Thomas Boberg tilhører sammen med Niels Frank og de alt for tidligt afdøde digtere Morti Vizki, Simon Grotrian og Pia Juul den poetiske generation, der debuterede i midten af 1980’erne, og som uretfærdigt nok ofte er blevet sat i skyggen af den forrige generation af digtere med navne som Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen, FP. Jac og Pia Tafdrup.
Fælles for digterne med gennembrud fra midten af 1980’erne er en mere moderne poetisk optik end den forrige generation, således at der blandt Bobergs generation er en større stilistisk heterogenitet, eksperimenteren med forskellige genrer, samt humor og ironi.
I Bobergs forfatterskab sker forandringen til en mere grotesk surrealistisk og ironisk stil – især i en række samlinger fra det nye årtusinde med ”Livsstil” (2005), ”Gæstebogen” (2007) og ikke mindst den fabelagtige trilogi ”Hesteæderne 1-3” (2010-2015), hvor hele den moderne virkelighed hudflettes i en række rablende apokalyptiske visioner.
Samtidig med disse udadvendte samfundskritiske værker er der dog også kommet digtsamlinger af Boberg som ”Boothill” (2009) og ”Fantombillede” (2014), hvor linjen fra den mere personlige og inderlige digtning fra de tidlige værker tages op.
I Bobergs nyeste digtsamling ”Forberedelse til livet” foregår der en sammensmeltning af de to hovedtendenser fra forfatterskabet, og man oplever virkelig, hvilket imponerende repertoire af poetiske virkemidler, denne digter behersker.
Begynder vi med barokt-satiriske digte, hvor Boberg som i de tidligere værker giver nogle pragtfulde karikaturer af den heroisk lidende, patosfyldte og hæslighedsæstetiserende digter, så kan man eksempelvis læse:
”Digterne kan til hver en tid / trække en apokalypse ud af hjernen. / Undergangen står lige uden for døren / som en radioaktiv rotte i mørket.”
Straks anderledes end digte som dette er de eksistentielt og autobiografisk orienterede digte i samlingen, der har et præg af at være en lyrisk livshistorie fra Bobergs tidlige barndom til voksenalderen. En række digte handler for eksempel om faderen, der forlader familien. En tekst har det følgende lakoniske anslag:
”Da jeg var to år / rejste maleren, min far / over alle bjerge” – for derefter at glide over i en mareridtsagtig vision om den angst, den uvished, det savn og det tomrum, den forsvundne far har efterladt:
”Jo længere min far blev væk / jo større afstanden / mellem det jeg vidste og ikke vidste. / Et tomrum på størrelse med Amerika. / I det dybe land faldt blomster / som svar ud af sække / båret af enhjørninger på snoede stier / ind i de fjerneste afkroge af billedet / som maleren sad bøjet over. / Når solen stod op / trak min far persiennerne ned.”
Endelig er der nogle herlige spasmageragtige tekster i samlingen. To på hinanden følgende digte fører Per Højholts digt om en solsort, der ”flyver tilbage til naturen” ”up to date” med ulve og corona og den følgende ordlyd:
Det første: ”En ulv kommer ud fra skoven / og lægger sig i en solvarm plet på engen. / Nu rejser den sig og løber tilbage.”
Og det andet: ”Klaus Høeck kommer ud fra skoven / han misser mod solen / han mærker hvordan naturen ånder ind / ånder ud. / Så går han tilbage til sin karantæne / og skriver videre på sit digt.”
Bobergs digte er sjove, dybe, smertefulde, bizarre, provokerende og smukke. Kort og godt det, man finder hos de rigtigt gode og erfarne lyrikere.