Litterær holocaust-skildring vækker debat

Et kærlighedsforhold mellem en jøde og en nazist i en amerikansk roman har genvakt en gammel debat om retten til at skrive om holocaust

Siden de første ofre for holocaust kom ud af de nazistiske lejre for 70 år siden, er der skrevet et væld af romaner om livet i fangenskab. Nogle af de mest kendte er Primo Levis ”Hvis dette er et menneske” fra 1947, Imre Kertész' ”De skæbneløse” fra 1975 og Bernhard Schlinks ”Højtlæseren” fra 1995.

Og lige så længe har der været en sideløbende debat om moralske grænser og om, hvorvidt forfattere bør skrive om det følelsesprægede emne for ikke at fornærme virkelighedens ofre for holocaust.

At emnet stadig er mineret med følelser, oplever flere forfattere, der giver sig i kast med at skildre holocaust i fiktionens verden i disse år.

Senest gik en amerikansk forfatter tilsyneladende over den fine grænse ved at lade en jødisk kz-fange i Theresienstadt forelske sig i en SS-kommandant i en ellers fiktiv historie.

Forfatteren, Kate Breslin, endte for nylig i et litterært stormvejr på grund af sin roman ”For Such a Time”, der var indstillet til flere store priser ved Rita Awards, den årlige prisuddeling blandt amerikanske forfattere af kærlighedsromaner. Bogen vandt ingen priser, men fik til gengæld et væld af skældsord med på vejen fra forfatterkolleger for overhovedet at være bragt i spil. Det skyldes dens fiktive skildring af den kvindelige fanges forelskelse i en tysk officer i den rigtige kz-lejr Theresienstadt.

”Jeg har mildest talt svært ved at se, hvordan et så ulige magtforhold på nogen måde kan forløses via en romantisk fortælling, ligesom jeg heller ikke kan se, hvordan rammerne og karaktererne på nogen måde er romantiske,” skriver forfatteren Sarah Wendell om ”For Such a Time” i en tekst, der er blevet delt heftigt på sociale medier.

Wendells romandebut er samtidig blevet rost fra flere sider, blandt andet Library Journal, og af andre kolleger, der blandt andet kalder den ”en medrivende og inspirerende historie fra en talentfuld ny forfatter”.

Breslin har hentet inspiration til bogen i den gammel-testamentlige historie om den jødiske kvinde Esther, der bliver gift med den persiske konge Ahasverus og dermed afværger udryddelsen af sit folk. I Breslins historie forsøger den jødiske fange ligeledes at befri lejrens fanger.

Baggrunden har dog ikke haft nogen formildende effekt på kritikerne, der påstår, at forfatteren med sin personlige agenda er med til at udviske den grufulde tragedie, der ramte rigtige ofre. Breslin har selv forklaret, at bogen udspringer af ”en medfølelse med det jødiske folk, der har lidt i hænderne på det ene samfund efter det andet gennem historien”.

Hun er ikke den eneste romanforfatter, der har bevæget sig ind på det betændte område. Da den britiske forfatter Martin Amis sidste år ville udgive sin roman, der fik den danske titel ”Brun sne”, afviste hans tyske og franske forlag at udgive den. Bogen handler om livet i en kz-lejr set fra nazistiske officerers side og var ”for sympatisk indstillet over for nazismen”, lød det.

Debatten overrasker ikke cand.mag. i litteraturvidenskab Morten Lassen, der har skrevet bogen ”At skrive Holocaust. En introduktion til vidnesbyrdlitteraturen” med analyser af de mest kendte, indflydelsesrige og læste holocaustforfattere Primo Levi, Elie Wiesel og Jorge Semprn.

”Det litterære rum blev åbnet for længe siden i vidnesbyrdlitteraturen, hvor der også trækkes på både fiktion og virkelighed. Det er tematikker om, at ofre ikke bare er ofre, og bødler ikke bare er bødler. Lejrlivet bliver gjort almengyldigt,” siger han og peger på den ungarske overlever Imre Kertész, der skrev om at kede sig og føle sig lykkelig i lejren.

Han nævner også Alexander Tismas rystende roman ”Kapo” fra 1987, hvor kærlighedstemaet til dels også udspilles.

Debatten om, hvorvidt og hvordan man kan tillade sig at skrive om holocaust, vil ifølge Morten Lassen kun blive intensiveret i de kommende år. Der bliver færre og færre overlevende tilbage, og fortolkningerne får endnu mere frit spil.

”Det bliver i hvert fald mere legitimt at lave og skrive fiktion om emnet. Det tabuiserede og sakrale vil langsomt forsvinde. Og nu kommer der nye generationer af forfattere, der tager livtag med emnet, som tilsyneladende aldrig bliver uinteressant.”