Nicole Krauss' seneste roman er en litterær stroppetur i sindets mørke skove

Nicole Krauss’ seneste roman blander bibelhistorie, Kafka-konspirationer, mysticisme og skilsmisse i en dunkel, delvist vellykket odyssé

Man kan ikke komme uden om, at Krauss skriver rasende godt. Klogt, tankevækkende og til tider tilmed med et lyrisk schwung. –
Man kan ikke komme uden om, at Krauss skriver rasende godt. Klogt, tankevækkende og til tider tilmed med et lyrisk schwung. – . Foto: Goni Riskin.

Vi følger to sideløbende fortællinger. Den ene om en aldrende rigmand, Julian Epstein, som allerede forsvinder på første side. Herfra oprulles det gådefulde forløb, fra han forlader sit hjem i New York, og frem til hans forsvinden i Israels ørken tre måneder senere. I hvert andet kapitel er det romanens jegfortæller, forfatteren Nicole, der tager over. Også hun drager til Tel Aviv: for at finde tilbage til sine jødiske rødder og for at få hul på den roman, som ikke lader sig skrive i det skilsmissetyngede hjem i New York.

De to tilsyneladende isolerede fortællinger om Epstein og Nicole knyttes kun sammen af det brutalistiske hotel Hilton Tel Aviv, som rejser sig monstrøst faretruende af Middelhavets kystlinje, og som synes at udøve en næsten magnetisk tiltrækning på begge hovedpersoner. Her blev Nicole undfanget, og her forsvinder sporet af Epstein for bestandigt.

Amerikanske Nicole Krauss har begået et ambitiøst, rigt og overvældende værk om at gå gennem den mørke skov for at ankomme i lyset. Om forvandlingssmerter, tab og identitet. For hvad er man først: jøde, forfatter, kone eller amerikaner?

Begge hovedpersoner befinder sig i en form for livskrise. Epstein har mistet sine forældre og er i færd med et større udskillelsesforløb, hvor han befrier sig for alt jordisk gods, inklusive konen. Nicole står over for en skilsmisse, der har luret i længere tid, og midt i en lammende skriveblokering. Undervejs møder Nicole den mystiske litteraturprofessor Elizer Friedman, som måske overhovedet ikke findes, mens Epstein støder på den lige så mystiske rabbiner Menacham Klausner, der introducerer ham for jødisk mysticisme og et besynderligt sekterisk fællesskab i en israelsk provins.

Hertil kommer en mærkelig kuffert med Kafkas efterladte papirer, en forbyttet cashmerefrakke, en tankelæsende hyrdehund, et skur i ørkenen, som Kafka måske har beboet efter sin død, og et hemmeligt selvmord på Hotel Hilton. Som i Krauss’ forudgående roman ”Det store hus”, hvori et gammelt skrivebord var hovedperson, er det også her nogle genstandes symbolladede historier, der danner omdrejningspunkt. Hvis det lyder lidt forvirrende, er det netop, hvad det er. Romanen tumler rundt ad tilfældige vildveje langt fra stringensens smalle sti, og man føres som læser længere og længere ind i et tætvævet drømmespil af mystiske hændelser og mærkværdige fantomfigurer, som dukker op ud af intet og forsvinder som sunket i jorden.

Den er også irriterende, for den omsiggribende uafgørlighed spænder ben for fornuft og sammenhæng. Igen og igen lokkes vi ud på udmattende ørkenvandringer af kilometerlange forelæsningsdialoger om jødisk teologi og kulturhistorie, Det Gamle Testamente, Freuds dobbeltgængermotiv og så videre, som kun er sporadisk interessante, men alligevel holdes vi til ilden med spændingsmættede mysterier og konspirationer a la Dan Brown, der aldrig opklares.

Det hele har en grumset overfladeglasering af kafkask mareridtsabsurdisme (dog uden den store jødiske forfatters virtuost orkestrerede virkelighedsforskydninger). Og det er da også meningen – som et genremæssigt opgør med romanens lige linjer og kausale sammenhæng forstyrres realismen med stænk af fantasi. Med drømmeagtige spørgsmål som, ”Hvad hvis det ikke er os der bevæger os gennem rummet, men rummet der bevæger sig gennem os, udspundet af vores sinds vævestol?”, nærmer vi os i svagere momenter et new age-spirituelt selvhjælpsstadium, hvor også bibelreferencer mere eller mindre skødesløst flikkes sammen.

Man kan dog ikke komme uden om, at Krauss skriver rasende godt. Klogt, tankevækkende og til tider tilmed med et lyrisk schwung. Titlen er da også taget fra et digt af Dante, som i den danske oversættelse lyder:

”Midtvejs på vores vandring gennem livet

befandt jeg mig i mørke, dybe skove

forvildet fra den vej jeg burde følge”.

Endnu mere sigende er det sidste vers dog i den engelske oversættelse: ”For the straightforward pathway had been lost”. Sådan er ”Mørke, dybe skove” – retningen, der går tabt under tidens forvanskning. Her er vildfarelsen vejen, og efterhånden forstår man, at det er psykens indre skovlandskab, vi er på strabadserende stroppetur i. Selvom der tydeligvis ligger en smertefuld skilsmisse og ømmer sig under det hele, er det ærefuldt, at Nicole Krauss ikke som ellers forventet skriver udpenslende privat om sin egen famøse skilsmisse fra forfatterkollegaen Jonathan Safran Foer. Måske lykkes hendes tilsløringsprojekt endda så godt, at romanen lukker sig for læseren.

Jeg er stadig ikke sikker på, hvad ”Mørke, dybe skove” handler om.