Lise Nørgaard er død. Hun var hele Danmarks hukommelse

For Lise Nørgaard gjaldt det livet igennem om at bevare blikket for mennesket, verdens absurditeter – og at få det hele med. Nu er forfatteren, journalisten, debattøren og kvinden bag tv-succesen ”Matador” død, 105 år

Hvordan vil du gerne mindes, blev Lise Nørgaard engang spurgt: ”Som jeg var – på godt og ondt”, lød svaret. Sent søndag aften døde hun, 105 år.
Hvordan vil du gerne mindes, blev Lise Nørgaard engang spurgt: ”Som jeg var – på godt og ondt”, lød svaret. Sent søndag aften døde hun, 105 år. . Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

”Jeg kom til verden som en fejlleverance. Min far, der i de år havde vænnet sig til at få alt, hvad han pegede på, inklusive min mor, havde bestilt en søn, og stor var hans forbløffelse, da det viste sig, at det den 14. juni 1917 leverede spædbarn manglede en væsentlig detalje”.

Sådan indledte Lise Nørgaard det første bind af sine erindringer, ”Kun en pige”, fra 1992 med den tone, der var hendes. Skarp, humoristisk og uden den klagen, som hun ikke kunne holde ud. ”Rigtige kvinder gider ikke jamre”, var svaret, da hun engang i et interview blev spurgt om, hvad der kunne være hendes motto.

Nu er kvinden med det brunøjede blik for verdens absurditeter og kvinders eget ansvar for manglende ligestilling, som hun gerne fældede dom over med afvæbnende humor, ikke mere. Forfatteren, journalisten, debattøren og ”Matador”s mor, Lise Nørgaard, er død, 105 år. Det skete sent søndag aften efter kort tids sygdom, oplyser hendes familie.

Da coronakrisen var på sit højeste, udtalte hun til Kristeligt Dagblad, at hun ikke frygtede corona, men at komme på plejehjem. Da det så alligevel skete, og Kristeligt Dagblad i foråret 2021 anmodede om endnu et interview for at høre, hvordan hun befandt sig på Else Marie-hjemmet i Humlebæk i Nordsjælland, lød det venlige afslag via hendes barnebarn og sekretær, Louise Flindt Myhre, at hun helst ikke ville skabe uro på det sted, hvor hun var så glad for at være.

I sit liv oplevede Lise Nørgaard to verdenskrige, to pandemier og 105 års danmarkshistorie udspille sig, og hun er tidligere i denne avis blevet kaldt "Danmarks hukommelse". Lise Nørgaard blev fejret som en dronning, da hun den 14. juni 2017 fyldte 100 år, med kæmpe reception på forlaget Gyldendal, taler, jazzorkester og digteren og komponisten Benny Andersens ”Ode til Lise”.

”Jeg er helt overvældet. Det er godt, man ikke fylder 100 år hver dag. Selv om jeg ikke har så meget energi mere, får jeg da lyst til at tage et par år mere nu,” sagde fødselaren dengang til B.T. 

I anledning af 100-årsdagen udkom biografien ”Lise Nørgaard – De første 100 år” af Jacob Wendt Jensen, der blev sendt som fødselsdagsportræt på DR 1, og Lise Nørgaard blev også den første modtager af Ærespublicistprisen uddelt af Den Danske Publicistklub. Og så var der fest i Korsbæk på Dyrehavsbakken i Klampenborg nord for København – en forlystelse, hvor publikum kan underholde sig med et genbesøg til den fiktive provinsby Korsbæk og med figurerne fra ”Matador”. 

Døden var ikke noget, Lise Nørgaard som sådan gik og spekulerede over. Hvad der skulle ske, når hun døde, havde hun alligevel for længst skrevet ned. Der skulle synges salmer af B.S. Ingemann. Og så ville hun stedes til hvile på Sankt Ibs Kirkegaard i Roskilde ved siden af sin søn og sine forældre.
Døden var ikke noget, Lise Nørgaard som sådan gik og spekulerede over. Hvad der skulle ske, når hun døde, havde hun alligevel for længst skrevet ned. Der skulle synges salmer af B.S. Ingemann. Og så ville hun stedes til hvile på Sankt Ibs Kirkegaard i Roskilde ved siden af sin søn og sine forældre. Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix.

Mor til hele Danmarks "Matador" 

Det var Lise Nørgaard, der udvidede danmarkskortet med Korsbæk, og danskerne kom på fornavn med seriens genkendelige karakterer. Det gjaldt bankdirektørfruen Maude, der gik i seng, når noget gik hende imod, og som har lagt navn til begrebet at lave "en Maude”. Den elskelige skyggetante Elisabeth, der ikke kunne få sin elskede Kristen Skjern. Grisehandler Larsen med hunden Kvik, der var trænet til at kende forskel på en dansker og tysker, når det handlede om godbidder. Den forvirrede tante Møhge. Kokkepigen Laura, der huserede i Varnæs-familiens køkkenregioner. Den indremissionske Mads Skjern, der kom tilrejsende og overtog byens handelsliv. Og alle de andre i hverdagsfortællingen om høj og lav og hakkeorden fra mellemkrigsårene og frem til Anden Verdenskrigs afslutning, der er blevet kendt af den brede befolkning som ”Matador”.

Lise Nørgaard ses her med filminstruktør Erik Balling (1924-2005), der instruerede "Matador". Han har beskrevet sin kollega således: ”Lises oprør har på sæt og vis været permanent. Det er til stede i hendes skarpe blik for menneskelig adfærd, hendes præcise karakteristik af folk og fænomener og hendes bidske lune”. 
Lise Nørgaard ses her med filminstruktør Erik Balling (1924-2005), der instruerede "Matador". Han har beskrevet sin kollega således: ”Lises oprør har på sæt og vis været permanent. Det er til stede i hendes skarpe blik for menneskelig adfærd, hendes præcise karakteristik af folk og fænomener og hendes bidske lune”.  Foto: Mini Wolff/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

Tv-serien, der havde premiere i 1978 og var instrueret af Erik Balling (1924-2005), er den mest populære i DR's historie. Da den blev genudsendt i 1986, havde et enkelt afsnit af serien 3,6 millioner seere, hvilket er det højeste målte antal seere til et program i Danmark nogensinde. Ved senere genudsendelser blev hvert afsnit set af mere end en million seere. Dertil kommer tre millioner solgte eksemplarer af ”Matador” på dvd samt en million på videobånd.

I et interview før premieren i 1978 sagde Lise Nørgaard om arbejdet med at skrive ”Matador”: ”Det er skægt, at man med alderen får en fantastisk hukommelse for, hvad der skete i ens barndom og tidligste ungdom. Ikke bare erindringen om ens egen barnlige person, men også om, hvordan mennesker kommunikerede, sproget man talte, ordvalget, tonen, noget der er meget vigtigt, hvis man siden skal fremstille det i replikker”.

Lise Nørgaard og Bent Fabricius-Bjerre.
Lise Nørgaard og Bent Fabricius-Bjerre. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

De fik kun en pige

Lise Nørgaard blev født i 1917 og voksede op i et velstillet grossererhjem i Roskilde. I ”Kun en pige”, der udkom i 1992, har hun fortalt om barndomshjemmet med den dominerende far, der i ønsket om at få en søn anskaffede sig tre børn i rap. Om moderen, der havde sin egen indbringende modeforretning, men til sidst opgav sin selvstændighed, bøjede sig for mandens pres og påtog sig rollen som husmoder, en rolle, der fyldte hende og hjemmet med forvirring. Og som betød et farvel til børnenes elskede reservemor, moster Bob, som i 15 år havde taget sig af dem og husførelsen.

I Lise Nørgaards anden erindringsbog fra 1993, ”De sendte en dame”, følger historien om, hvordan hun efter realen kom på husholdningsskole i Sorø på Midtsjælland, hvor eleverne blandt andet blev undervist i den for hende fuldkommen unødvendige disciplin at rense huller i skærebrætter med vatpinde. Efter en sproguddannelse på translatørskolen blev hun som 18-årig i 1935 journalistelev på Roskilde Dagblad.

”Hele min karriere byggede på trods. Jeg blev anbragt som elev på Roskilde Dagblad, ikke fordi min far ønskede, at jeg skulle være journalist, men for at jeg skulle opdage, hvor håbløse mine drømme var. Men det gjorde mig da bare stædig,” sagde Lise Nørgaard i et interview til Jyllands-Posten i forbindelse med sin 90-års fødselsdag.

Filminstruktøren Erik Balling beskrev hende således: ”Lises oprør har på sæt og vis været permanent. Det er til stede i hendes skarpe blik for menneskelig adfærd, hendes præcise karakteristik af folk og fænomener og hendes bidske lune”. 

En skrap stemme for kvindesagen

Det var i Roskilde, hun blev gift med prokurist Mogens Flindt (født 1914, død 1983), og sammen fik de fire børn, inden ægteskabet blev opløst. Siden blev hun gift med redaktør Jens Nørgaard, der døde i 1984. 

På Roskilde Dagblad lærte hun faget fra grunden af, med hvad dertil hører af referater fra husmoder- og landboforeningernes møder og generalforsamlinger. Hun fik ry for at være en af de skrappe i journalistbranchen, og i 1949 blev hun hentet til dagbladet Politiken, hvor hun skrev kritisk forbrugerjournalistik og kvindestof. Det var en sand fornøjelse for hende at drage i felten for at aflive efterkrigstidens skabagtigheder. I ”De sendte en dame” fortæller hun om, hvordan det i en artikel i Politiken lykkedes hende at kvæle Husholdningsrådets daglige tominutters man-bør-programmer midt i radioens morgenmusik, hvor ”husmødre blev kommanderet hid og did med koste og spande, klude og børster”.

Lise Nørgaard var i 1950’erne og 1960’erne også aktiv i styrelsen for Danske Kvinders Nationalråd og Dansk Kvindesamfund. Dengang og siden har hun tit og ofte plæderet for, at kvinderne selv måtte tage affære, så de ikke endte i ”husmoderfælden”. Selv fulgte hun målrettet sit ønske om en journalistkarriere, og at det indimellem kunne have omkostninger for børnene, har hendes tvillingedøtre, Anne Flindt Christiansen og Bente Flindt Sørensen, fortalt i Per Wennicks dokumentar fra 2007, ”En kultiveret rappenskralde”. Med til deres billede af moderen hørte også, at hun var humoristisk og fandenivoldsk, sørgede for dynamik, sjov og diskussioner i hjemmet – og værdsatte flid og målrettethed.

Stort set alt, hvad Lise Nørgaard har skrevet, er blevet til på en gammel Hermes-skrivemaskine, også efter den digitale revolution. En computer ville hun hverken eje eller have.
Stort set alt, hvad Lise Nørgaard har skrevet, er blevet til på en gammel Hermes-skrivemaskine, også efter den digitale revolution. En computer ville hun hverken eje eller have. Foto: Jørgen Jessen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

”Da jeg var ung journalist, sled jeg og mine kolleger som små heste, men hvor havde vi det dog festligt. Bare det at gå på arbejde betragtede vi nærmest som en belønning,” sagde Lise Nørgaard selv om sine unge journalistår i et interview, da hun fyldte 95 år.

I 1968 kom hun til ugebladet Hjemmet, hvor hun fra 1975 til 1977 var chefredaktør, og derfra kom hun til Berlingske Tidende, hvor hun var frem til 1988. Derefter blev hun forfatter på fuldtid til romaner, film, underholdningsprogrammer, teater og tv-serier. For sit virke har hun modtaget flere priser, deriblandt Publicistprisen og De Gyldne Laurbær, ligesom hun blev slået til ridder af Dannebrog i 1994.

Den kloge Lise og den modne Lise

Foruden "Matador" har Lise Nørgaard skrevet filmmanuskripter til ”Mor bag rattet” fra 1960 og ”Mig og mafiaen” fra 1973. Hun var med til at levere tekster til DR's satireprogrammer ”Hov, hov”, ”Uha, uha” og ”Ikk’”, og hun var medforfatter til radioføljetonen ”Karlsens Kvarter” med skuespillerne Lise Ringheim og Henning Moritzen i hovedrollerne. Hun var også med til at skrive den populære tv-serie ”Huset på Christianshavn”.

Hun har skrevet en række romaner, hvor de mest kendte er de selvbiografiske ”Kun en pige” og ”De sendte en dame”, der blev filmatiseret og instrueret af Peter Schrøder i 1995. 

Det hele er blevet til på en gammel Hermes-skrivemaskine, hvor Lise Nørgaard også efter den digitale revolution satte sig til tasterne, når breve skulle skrives og besvares. En computer ville hun hverken eje eller have.

Al den vid og skarpsindighed, der førte til populær underholdning og journalistik, der ville noget, kunne i de unge år gå over sine bredder. Sådan har kollegaen Anne Wolden-Ræthinge alias Ninka beskrevet Lise Nørgaard i en 80-års fødselsdagsomtale: ”En varm pige, men med replikker, hvis dræbende træfsikkerhed hun sikkert ikke altid har erkendt midt i lystigheden. I dag er Lise en anden. Den kloge Lise er vokset til den modne Lise. Mildere og alderdomssmuk, som den bliver, der står ved sin fødselsattest, hvor gulnet den end er”.

Opskriften på aktiv alderdom

”Man må ikke blive bovlam”, var Lise Nørgaards egen opskrift på, hvordan hun i en høj alder bevarede gnisten. Sløset og sjusket sprog var en af hendes kæpheste. Dårlige manerer en anden. Og så fattede hun ikke det sociale medie Facebook, sms’er og andre moderne kommunikationsmidler.

”Så megen kommunikation er der da ingen, der har behov for”, som hun sagde. Selv brugte hun kun telefonen til korte beskeder, og familie og omgangskreds vidste, at der ikke skulle ringes til hende, når der blev sendt tennis i fjernsynet.

En anden aversion var tidens tendens til offentlig bekendelse af sorg og smerte. Hun havde selv oplevet sin del, da hun både havde mistet sin mand og siden sin søn, Christian. Også søsteren Gerda og mange nære venner var døde. På det område var hun usentimental, men også blufærdig. Sine følelser af sorg og savn foretrak hun at bearbejde i enrum. Heller ikke det at gå i terapi havde hun meget tilovers for:

”Når man tænker på, hvad folk har overlevet i krige, er det utroligt, at man herhjemme kan komme i terapi, bare man ser én vælte på cykel. Folk skal beskyttes mod enhver form for oplevelse og udfordring, og de bliver foregøglet, at de har ret til ikke at være ulykkelige. Men lykken er ikke konstant – det er noget, man oplever i glimt”.

Lise Nørgaard, der spillede tennis, til hun var 80, og stod på ski, til hun var 90, boede i mange år i lejlighed i Skodsborg nord for København. Hun, der altid havde haft hund, anskaffede sig ikke en ny, da den franske bulldog Viffer døde i 2010, fordi hunden ikke gerne skulle overleve hende. De cerutter, hun havde ”trukket vejret igennem” hele sit liv, blev også lagt på hylden. Men hun hoppede med egne ord ud af sengen klokken syv hver morgen, fordi det i hendes alder gjaldt om at få det hele med.

Lise Nørgaard holdt af de hunde, hun gennem livet havde. Her ses hun med hunden Puk ved poolen i 1987. Da den sidste af hendes hunde, den franske bulldog Viffer, døde i 2010, anskaffede hun sig dog ikke en ny. For hunden skulle ikke overleve hende.
Lise Nørgaard holdt af de hunde, hun gennem livet havde. Her ses hun med hunden Puk ved poolen i 1987. Da den sidste af hendes hunde, den franske bulldog Viffer, døde i 2010, anskaffede hun sig dog ikke en ny. For hunden skulle ikke overleve hende. Foto: Geert Bardrum/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

Trods det rebelske fornægtede den borgerlige baggrund sig ikke. Lise Nørgaard lavede i mange år hver dag mad til sig selv og dækkede bord med sølvbestik og stofserviet. Hun nød at lytte til klassisk musik på P2, at læse, gerne på tysk og engelsk, at rejse og gå i Det Kongelige Teater og se skuespil, ballet og opera. Den skarpe stålgrå page blev klippet hos tredje generation af frisør Vinholt på Sorgenfri Torv i Virum, hvor hun kom i mere end 60 år. Og som hun havde lært hjemmefra, tager man altid pænt undertøj på, så man ikke kaster skam over familien i tilfælde af, at man skulle falde død om eller blive kørt over i løbet af dagen.

Ville mindes på godt og på ondt

Døden var ikke noget, hun som sådan gik og spekulerede over, som hun i 2020 fortalte i et interview i nærværende avis. Hvad der skulle ske, når hun døde, havde hun alligevel for længst skrevet ned. Der skulle synges salmer af B.S. Ingemann. Og så ville hun stedes til hvile på Sankt Ibs Kirkegaard i Roskilde ved siden af sin søn og sine forældre. 

Lise Nørgaard satte stor pris på sine venner og sin store familie, som hun talte om med veneration.

”Det eneste, jeg virkelig frygter, er, hvis jeg en dag går fra snøvsen. Og tror, jeg er Napoleon eller en anden starut. Det ville være så pinligt for mine nærmeste. Men så længe jeg er selvhjulpen, som det så smukt hedder, vil jeg da gerne leve nogle år mere, hvis de ellers er gode, og glæde mig over at være sammen med min familie og venner,” sagde Lise Nørgaard i et interview, da hun fyldte 95 år. 

Hvordan vil du gerne mindes, blev hun engang spurgt: ”Som jeg var – på godt og ondt”.

Lise Nørgaard efterlader sig døtrene Anne Flindt Christiansen, Bente Flindt Sørensen og Dorte Flindt Myhre, svigersønner, syv børnebørn og ni oldebørn.

Familien oplyser, at Lise Nørgaard bisættes lørdag den 14. januar fra Sankt Pauls Kirke i København, hvor sognepræst Kathrine Lilleør, der også var nær veninde til Lise Nørgaard, forestår bisættelsen. 

Lise Nørgaard, forfatter til "Matador".
Lise Nørgaard, forfatter til "Matador". Foto: Gregers Nielsen/Ritzau Scanpix.