Line Knutzon satser alt på det billige grin i sin nye kasinokomedie

Griskhed, ludomani og forfængelighed er emnerne i "Spilleren", frit efter Dostojevskijs roman af samme navn. Visuelt er det dragende, men der er for lidt på spil i Line Knutzons ironiske iscenesættelse

Betty Nansen Teatrets ”Spilleren” forpasser chancen for at sige noget interessant om tidens selviscenesættelse og konsumerisme, som ellers synes nok så oplagt.
Betty Nansen Teatrets ”Spilleren” forpasser chancen for at sige noget interessant om tidens selviscenesættelse og konsumerisme, som ellers synes nok så oplagt. Foto: Camilla Winther.

Hvis man tror, at Dostojevskijs forfatterskab kun skal tages dødsensalvorligt, har man misforstået meget. Dostojevskij var en fabelagtig satiriker, og storheden i hans værker består i høj grad i sammenstødet mellem de dybe eksistensspørgsmål og den humoristiske brod.

Derfor er det måske ikke så skørt endda, når Betty Nansen Teatret på Frederiksberg ved København har lagt den russiske lurifaks i hænderne på dansk komedies ukronede dronning, Line Knutzon. Eller er det? Blikket for menneskets tåbelighed og selvbedrag til alle tider forener i hvert fald det umage par. Men så stopper kompatibiliteten også.

For hvor russeren formåede at tegne konturerne af den menneskelige eksistens op med et usvigeligt blik for tidens dårskab, så lykkes det aldrig rigtig Knutzon og co. at gøre andet end grin med karaktererne. Forbrugerismekritikken fiser ud mellem fingrene, og resultatet er et smukt, men tomt farceshow uden dybere mening, uden det store på spil.

Vi befinder os i den lille fiktive tyske kurby Roulettenburg, et nouveau riche -eldorado, hvor et tvivlsomt sammenrend af internationale jetsettere hænger ud i spaen og på kasinoet. Dostojevskijs grever og generaler er skiftet ud med nutidens pengemænd og modeller, hvis ”syge koder og sære etiketter” den fattige huslærer Aleksej betragter med iagttagerens foragtblandede fascination.

Første akt slæber sig af sted i endeløs opridsning af det sluttede selskabs interne affærer. Niels Ellegaard er den forgældede general, der har samlet en stab af tjenere og familie omkring sig i utålmodig venten på arven efter den rige tante. Det er først, da tante Babusjka ankommer til spahotellet, at der kommer lidt skub i sagerne. Desværre den forkerte form for skub.

Tammi Øst er egentlig ganske elskelig som ustyrlig bedstemor, der kaster sig livsbegærligt over rouletten til de griske arvingers store fortrydelse. Men det er også med hende i front, at stykket udvikler sig til en art perverteret børneteater, hvor laveste fællesnævner end ikke synes lav nok. Hvor mulige undertekster spilles helt op i øjenhøjde, jo mere hæmningsløst og plat, desto bedre. Hæmorider, latrinære bedrifter og svingende kønsdele er højdepunkterne i forestillingens infantile komik.

I anden akt vender det dog lidt. Historien fortættes og får noget, der ligner en handling. Aleksejs forelskelse i generaldatteren Polina støder endegyldigt på grund, da han forsøger at købe hendes kærlighed efter en heldig tur på rouletten. Polina afslår, og Aleksej drager til Paris med generalens elskerinde, golddiggeren Blanche. Her har Simon Bennebjerg, stykkets måske største attraktion, en forrygende rablet monolog over det dekadente jetsetliv i Paris som den smukke, skabagtige Blanche.

Det er imidlertid Palle Steen Christensens dragende scenografi, der løfter og sparker liv i den søvndyssende handling. At ”du kun er noget værd på grund af din kapital”, som teatret selv formulerer pointen, rækker ikke til at holde interessen. Men det visuelle er blændende og vejer op for en del. Et funklende art deco-univers af lysende orange og dunkelgrønt med magisk rum i rum-effekt skaber den præcise fornemmelse af forskruet luksus. Og da drømmene folder sig ud i de parisiske saloner, forvandles scenen til et tyst eventyr af hvide vifter. Mageløst.

I Betty Nansens ”Spilleren” er alt sat ind på det billige grin og den sjove persontegning. Desværre forpasses chancen for også at sige noget interessant om tidens selviscenesættelse og konsumerisme, som ellers synes nok så oplagt. Smukt, men hult er det som luksuslegemerne på Roulettenburg.