En tiltagende afhængighed

Line Knutzon betoner, at menneskenes afhængighed af tidens gængse betalingsmidler går meget længere tilbage end alle bankkonti, pengesedler  og rouletter. Helt tilbage til dengang en central betalingsenhed var hvede. Men afhængigheden er kun taget til. 

"Det er blevet meget slemt, at vi trækker hele vores vejr igennem penge. Det gælder om hele tiden at vise vores status. Der foregår et statusspil, hvor alle drømmer om at kunne fremvise beviser på deres rigdom og succes," siger Line Knutzon.

Hun fortæller, at hun netop har kastet sig over læsningen af den norske journalist og forfatter Lena Lindgrens bog "Ekko – et essay om algoritmer og begær", som fra USA beskriver, hvordan sociale medier og anden teknologi har kastet mennesker ud i en konstant jagt på bekræftelse af sig selv. Titlen refererer til myten om Narcissos, som druknede, fordi han forelskede sig i sit spejlbillede. Kvinden, som elskede ham, ænsede han ikke, så hun svandt bort, mistede sin selvstændige stemme og blev reduceret til at gentage det sidste af andre menneskers sætninger. Hendes navn var Ekko.

"Der er en stemning i tiden om, at alting er grandiost og selvoptaget. Samtidig bliver vi alle ekkoer af hinanden. Vi vil alle have det, de andre vil have. Jeg vil også have hus, have og bil. Vi er fanget i et begær efter alle de ting, understøttet af medier og spilfirmaer, der sælger os drømmen om, at det kan blive virkelighed for os at få den store gevinst. 'You can do it'," erklærer Line Knutzon.

Det forsømte nærvær

Ligesom i Narcissos' forhold til Ekko sker der dog det i relationerne mellem mennesker, der er optaget af egen status, at nærværet forsvinder. I Roulettenborg er den mindrebemidlede hovedperson Aleksejs forelskelse i generalens datter Polina håbløs i udgangspunktet. Undervejs i fortællingen veksler det, hvem der er rige og fattige, men attraktionen fra kærligheden synes ikke at kunne overgå attraktionen fra rouletten. Sådan er det også i moderne menneskers liv, erklærer Line Knutzon.

"Vi ser det ikke, men vi har mistet nærværet. Jeg har det selv sådan, at jeg må flygte langt væk og være alene i 14 dage, før jeg kommer i nærheden af noget, der ligner ægte nærvær, fordi vi lever i en verden, hvor alle sejl er sat til for at distrahere os," siger Line Knutzon.

"Måske har det at gøre med min alder, jeg er 57 år, men jeg oplever, at der lige nu er flere steder i kulturen, hvor spørgsmålet bliver stillet: 'Hvad skal vi med alle de penge og ting?' Jeg tror, vi fisker i den samme kollektive sø, fordi vi begynder at se det komiske i optagetheden af penge og status," tilføjer Line Knutzon, som nævner den svenske instruktør Ruben Östlunds film "Triangle of Sadness" og HBO-tv-serien "Succession" som eksempler på aktuelle fortællinger om det latterlige ved rigdom:

"Når jeg kan bruge Dostojevskijs historie, er det, fordi jeg gerne ville skrive en komedie om, hvor åndssvage vi er. Uanset om vi er rige eller fattige, prøver vi at puste os op. Der er da ikke noget mere pinligt end mennesker, der praler af deres dyre biler, deres Rolex-ure og andre materielle ting, som, når det kommer til stykket, er fuldstændig ligegyldige."